Middelalderens litteratur

08.03.21
Læs med, og få en introduktion til middelalderens litteratur; fra heltedigte til boghåndværk; fra romantisk kærlighed til blodige sagaer; fra himmel og helvede til kampen om menneskets sjæl – samt et kig ud i verden til det fjerne østens forfinede hofkultur.

Hvor dansk middelalder først begynder med afslutningen på vikingetiden i 1050, strækker den sig lidt længere i resten af verden, nemlig fra ca. 500-1500. Og på de 1000 år der er tale om, sker der naturligvis en udvikling inden for litteraturen. 

Det er i denne periode, at man begynder at få en skriftkultur af betydning, hvor munkene i klostrene har travlt med at indsamle og nedskrive mundtlige beretninger, så tidligere tiders heltekvad, sagn og fortællinger bliver omdannet til egentlig litteratur. 

Senere bliver skriftsproget udbredt til andre samfundsgrupper, også sekulære, som begynder at forfatte ny litteratur, der afspejler samtiden, og som i stadig højere grad udvikler egne konventioner, så litteraturen bliver en kunstform i egen ret. 
 

Beowulf (ca. 700)

Digtet 'Beowulf' er et oldengelsk heltedigt, og det eneste af sin slags, der i omfang og kvalitet kan måle sig med det klassiske epos. Den bedste oplevelse af digtet får man ved at lytte til det; det er nemlig skabt med henblik på recitation ledsaget af harpeslag.

Digtet handler om den nordiske kriger Beowulf og hans kamp mod uhyret Grendel. Først angriber Grendel Kong Roars hal og bliver besejret af Beowulf. Så slår Grendels mor en af Kong Roars mænd ihjel, og Beowulf må i aktion igen for at besejre hende. En årrække senere er Beowulf blevet konge i eget land, men igen bliver han angrebet af et uhyre – og denne gang koster sejren ham livet.

Formålet med teksten er moralsk: Det handler om at indskærpe herskerens ansvar over for folket og folkets over for herskeren, og såvel hirdmand som høvding skal kende sin plads og udfylde sin rolle. Og i Beowulf introduceres vi også for den særskilt germanske tematik, hvor drikkehallens glæde står som etisk modpol til den bitre død på slagmarken – altid varslet i forvejen af skæbnens sandsigere.

'Beowulf' findes i på engelsk i en vældigt rost udgave af den irske nobelpristager Seamus Heaney og på dansk i en fornem oversættelse af Keld Zeruneith.

'Book of Kells' (ca. 800)

I middelalderen var klostrene lærdomscentre og de steder, hvor skriftkulturen blev holdt i live. Og mellem år 675-800 blev der i de irske klostre skrevet og illumineret bøger af så høj kunstnerisk kvalitet, at de ikke har deres lige andre steder i verden. Bøgerne har navne som 'Book of Durrow' og 'Book of Lindisfarne', men den mest berømte er 'Book of Kells', som er kronen på værket inden for keltisk kunsthåndværk.

Book of Kells

'Book of Kells'  indeholder de fire evangelier og er rigt illustreret med dyreornamentik og evangelistbilleder.

Den blev påbegyndt på øen Iona ved Skotlands vestkyst, men efter vikingeangreb flyttede klostret til Kells nordvest for Dublin. I dag kan man beundre 'Book of Kells' i Dublins Trinity College.

Men det var ikke kun de irske munke, der excellerede i boghåndværk; over hele Europa blomstrede bogmaleriet op i løbet af middelalderen, så det i det 13. og 14. århundrede var Frankrig, der var toneangivende, efterfulgt af de flamske og italienske mesterværker. Henimod slutningen på middelalderen begyndte bøgerne også at byde på verdsligt indhold, som billeder af dagligdags hændelser og årets gang.

Lån 'Book of Kells' på bibliotek.dk

Arthurdigtning (1100-1400)

Den franske forfatter Chrétien de Troyes’ (1160-90) claim to fame er som skaberen af Arthurromanen, dvs. høviske ridderromaner på vers med den keltiske sagnkonge Arthurs hof som ramme.

Chrétien havde fyrstelige mæcener, og hans romaner henvendte sig til den feudale elite. Han var den første til at benytte ordet roman om sin digtning, hvormed han mener en forening af stof, struktur og mening, og inspirationen hentede han fra de keltiske myter.

