Tilbageblik: Mit år som litterær sofakartoffel

26.01.21
2020 blev umiskendeligt coronaens år; aldrig har vi tilbragt så meget tid bag hjemmets fire vægge, og pludselig var kultur noget, vi dyrkede i sofaen. Heldigvis var bøger, film, podcasts og livestreaminger tilgængelige online, og vi satte nye rekorder for brugen. Men hvad læste vi så? Afspejlede vores læsevalg verden omkring os? I mit tilfælde var svaret ja.

Pandemien

Daniel Defoe: Pestens år

Ved årets begyndelse var corona endnu kun et problem for kineserne. Men den 12. marts skulle blive en dato, de fleste husker – på linje med 9/11 og mordet på Kennedy. Den dag lukkede Danmark ned, og en samlet befolkning blev sendt hjem i isolation. Det var en hård opvågning, og vi søgte litteratur, der kunne lære os om pandemier. For pandemier er på ingen måde et nyt fænomen, men noget menneskeheden altid har kendt.

Én af de bøger, der udkom med en perfekt timing var Daniel Defoes roman Pestens år fra 1722, som handler om pestudbruddet i London i 1665. Romanen er skrevet som en øjenvidneskildring, men i virkeligheden var Defoe kun fem år, da pesten rasede, så den del er fiktion. Til gengæld havde forfatteren foretaget en yderst grundig research, så detaljerne skulle være pålidelige nok.

For en nutidig læser i coronaens år er det højst fascinerende at læse, hvor mange lighedspunkter, der findes mellem dengang og nu, både i forhold til foranstaltningerne, sygdommen bliver mødt med fra myndighedernes side, og de rent psykologiske mekanismer den udløser hos befolkningen. Hvor mange udviser samfundssind og forsøger at hjælpe og beskytte de syge, er nogle få egoister kun interesseret i egen vinding. Hvor de rige søger ud på landet, bliver de fattige tilbage i byen med den øgede smitterisiko.

Defoe beskriver et væld af interessante detaljer, men det mest øjenåbnende – og for sortseere en anelse forstemmende – er at konstatere, at der ikke er sket en pind siden 1600-tallet. Mennesker er mennesker er mennesker, som reagerer helt forudsigeligt i krisetider, og det bliver nok aldrig anderledes…

José Saramago: En fortælling om blindhed

Den følelse bliver bekræftet ved læsningen af En fortælling om blindhed, som er den portugisiske nobelpristagers fænomenale roman om en blindhedsepidemi, der bryder ud i et ikke nærmere bestemt land på et ikke nærmere bestemt tidspunkt. Vi kan dog fornemme, at det må dreje sig om en moderne tid, da der f.eks. optræder supermarkeder og radioer.

Da blindheden rammer den første patient, forstår han naturligvis ikke, hvad der er overgået ham, og det tager et stykke tid, hvor han når at smitte både øjenlægen og alle andre på sin vej, før det bliver klart, at der er tale om en yderst smitsom epidemi. I panik beordrer myndighederne samtlige smittede bragt i karantæne i et tomt sindssygehospital, hvor de bliver overladt til sig selv.

Vi følger rædslerne, som de udvikler sig omkring den lille gruppe, som var de første smittede, ”ser” med deres øjne, hvordan de og deres medmennesker bliver reduceret til rent instinkt og bliver mere og mere dyriske i deres adfærd, og oplever, hvor hurtigt det går for et samfund at bryde sammen, når ingen længere tager ansvar og sørger for opretholdelsen af dets institutioner og beredskab.

Da teatret Sort-Hvid dramatiserede romanen og lod publikum ligge på feltsenge i et stort, nøgent rum med høretelefoner og bind for øjnene, blev den klaustrofobiske følelse forstærket i en grad, så det sad i kroppen længe efter. Ikke at kunne se faren, men konstant at blive mindet om den, er et pres, der kan mærkes.

