Foto: Bøger med Lise Nørgaard

Matadors mor fylder 100 år

16.06.17
Lise Nørgaard fylder 100 år 14. juni. Vi markerer den runde fødselsdag.

D.14. juni fylder ophavskvinden til den mest populære TV-serie nogensinde i dansk fjernsyns historie, Matador, 100 år, og Rudersdal Bibliotekerne vil gerne være med til at markere begivenheden. Det gør vi bl.a. med denne lille artikel, og forhåbentlig bliver der mulighed for at hylde Lise Nørgaard igen ved en senere lejlighed – i hvert fald har en helt ny biografi om hende undertitlen ”De første 100 år”.

Hvis man går i vandet i Skodsborg ved stranden neden for Skodsborgparken, har man i en årrække kunnet møde den danske litteraturs grand old lady, Lise Nørgaard, under svømmeturen. Lise Nørgaard har været en flittig benytter af strandarealet i Skodsborg i mange år – men den tid er desværre nu forbi, som forfatteren har fortalt i et interview i Politiken fra d. 29. april: ”Og jeg elskede at svømme”, fortæller forfatteren; men det kan hun desværre ikke mere, ligesom hun heller ikke længere kan spille tennis. Der er dog næppe noget at sige til, at det kniber med udendørsaktiviteterne efterhånden. Lise Nørgaard fylder 100 år i år, og selv om hun altid har passet godt på sin krop, bl.a. ved at svømme, er der grænser for, hvor meget karosseriet kan klare.

Læs om Lise Nørgaard på forfatterweb

Derfor er der blevet skruet ned for de fysiske udfoldelser for Lise Nørgaards vedkommende – men hovedet fejler ikke noget, og forfatteren har stadig gang i skriveriet, som hun fortæller i det ovenfor omtalte interview. Det er ikke sikkert, at der kommer en ny ”Matador” ud af anstrengelserne; men det er jo heller ikke nødvendigt, når den oprindelige TV-serie fortsat eksisterer og faktisk netop nu vises i dansk TV. Serien, som næste år kan fejre 40 års jubilæum, kan i sandhed karakteriseres som en langtidsholdbar succes. Matador-serien har alt i alt været vist i dansk TV syv gange siden premieren i 1978-81, og har desuden været vist i mange andre lande. Serien blev i 2006 optaget i Kulturministeriets Kulturkanon.

Ud over den tilsyneladende uopslidelige TV-serie udviser Lise Nørgaards produktion en særdeles stor spredning, såvel i genrer som i udtryksform. Forfatteren har skrevet humoristiske romaner, noveller, essays, erindringer, radiospil og brevkassesvar, ligesom hun er ophavskvinde til flere afsnit af populære TV-serier som ”Huset på Christianshavn” og ”Een stor familie”. Dertil kommer Lise Nørgaards omfattende journalistiske virke, først på Roskilde Dagblad og siden bl.a. på Politiken og Berlingske Tidende. Lise Nørgaard har i tidens løb modtaget en lang række forskellige priser og æresbevisninger for sin indsats.

Læs om Lise Nørgaard på Litteratursiden

Det er i sandhed en flittig, produktiv og succesrig forfatter, der i juni i år kan fejre rund fødselsdag, og Rudersdal Bibliotekerne vil gerne være med til at hylde fødselaren. Det gør vi som nævnt med denne lille artikel samt med materialeudstillinger af Lise Nørgaards værker på bibliotekerne, i det omfang, værkerne ellers er på hylderne og ikke befinder sig hjemme hos de mange læsere, som gerne vil lære den lokale berømthed nærmere at kende.

Lise Nørgaard får lov til selv at få de afsluttende ord i denne omgang: ”Jeg holder selvfølgelig meget af ”Matador”, og jeg er glad for, at jeg har gjort nogen glade med den. Men jeg er først og fremmest journalist. For i journalistik kommer man rundt og ser dagens begivenheder med egne øjne. Med journalistikken kan man jo lige så stille flytte rundt på tingene og skabe lidt tvivl. Og jeg kunne aldrig have skrevet ”Matador”, hvis ikke jeg havde været rundt og lure som journalist” (fra interviewet i Politiken).

Lån bøger om Lise Nørgaard

Materialer
Jacob Wendt Jensen: Lise Nørgaard : de første 100 år : en biografi
Reservér
  • Bog

Lise Nørgaard : de første 100 år : en biografi

Af Jacob Wendt Jensen (2017)
Læs mere
Læs bogen
  • Ebog

Kære Lise : festskrift : diverse forfattere

(2016)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Fruen kommer i dag : Cecilie Frøkjær interviewer Lise Nørgaard

(2014)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Journalist af karsken bælg : en bog om Lise Nørgaards journalistik

Af John Chr. Jørgensen (f. 1944) (2014)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Et liv med Matador

Af Lise Nørgaard (f. 1917) (2003)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Lise Nørgaard : et portræt

Af Søren Pind (2005)
Læs mere