Kong Arthurs bryllup

Romanerne handler om riddere, som gennem prøvelser og overnaturlige eventyr formes som helte. Kærlighed er katalysatoren for bedrifterne, og Chrétien er berømt for analyser af følelseslivet. Som noget nyt i tiden plæderer han for kærlighedsægteskabet. Kong Arthur, Lancelot og Guinevere, Perceval og den hellige gral er det persongalleri, der befolker Chrétiens romaner, og som siden er dukket op utallige gange i kulturhistorien, ikke mindst er operaelskere bekendt med dem fra Richard Wagners operaer. På dansk findes Chrétien de Troyes roman 'Løveridderen' som eksempel på hans kunst. Men Chrétien var ikke den eneste til at beskæftige sig med Arthur-stoffet.

Arthur var formentlig en virkelig konge, som i 400-tallet ledede briternes forsvarskamp mod angelsakserne, og historierne om ham bredte sig med britiske spillemænd, der flygtede til Bretagne. Og det var først 700 år efter Arthurs død, at den såkaldte Arthur-digtning opstod som egentlig litteratur. Det var, foruden Chrétien de Troyes, waliseren Geoffrey of Monmouth, som i 'Historia regum Britanniae' fra 1135 bl.a. introducerede troldmanden Merlin, i den franske oversættelse 'Roman de Brut', optræder "det runde bord" for første gang, og omkring 1230 tilknyttes Tristan og Isolde persongalleriet med romanen 'Le Tristan en prose'. Senere kommer også tyske Arthurromaner, som Wolfram von Eschenbachs 'Parzival', engelske som 'Sir Gawain and the Green Knight,' kulminerende med Thomas Malorys 'Morte Darthur' fra 1460’erne.

Interesserer man sig for Arthurdigtningen, er man ikke alene; der findes en hel forskningsretning, som beskæftiger sig med emnet, og bogtitlerne kan søges frem her på bibliotek.dk

'Saxos danmarkskrønike' (beg. 1200-tallet)

Saxo Grammaticus er ophavsmand til det mest berømte værk fra Danmarks middelalder; 'Gesta Danorum' eller 'Danernes bedrifter' er intet mindre end vores første danmarkshistorie, som indeholder alle de sagn og røverhistorier, der udgør vores nationale arvegods.

Saxo Grammaticus

Året var ca. 1190, da Saxo blev hyret af ærkebiskop Absalon til at skrive Danmarks historie. Som sekretær ved ærkebispehoffet i Lund havde Saxo de helt rigtige forudsætninger for at kunne skrive sin krønike, eftersom Lund var Danmarks kirkelige centrum, som folk besøgte fra nær og fjern. Ved Absalons død i 1201 var værket endnu ikke færdigt, men Saxo fortsatte ufortrødent og dedikerede det til Absalons efterfølger, Anders Suneson og kongen, Valdemar Sejr.

Saxo skrev sit værk på latin for dermed at kunne vise den civiliserede verden, at Danmark ikke bare var et barbarisk udkantsområde, men et gammelt, selvstændigt kongerige med en stolt historie og litterær dannelse.

Første del af værket handler om den mytiske fortid, fyldt med Nordens guder og helte. Her møder vi også kendte folk som prins Amled, senere verdenskendt under navnet Hamlet i William Shakespeares fortolkning, men også Regnar Lodbrog og Rolf Krake er velkendte navne. I anden del af værket bliver danerne kristnet, og den religiøse nationale enhed cementeres med oprettelsen af et nordisk ærkebispedømme i Lund i 1103. Et vigtigt skridt væk fra tysk kirkelig overhøjhed. Blandt heltene i denne del er Knud den Store, som bl.a. erobrede England, og Valdemar den Store, som, med råd og vejledning fra biskop Absalon, fik nedkæmpet borgerkrigene i Danmark.

Saxos danmarkskrønike fik ikke den gennemslagskraft i middelalderens Europa, som han havde håbet på, men til gengæld kan dens betydning for dansk identitetshistorie ikke overvurderes. Med Anders Sørensen Vedels oversættelse fra 1575 blev værket tilgængeligt for alle danskere, og siden er det blevet nyoversat seks gange – senest år 2000 i fornem udførelse af Peter Zeeberg.