Genkender du følelsen? Af at blive afskåret fra omgivelserne uden rigtig at kunne gennemskue, hvad der egentlig foregår derude. Er jordens ende nær? Og bliver verden nogensinde den samme igen? Måske er det ikke så underligt, at konspirationsteorierne florerede, og at vi svælgede i forestillinger om, hvor galt det kunne gå, med pandemier

- og andre katastrofer

Svetlana Aleksijevitj: En bøn for Tjernobyl og tv-serien Chernobyl

For to år siden udkom endnu en grufuld bog, En bøn for Tjernobyl, af den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj, som har gjort det til sit varemærke at gøre verden opmærksom på de skæbner, som er blevet ofre for det russiske systems magtfuldkommenhed.

I hendes interviews med de øjenvidner, der på egen krop havde mærket Tjernobyl-katastrofen og håndteringen af den, får vi den menneskelige side af historien. Og i en coronatid er det tankevækkende, hvor mange lighedspunkter der er mellem pandemien og atomkatastrofen, fordi såvel virus som radioaktivitet er usynlige dræbere, som man ikke kan se med det blotte øje, og som netop derfor er så skræmmende.

Men det var, da HBO i 2019 havde premiere på en ny tv-serie, Chernobyl, om katastrofen på atomkraftværket i 1986,  at der kom fornyet fokus på den forfærdelige ulykke, som tog livet af op til 93.000 mennesker, hvis man medregner de mange tilfælde af strålingsrelateret kræft.  

Serien, der siden er udkommet på DVD, fortæller historien om den atomforsker, som afdækkede katastrofens egentlige årsager, og som fik placeret ansvaret hos de mennesker, der ellers havde forsøgt at løbe fra det. Og dén historie kender vi såmænd også fra en anden katastrofe, som udspillede sig i vores eget ”baghav”, nemlig da Scandinavian Star brød i brand midt om natten d. 6. april 1990 med fatale følger for passagererne.

Asta Olivia Nordenhof: Penge på lommen og dokumentaren Scandinavian Star

Da Asta Olivia Nordenhof i foråret udgav sin lille roman Penge på lommen om mordbranden på Scandinavian Star, ramte hun lige ned i et brandaktuelt emne. For selv om branden efterhånden ligger 30 år tilbage i tiden, kan den stadig skabe både debat og alenlange avisartikler. Samtidig med romanen sendte DR også en fremragende dokumentarserie om efterforskningen, som stadig ikke har ført til nogen domfældelse – i hvert fald ikke af de ”store fisk”, som alt tyder på er skyldige, men som er undsluppet pga. manglende bevismateriale.

Alt det er selvfølgelig ikke med i romanen: det er historien om et ægtepar, Kurt og Maggie, som mødes, bliver gift, får en datter, og i det hele taget lever en gennemsnitlig tilværelse, måske en anelse mere rå end de flestes, for pengene er små, og begge har haft et hårdt liv med prostitution som levevej, før de fandt kærligheden, som heller ikke er helt problemfri, præget af Kurts psykiske vold mod Maggie.

Så da Kurt får tilbuddet om en hurtig investering i Vognmandsruten, slår han til. Og så er hans skæbne beseglet; fra det øjeblik ved vi læsere, at Kurt og Maggie er ruinerede, i første omgang økonomisk, sidenhen også menneskeligt.

Og der bliver ikke lagt fingre imellem fra forfatterens side; vi bliver præsenteret for virkelig hårdtslående udsagn, som ikke er til at misforstå. For ”nogen betaler med livet for at systemet kan holdes kørende. Underklassen lever kortere. Nej, døden er ikke en fejl. Den er en del af ordningen. Kapitalismen er en massakre. Men vi er levende og vi kan ende kapitalismen”. Så gør klar til klassekamp – eller rejs din vej, væk fra den slags ubehagelige konfrontationer:  

Rejsen

Med sommerens komme begyndte det hele at lysne, og enkelte steder blev farven på verdenskortet ændret fra orange til gul. Hvis man ville rejse, med myndighedernes velsignelse, var Tyskland, Island og Færøerne åbne. Og hvem siger nej til et besøg på de grønne øer midt i Atlanten – og til at gå i fodsporene på to af Danmarks mest folkekære forfattere?

