Fødselsdagsinterview med Charles Baudelaire

08.04.21
Den 9. april ville digteren Charles Baudelaire være fyldt 200 år. Baudelaire anses for at være den første modernist og den moderne lyriks fader. Rudersdal Bibliotekerne var heldige at få et eksklusivt interview i anledning af den runde dag.

Tillykke med de 200 år, Monsieur Baudelaire. Det er en ære at få dette interview. Hvordan har De fejret dagen?

Jamen, jeg har været ude at flanere* lidt i Paris. Det er jo det, vi dandyer** bruger vores tid på. Men jeg må indrømme, at jeg ikke går helt så energisk til værks, som jeg gjorde i min ungdom, hvor jeg ikke holdt mig tilbage fra at besøge både værtshuse og bordeller i Latinerkvarteret. Men det kostede mig jo altså også en syfilisdiagnose – foruden halvdelen af min arv, som jeg fik formøblet på et par år. 

Ja, og så var det jo, at De var nødt til at arbejde for at tjene til livets ophold?

Oui, det er korrekt. Altså, jeg ville jo gerne være digter, men det var da lidt en streg i regningen, at jeg ligefrem var NØDT til at skrive for at få penge ind på kontoen – og jeg måtte også flytte fra det dyre palæ på Île Saint-Louis.

Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Når alt kommer til alt, fik De jo uhyre succes med Deres digtsamling ’Helvedesblomsterne’. Og den har virkelig fået klassikerstatus i eftertiden.

Ja, jeg var jo ellers så vældigt nervøs ved udgivelsen. Jeg havde immervæk arbejdet på den i rigtig mange år, og det er jo lidt af et mammutværk på 100 digte i førsteudgaven og hele 127 i andenudgaven.

Når De var nervøs, hang det måske også sammen med dens indhold, som jo var forholdsvis provokerende? Det bragte Dem desuden en retssag på halsen, hvor 6 af digtene fik dommen ”krænkende for den offentlige blufærdighed”. Fortryder De at have skrevet de digte?

Non – je ne regrette rien! De må forstå, at Frankrig på det tidspunkt netop havde været udsat for et statskup*** og på det nærmeste var en politistat, og anmelderne var en samling bornerte skvat. Som én af dem skrev: ”Aldrig har man set så mange bryster bidt i og endda tygget på, på så få sider”, og en anden kaldte mig for indstifter af ”ådsels-litteraturen”, fordi ét af digtene hedder ’Et ådsel’. 

Jamen, der er måske også lidt meget sex – endda lesbisk – og død i digtene? Det ER jo hård kost… Tidligere var digterne ligesom nogle, man kunne se op til som gode samfundsborgere og offentlige talerør, som f.eks. Goethe og Victor Hugo. Men De væltede Dem bare i skidtet under påvirkning af tobak og alkohol. Og der er heller ikke meget naturromantik i Deres digte…

Jeg HADER naturen! Alle de grøntsager! Rousseau**** og hans ”tilbage til naturen-filosofi” bliver bare aldrig min kop te. Hvad med nogle blodrøde floder? Blå træer? Solgult græs? Nej, giv mig storbyen med alle dens passager, smøger, basarer og varehuse, hvor man kan gemme sig i mængden og bare forsvinde. Og det var jo også som storby-forfatter, jeg blev foregangsmand. 

Det gjorde De, og med masser af efterfølgere, ikke bare i Frankrig, men også i resten af verden. Vi kan i flæng nævne Rilke, Claussen, Pessoa, Eliot, Lorca og Ekelöf. Alligevel blev De aldrig rigtig lykkelig…? 

Jeg har altid lidt af livslede, spleen, som man kaldte det. Og det blev ikke bedre med årene. Jeg endte faktisk med at flygte til Belgien, fordi jeg håbede, at der var lidt større åbenhed og tolerance end i Frankrig. Men nej, jeg kom faktisk til at hade belgierne endnu mere, end jeg hader Rousseau. Og så var det i øvrigt også i Belgien, at jeg faldt og slog hovedet, hvilket endte med at slå mig ihjel. 

Ja, men først blev De nærmest berøvet talens brug.

Det er rigtigt; mit sidste år sad jeg på et sygehjem i Paris og kunne kun sige ét ord: ”Crénom!”*****

* En flanør er en elegant dagdriver. Udtrykket er fra 1800-tallet om et menneske, der nyder at slentre på gaden uden at behøve at arbejde.

** En dandy er en selvoptaget, overdrevent velklædt mand som fremtræder blasert, ødsel og med en påtaget afsky for alt hverdagsagtigt og trivielt. I litteraturen udformedes dandyen i begyndelsen af 1800-tallet af engelske og franske romantikere (Lord Byron og Stendhal). Senere gav især Charles Baudelaire, Stéphane Mallarmé og Oscar Wilde skikkelsen dybde.

*** Napoleon 3. var egentlig valgt som præsident, men uden mulighed for genvalg. Det fik ham til i 1851 at begå statskup for at blive genvalgt til præsident og derefter kejser.

****Jean-Jacques Rousseau var filosof og forfatter. Han betragtede naturen som kilde til sandhed og harmoni i modsætning til civilisationen, der med sine snærende bånd er årsag til laster som grådighed, egoisme og hensynsløshed. 

**** ”skråt op”


Interviewet var sponsoreret af Rudersdal Bibliotekernes afdeling for Fiktion & Formidling. Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er helt og aldeles utilsigtet.

Læs mere om Baudelaire på forfatterweb.dk
Læs mere om Baudelaire på litteratursiden.dk

Tags