Sagaer og Eddaer (1200-tallet)

Island blev bosat i årene 870-930. Først lod Ravnefloke sine ravne flyve i forvejen for at finde land, og siden ankom Ingólfur Arnarson, Ketil Høng og Skallagrim og bosatte sig på hver deres sted langs kysten. Når vi ved det så præcist, er det fordi, det er beskrevet i 'Landnamsbogen', som er en af de vigtigste skriftlige kilder fra nordisk middelalder. I 'Landnamsbogen' fortælles historien om Islands bosættelse, det såkaldte landnam.

Men det er selvfølgelig sagaerne, vi især forbinder med det gamle Island, nærmere bestemt islændingesagaerne. Der findes ca. 40 islændingesagaer, foruden oldtidssagaer, kongesagaer, riddersagaer og flere andre typer.

Sagaerne er ikke nedskrevet på den tid, hvor de foregår, men først et par hundrede år senere, omkring år 1200, hvor munke og skoleuddannede begyndte at nedskrive de gamle historier.

Man kender ikke identiteten på sagaskriverne, og der findes ikke et eneste originalmanuskript; alle sagateksterne er overleveret i afskrifter, og derfor varierer udgaverne også. Det er heller ikke alle sagaerne, der er fuldstændige, og man regner med, at der kun er overleveret ca. 10 % af de håndskrifter, der har eksisteret. Det ældst kendte fragment er fra ca. 1250 og er et stykke fra 'Egils saga'.

Ordet saga betyder ganske enkelt en historie. Og det er, hvad de er: Fortællinger om livet blandt frie bønder på Island i årene fra 930-1030, som er den tid, man betegner som sagatiden.

Indholdsmæssigt er de meget forskellige; nogle handler om kærlighed, andre om slægtsfejder, nogle beskriver ekspeditioner til Grønland og Vinland, mens andre er fyldt med overnaturlige fænomener som trolde og genfærd. Men der er selvfølgelig også fællestræk, f.eks. er der altid unge mænd, der rejser ud – mens kvinderne bliver hjemme. Ofte bliver den unge mand modtaget hos fremmede konger i især Norge og Irland, hvor de vinder hæder, men når de får hjemve og vender hjem til Island, opstår der ofte stridigheder med andre bønder om jord, kvinder, magt - og strandede hvaler.

'Njals saga' er den mest berømte af sagaerne, fordi den anses for at være den mest kunstnerisk fuldendte. Det er historien om to familier, Gunnars og Njals, og alt hvad der hænder dem af konflikter med masser af blodhævn, og ikke mindst den berømte brand, hvor den fredsommelige Njal bliver brændt inde sammen med sin familie.

'Njals saga' bygger til dels på virkelige begivenheder, og man har faktisk fundet resterne af gården ved udgravninger. Sagaerne er på den måde næsten altid stedsspecifikke med nøjagtig angivelse af, hvor på øen handlingen foregår – og på den måde er det muligt at rejse Island rundt i sagaernes fodspor.

Et vigtigt tema i sagaerne er ÆRE. Hvis man bliver krænket, skal man have oprejsning, om man vil det eller ej – ellers taber man ansigt. Og hvis et familiemedlem mister livet ved drab, skal det hævnes ved blodhævn – eller ved at modtage mandebod af drabsmandens familie. Det værste, der kunne overgå en mand i sagatiden, var at blive erklæret fredløs. Blev man det, var man jaget vildt i den periode, fredløsheden varede. Gretter den Stærke, hovedpersonen i 'Gretters saga' var efter sigende dén, der var fredløs i længst tid, nemlig 20 år.

De islandske sagaer er udkommet flere gange på dansk; den første udgave af 'Njals saga' kom i 1772, og i 2014 udkom så endelig for første gang de samlede sagaer i en fembinds-udgave oversat af forskere fra Den Arnamagnæanske Samling samt et følgebind om 'Islændingesagaernes verden', som er en rigtig fin lille introduktion til emnet.

Udover sagaerne findes også andre gamle islandske tekster, bl.a. Snorres Edda, som er en håndbog i skjaldedigtning med historier om de hedenske guder. 'Snorris Edda' er skrevet af Snorre Sturluson og kaldes også 'Yngre Edda' for at adskille den fra den 'Ældre Edda' eller 'Den poetiske Edda', som er en digtsamling med fortællinger fra nordisk mytologi. (Edda betyder oldemor, så der altså er tale om fortællinger fra oldemors tid, men det er også afledt af ordet for digterisk inspiration).