Jørgen-Frantz Jacobsen: Barbara og filmen Barbara

”Her er sengen, som Barbara har ligget i”, står der f.eks. på skiltet ved et lille gammelt hus med græs på taget, som de jo har, de færøske huse. For Barbara dominerer de øer, hendes stridbare sind, hendes stædighed, ukuelighed og vildskab er indbegrebet af Færøerne. Når Barbara forelsker sig, går hun all in, og enhver, der har oplevet hendes kærlighed, er mærket for livet. Men for præsten, Hr. Poul, ender kærligheden i jammer, for Barbara elsker voldsomt, men flygtigt.

Hr. Poul er en dansk præst, som i midten af det 18. århundrede bliver sendt til de fjerntliggende og, efter danske standarder, tilbagestående øer for at overtage et ledigt sogn. Hans første indtryk er bestemt ikke positivt, men ved synet af Barbara bliver han med ét slag forvandlet, og han får pludselig svært ved at leve op til sine egne moralske standarder. Det er Barbaras og Færøernes magi, som gør ham besat, en følelse, Jørgen-Frantz Jacobsen selv kendte fra sin ulykkelige forelskelse i Estrid Bannister Good, som varede ved, indtil hans alt for tidlige død som 38-årig.

Barbara er udkommet både som ebog og lydbog, men mest kendt er selvfølgelig Niels Malmros’ film fra 1997, som blev belønnet med en Robert for årets bedste danske film. Så hvad kunne være mere passende end at støde på den store danske filmskaber i hotellets morgenmadsrestaurant…?

William Heinesen: De fortabte spillemænd og William Heinesen - billedmageren

Jørgen Frantz Jacobsens 11 måneder ældre ven, William Heinesen, er den anden og nok mest berømte af de to store færøske forfattere. Til forskel fra Jacobsen fik Heinesen 90 år at leve i, og da han døde i 1990, havde han et omfattende forfatterskab bag sig. Men hans mest elskede roman er nok De fortabte spillemænd, som er skrevet i Heinesens helt særlige stil, kaldet mytisk realisme.

Heinesen var, ligesom Jacobsen, tilhænger af Færøernes selvstændighed og dermed af at indkredse det særligt færøske i litteraturen. Men hvor Barbara er skrevet i et realistisk sprog og foregår i et realistisk univers, er der hos Heinesen mere mellem himmel og jord. Titlens fortabte spillemænd er tre brødre og den enes søn, som passende nok hedder Orfeus. Alle er de begavet med et stort musikalsk talent – og alle fører de udsvævende liv. Men sympatien er så klart på deres side overfor den skinhellige Ankersen, som forsøger at få alle syndere ind på dydens smalle sti.

De fortabte spillemænd er båret af sine elskelige og yderst fejlbarlige karakterer, som er inspireret af det færøske folkefærd. Og elsker man dem, og Heinesens univers i øvrigt, er det værd også at stifte bekendtskab med hans billedkunst, som er befolket af de samme skæve og fantasifulde skikkelser hentet fra den færøske mytologi og folkekunst. Heldigvis behøver man ikke at tage helt til Færøerne for at se denne kunst; i 2018 udkom en stor og lækker bog med titlen Billedmageren, trykt på tykt papir, som skal holdes i hånden og studeres helt tæt på. Den kan heldigvis lånes på biblioteket.

Besøger man Færøerne, er det bedste sted at komme tæt på William Heinesen hans hus, som i dag er ejet af hans søn, Zacharias, og som selv viser rundt – og her kan man bl.a. se vindharpen, som spiller en helt særlig rolle i romanen. For hvem mon spiller på vindharpen? Det gør selvfølgelig vinden, altså naturens eget åndepust.

Naturen

For naturen definerer i den grad Færøerne – ligesom den gjorde det i resten af verden i coronaens år. Alle søgte vi ud i naturen, i den friske luft, væk fra skærmen. Men hvordan er den egentlig indrettet, naturen – og hvornår begyndte vi at beskæftige os med den som fænomen?