En af de mest berømte fortællinger fra den 'Ældre Edda' er 'Vølvens spådom', som Suzanne Brøgger gendigtede for tyve år siden, og som genudkom i 2015 med illustrationer af Martin Bigum. Men Edda indeholder også heltedigte, der introducerer berømte skikkelser som Sigurd og Gudrun og et persongalleri, der også optræder i et andet berømt værk, nemlig 'Nibelungenlied'.

'Niebelungenlied' (ca. 1200)

'Nibelungenlied' eller 'Nibelungensangen' er et tysk helteepos, som blev skrevet i det østlige Bayern af en ukendt forfatter. Men stoffet er meget ældre og bygger på begivenheder i folkevandringstiden (ca. 375-600), bl.a. Burgunderrigets undergang, hunnerkongen Attilas død og hændelser fra merovingernes historie.

Siegfried er en prins fra det nedre Rhinområde, og Kriemhild er burgundisk prinsesse i Worms. Siegfried er fast besluttet på at vinde Kriemhild trods advarsler fra hans forældre, og da han ankommer til Worms, får han tilbudt hendes hånd på betingelse af, at han hjælper hendes bror, Gunther med at vinde sin udkårne, Brunhild. Der skal nemlig særlige kræfter til for at matche hendes, og Siegfried er en ægte helt med masser af sejre på CV’et.

Siegfried udgiver sig for at være Gunthers vasal, og hver gang Gunther besejrer Brunhild i konkurrencerne, er det faktisk Siegfried iført usynlighedskappe, der er hendes modstander. Så Brunhild accepterer Gunther som sin ægtemand, og Siegfried bliver gift med Kriemhild. Desværre er Brunhild mistænksom, og da sandheden endelig kommer for en dag, bliver hun rasende og allierer sig med Gunthers hirdmand, Hagen, som er misundelig på Siegfrieds succes. Hagen dræber Siegfried, og Kriemhild bliver nedbrudt af sorg.

Senere indgår Kriemhild ægteskab med hunnerkongen Etzel (Attila) som del af en hævnplan over for Gunther og Hagen, som mange år senere bliver indbudt til hunnerhoffet, hvor både de og til sidst også Kriemhild bliver slået ihjel.

Handlingsgangen i Nibelungenlied svarer i store træk til den, vi kender fra 'Den poetiske Edda' og fra 'Vølsungesagaen', hvor Siegfried hedder Sigurd, Kriemhild hedder Gudrun, Brunhild Brynhild og Gunther Gunnar. I 'Vølsungesagaen' får Sigurd og Brynhild datteren Aslaug, som bliver gift med Regnar Lodbrog - som vi også kender fra 'Saxos danmarkskrønike'.

'Nibelungenlied' er det tyske nationalepos par excellence, og det har givet inspiration til utallige senere variationer og fortolkninger. Igen er det Richard Wagner, der i vor tid især har givet dem nyt liv med operacyklussen, 'Nibelungens ring'.

Fortællingerne om nibelungerne handler i høj grad om kærlighed. Men hvor de nordiske sagn og fortællinger er fyldt med blod og drama, er den sydeuropæiske tradition langt mere romantisk anlagt.

Guillaume de Lorris og Jean de Meun: 'Roseromanen' (1230-40)

'Roseromanen' trækker på en antik tradition fra Ovid, men også på en særligt fransk tradition, nemlig trubadurdigtningen. Trubadurdigtningen var opstået i det 9. århundrede, og det bemærkelsesværdige ved den var, at den var skrevet på fransk, og altså ikke latin, som var middelalderens mest udbredte skriftsprog. Trubadurdigtningen var karakteriseret ved, at den beskriver en kærlighed, som aldrig forløses, fordi der står hindringer i vejen, som f.eks. en streng far eller en jaloux ægtemand. En skabelon, vi i den grad kender fra nutidens romantiske komedier, som altid stopper, når forhindringerne forsvinder, og de elskende får hinanden i enden.

'Roseromanen' blev skrevet i to omgange. Den blev påbegyndt af Guillaume de Lorris, formentlig omkring 1230, men ellers ved man nærmest intet om ham, bortset fra at han var adelig, at han kom fra Lorris i oplandet til Orléans og at han var i Greven af Poitiers’ tjeneste. Da han døde, var værket 4.000 vers langt, men endnu ikke færdigt.

40 år senere, i 1270, blev manuskriptet taget op af en litterært interesseret gejstlig, Jean de Meun (el. Jean Chopinel), som besluttede sig for at få afsluttet værket, men da han først kom i gang, kunne han slet ikke holde op igen, så slutningen blev på over 17.000 vers, og endte altså med at overskygge det originale værk.

Handlingsgangen i 'Roseromanen' er en ung mand, som har en drøm, men som først, da han fem år efter møder kærligheden, finder ud af, hvad drømmen betød. I drømmen går han i en have, hvor han får øje på en lille rosenknop, og i samme øjeblik bliver han ramt i øjet af først én, siden i alt fire af Amors pile – nu er han virkelig forelsket! I haven er forskellige modstandere, som vil forhindre fuldbyrdelsen af kærligheden, og den første del af digtet stopper, før der når at ske mere.

Derefter tager Jean de Meun over. Han er en helt anden type end Guillaume de Lorris, og tonen i romanen skifter fuldstændig; pludselig forsvinder det høvisk drømmende kærlighedseventyr, og teksten bliver pludselig fyldt med viden om alskens emner, lige fra historie til politik, penge, forplantning og kirkens tilstand, kort sagt en hel encyklopædi om alt, hvad der optog et borgerligt menneske i middelalderens Frankrig. Den oprindelige handling får dog en afslutning, da den unge mand endelig får sin rosenknop – og skiller rosens kronblade med sin pilgrimsstav…

Forskellen mellem Guillaume de Lorris’ og Jean de Meuns tekster er også forskellen på det 12. og det 13. århundrede, for hvor det 12. var kendetegnet ved den høviske kærlighedsdigtning, var det 13. mere sagligt og optaget af at få styr på tingene. Det gjaldt ikke mindst kærligheden, som nu blev hevet ned på jorden og blev mere realistisk. Og indvarslede dermed de store klassikere af Boccaccio og Chaucer, som netop trækker på anonyme franske tekster, de såkaldte fabliaux, som er fyldt med hanrejer, utro kvinder, unge elskere og liderlige munke. Men det værk Roseromanen først og fremmest blev målt op imod, var Dante Aligheris 'Den guddommelige komedie'.

'Den guddommelige komedie' (ca. 1320)

'Den guddommelige komedie' består af 100 sange fordelt på tre afsnit plus en indledende sang. I Helvede bliver Dante ledsaget af den antikke romerske digter, Vergil, og her møder de alle synderne, som pines og plages på måder, der svarer til deres forbrydelse. I Skærsilden brænder en evig ild, og her lutres de sjæle, der endnu er håb for, og da de når toppen af Skærsildsbjerget, bliver Vergil erstattet af Dantes elskede Beatrice. Turen slutter i Himlen, hvor Dante ledsages af Bernhard af Clairvaux, der skal føre ham op til Gud.

Dantes ambition var at skrive et værk, der skulle være en syntese af middelalderkulturen og indeholde svar på alle vigtige filosofiske og religiøse spørgsmål, men også være rigt på naturvidenskabelige indslag, især inden for astronomien.

Dante levede i Firenze og sad i byrådet, indtil han kom ud på den tabende side i tidens konflikt mellem de stridende guelfere og ghibelliner, som tilhængere af henholdsvis paven og kejseren kaldtes. Dante måtte forlade byen og levede resten af sine dage i eksil.

'Den guddommelige komedie' blev senest oversat i år 2000 af Ole Meyer, som har gjort den let læselig og tilgængelig for et moderne publikum.

'Dekameron' (ca. 1350)

Dante døde i 1321 og nåede derfor ikke at opleve det forfærdelige år, 1348, hvor næsten halvdelen af Europas befolkning mistede livet til pesten. I Firenze var dødeligheden måske helt oppe på 75 %, og for 10 unge mennesker af det bedre borgerskab blev løsningen en flugt ud på landet, hvor de fordrev tiden med at fortælle historier – mange af dem med erotisk indhold.