Andrea Wulf: Opfindelsen af naturen

Ophavsmanden til en masse af vores viden om naturens indretning, hed Alexander von Humboldt. På opdagelsesrejser i særligt Sydamerika, men også Rusland, lagde han fundamentet til en hel række moderne videnskaber, som fysisk geografi, klimatologi, økologi og oceanografi, ligesom han kaldes fader til vor tids miljøforkæmpere, eftersom han forudså menneskeskabte klimaforandringer.

Humboldt var en passioneret samler; han samlede og beskrev 4.500 nye plantearter, udgav to bind om dyr, en fortegnelse over 700 geografiske positioner, et kort, der dokumenterede, at Amazonfloden og Orinocofloden er forbundne og et fembinds-værk over hele klodens fysiske geografi. Humboldt var besat af bjerge, og da han besteg Ecuadors højeste bjerg, Chimborazo, lagde han mærke til, hvordan bevoksningen ændrede sig, jo højere op han kom. Og han bemærkede, at selvom han befandt sig på varme breddegrader, svarede plantevæksten her til den plantevækst, man fandt under koldere himmelstrøg. Hvilket fik ham til at konkludere, at det ikke kun er geografisk placering, men også højdeforhold og andre faktorer, der afgør, hvilke planter der vokser forskellige steder.

Humboldts bedrifter er intet mindre end imponerende, men han får ikke æren alene; Andrea Wulf giver i sin bog også plads til andre vigtige mænds bidrag til opfindelsen af naturen, lige fra Goethe, over Charles Darwin til Henry David Thoreau, og videre frem til f.eks. grundlæggeren af de amerikanske naturparker, John Muir.

Opfindelsen af naturen er kort sagt et must for enhver videbegærlig rejsende. Eneste problem er, at den giver sådan en umanerlig lyst til at komme ud i verden og opleve naturen dér på egen krop.

C.Y. Frostholm: Træmuseet

Men mindre kan jo også gøre det, og er man glad for natur, men også for sprog og litteratur, er Træmuseet en oplagt læseoplevelse i en coronatid. For corona er lig med fordybelse, og C.Y. Frostholms bog er en bog, der skal læses i små bidder, gerne krydslæses og genlæses, for den består af en masse små tekster, hvoraf de fleste handler om træer; konkrete, fysiske træer, som findes rundt omkring i verden, og som i mange tilfælde har navne og særlige karakteristika.

For træer er levende væsner, og en måde at få mere respekt for dem er ved at lære dem at kende enkeltvis – sådan som Frostholm gør i bogen her. Og det har de faktisk også forsøgt at gøre i New York City, hvor man har lavet en hjemmeside, der gør det muligt at zoome ind på alle træer i byen. Siden hedder New York City Street Tree Map, og du skal lige se den: https://tree-map.nycgovparks.org/tree-map/tree/3657139. En helt vidunderlig idé, som godt måtte importeres her til DK!

Men Træmuseet handler ikke kun om træer. Bogens ramme er forfatterens rejse til Lissabon, hvor han planlægger at udforske den store portugisiske forfatter, Fernando Pessoas, liv og færden. Han går i hans fodspor, læser hans tekster – skrevet af de mange såkaldte heteronymer, dvs. opdigtede forfatter-alter-egoer, som var Pessoas særkende. Og undervejs kommer træerne til at fylde mere og mere for C.Y. Frostholm, som kalder sig selv ”den urbane botaniker”, og som deler alskens kloge, filosofiske betragtninger over træer og menneskers forhold til dem undervejs.

For én ting er sikkert; Træmuseet giver stof til eftertanke og en stor, stor respekt for vores medskabninger, træerne. Når alt kommer til alt, har træerne været på planeten i 380.000 år, mens vores art, Homo Sapiens, kun har været her måske 300.000.

- Sådan sluttede mit corona-år – ingen kunne vide, at det skulle blive forlænget langt ind i 2021. Det må snart få en ende, så vi igen kan få nye perspektiver på verden. Lad os glæde os til en tid, hvor Corona igen bare er en øl…!

Tags