De tre unge mænd og syv kvinder i alderen 18-28 år mødes i kirken Santa Maria Novella, og falder i snak efter messen. De bliver hurtigt enige om, at der ikke er nogen tid at spilde, hvis de vil redde livet, og allerede næste morgen drager de og deres personlige opvartere ud til den enes landsted. Her slår de sig ned og aftaler, hvordan de bedst kan fordrive tiden. De aftaler nogle fælles spilleregler, hvor de på skift udnævnes til konge eller dronning med ret til at bestemme dagens program, og hvad dagens fortællinger skal handle om. Hver eftermiddag, når den værste middagshede har lagt sig, skal de 10 nemlig på skift fortælle en historie. Det bliver til i alt 10 dages fortællinger, deraf navnet 'Dekameron'.

Der er altså tale om 100 historier, som de unge mennesker fortæller i løbet af deres 16 dages landophold (de holder hviledagene i hævd). Og eftersom der er tale om unge mennesker, afspejler indholdet dét, unge mennesker er optaget af, nemlig kærlighed og sex. Ikke alle historierne er lige vovede, men ca. 15 af dem er uegnede for mindre børn(!) Nogle af historierne er alvorlige, én af dagene er helliget en tragisk afslutning, men de allerfleste er stærkt humoristiske og gør grin med dårskab – ofte i skikkelse af gejstlige eller munke, som ofte bliver fremstillet som hyklere, der prædiker det modsatte af, hvordan de lever deres udsvævende, grådige og liderlige liv.

I 'Dekameron' er kvinder smukke og dydige, men også gerne kloge, selvom de ikke har adgang til formel uddannelse, og de opfører sig efter gældende samfundsregler, hvor manden er overhoved. De syv kvinder er derfor afhængige af at have de tre unge mænd til at passe på sig, og et par af fortællingerne vil nok få moderne kvinder til at rynke panden en smule. Til gengæld er det bestemt ikke altid kvinderne, der er tabere, og de narrer lige så ofte mændene, som det modsatte er tilfældet.

Giovanni Boccaccio levede fra 1313-1375, en generation efter Dante Alighieri. 'Dekameron' er blevet kaldt en ”menneskelig komedie” i modsætning til Dantes 'Den guddommelige komedie', og Boccaccio har mange referencer til Dantes værk.

Selv var Boccaccio udover sit forfatterskab en værdsat diplomat. Italien var ikke en samlet enhed, men bestod af bystater, og handlen blomstrede, hvilket også afspejles i 'Dekameron', som er blevet kaldt ”købmændenes epos”. Fortællingerne udspiller sig i hele Middelhavsområdet, deriblandt også muslimske lande, og muslimer omtales som lige så gode, renfærdige mennesker som kristne, især Saladin, den muslimske hærfører, som er arketypen på den ædle muslim.

'Dekameron' udkom i 2019 i en pragtudgave på det lille forlag Hoff & Poulsen, og oversættelsen er forbilledlig.

Geoffrey Chaucer: 'Canterbury-fortællingerne' (1300-tallet)

Traditionelt siger man, at engelsk litteratur begynder med Chaucer. Geoffrey Chaucer levede fra ca. 1343-1400. Han var søn af en vinhandler og kom i lære som page i et højadeligt hus. Derfra avancerede han først til soldat, så til diplomat med tætte forbindelser til kongehuset. Inspirationen til 'Canterbury-fortællingerne' havde Chaucer givetvis fra Boccaccio, som Chaucer måske selv havde mødt i Italien, da han var udsendt diplomat. Boccaccios 'Dekameron' er nemlig bygget op på præcis samme måde, med en gruppe personer, der skiftes til at fortælle en historie. Og som hos Boccaccio handler de fleste af historierne om kærlighed i forskellige former, der passer til den person, der fortæller historien. Så ridderen fortæller en historie om høvisk kærlighed, mens møllerens er mere bramfri i både sprog og emne.

'Canterbury-fortællingerne' er bygget op omkring en rammefortælling om 29 pilgrimme, der samles på en kro i det sydlige London på vej til Thomas Beckets grav i Canterbury. Kroværten tilbyder at tage med på turen og foreslår, at de skal fortælle historier undervejs, to hver på turen ud og det samme på vejen hjem – og han udlover en god middag som belønning til den bedste. Der lægges altså op til et gigantisk værk med 120 historier - men det blev nu kun til 24.

Bogen indledes med en prolog, hvor pilgrimmene introduceres og karakteriseres. De udgør et tværsnit af datidens England, det vil sige den del af det, der havde råd til at tage på rejse. Blandt deltagerne er der præster, munke og nonner, en ridder og hans væbner, håndværkere, en fribonde, en afladskræmmer samt en meget selvstændig, uafhængig og giftelysten enke, Konen fra Bath.

Hendes fortælling er den mest berømte i 'Canterbury-fortællingerne', og den er ret underholdende: Konen fra Bath er enke; hun har lagt fem kære ægtemænd i graven og er nu på udkig efter en ny frivillig, som tør indlade sig med hende. Moralen i hendes historie er nemlig, at ægteskabet går bedst, når konen bestemmer. Chaucers værk står som en klassiker i litteraturhistorien.

Lån 'Canterbury-fortællingerne' på bibliotek.dk

Men det var ikke kun i Europa, at litteraturen blomstrede i middelalderen. På den anden side af jordkloden oplevede Kina og Japan en kulturel storhedstid, og i Japan opstod en helt ny litteratur - skrevet af kvinder.

'Pudebogen' (ca. 990)

I middelalderens Japan hed hovedstaden i Japan ikke Tokyo, men Kyoto. Navnet Kyoto fik byen imidlertid først i moderne tid – til at starte med hed den Heian-kyō og var centrum for en hofkultur, som regnes for Japans guldalder. Det var bl.a. den periode, hvor nogle af de helt store japanske klassikere blev til, og de blev skrevet af hofdamer ved kejserens hof.

Billede af Sei Shonagon

Den første af dem var 'Pudebogen' af Sei Shonagōn. Sei var hofdame for kejserinde Teishi i syv år, fra 993 til år 1000, hvor kejserinden døde og blev efterfulgt af sin kusine, Shoshi. Begge kejserinder omgav sig med både begavede og dannede kvinder, som konkurrerede indbyrdes i at skrive den bedste poesi. Og på den måde blev Pudebogen til. En pudebog var egentlig bare en lommebog, hvor man kunne skrive tanker og betragtninger om hverdagen og livet i al almindelighed, og det var ikke Seis mening, at den skulle deles med andre.

Så hun skriver, hvad der falder hende ind, og hvad hun mener om folk uden at lægge fingre imellem. Og på den måde får vi et helt uvurderligt indblik i de kulturelle koder, der gennemsyrede hoffet; f.eks. var man helt besat af farver, og den måde farver blev sat sammen, hvornår og af hvem de blev båret – og Sei kan blive helt henført, når hun beskriver de smukke farvesammensætninger, hun møder på sin vej.

Udover beskrivelserne af personer og intriger fra hoffet er 'Pudebogen' fyldt med lister; der er lister over alt mellem himmel og jord, og Sei gør sig både filosofiske og sjove tanker om, hvordan verden skal være indrettet, som f.eks. ”En kat skal være sort på ryggen, og resten skal være hvidt” og ”Vintre skal være meget kolde”. Alt sammen noget en moderne læser nemt kan sætte sig ind i og være enig eller uenig i, og man forstår godt, at 'Pudebogen' er kendt for at virke moderne.

Lån 'The Pillow Book' på bibliotek.dk

'Fortællingen om Genji' (ca. 1002-16)

Da kejserinde Teishi døde i en alder af kun 24 år, blev hun erstattet af kusinen, Shoshi. Og også blandt Shoshis hofdamer befandt sig en ypperlig forfatterinde ved navn Murasaki Shikibu. Hendes claim to fame er at være ophavskvinde til verdens første roman, nemlig 'Genji monogatari' eller 'The Tale of Genji'. (Dele af den er oversat til dansk, men ikke alle de 1.100 sider, den fylder i den engelske version.)

Billede af Murasaki Shikibu

'Fortællingen om Genji' er en kærlighedshistorie om kejserens yndlingssøn Genji, og hans kærlighed til sin stedmor, som resulterer i en søn. Historien om den strålende, smukke kvindebedårer er formentlig skitseret over tidens mest magtfulde mand, Fujiwara Michinaga.

Fujiwaraerne sad på magten i hele Heian-perioden, men Michinaga var den største af dem alle – og desuden var han kejserinde Shoshis far. Så det var selvfølgelig populært at skrive en hyldest til netop ham – som samtidig er en fabelagtig indføring i den japanske hofkultur med alle de højtudviklede og forfinede konventioner og koder, som kendetegnede den.

Lån 'The Tale of Genji' på bibliotek.dk