
10 stærke udgivelser om klima og omstilling
Læs dig klogere på klima, miljø og natur med disse stærke udgivelser om klima og omstilling:
Den overbevisende
Klimaudfordringerne er en realitet, og hvis din onkel ikke har forstået det, så stikker du ham denne bog. Grundig, saglig, velunderbygget.
Den konkrete
Du ved ikke hvor du skal begynde? Start med mikroskridt: Klimaguiden hjælper dig med at sætte et lille CO2-aftryk mindre for hver dag.
Den håbefulde
Jesus var den første klimaforkæmper, hævdes det. Men kan det generelle natursyn fra kristendommen styrke vores klimabevidsthed anno 2020? Det hævder bio-etiker og teolog Mickey Gjerris, der i dette øjenåbnende forsvar for naturen kobler naturvidenskab med etik.
Den agiterende
Han er kendt for sine knivskarpe analyser af klimakrisen i dagbladet Information. I 'Som gjaldt det livet' kalder biolog og videnskabsjournalist Jens Steen Nielsen til klimakamp gennem folkelig mobilisering og protest. Slaget er ved at være tabt, men vi kan nå det endnu, pointerer landets skarpeste klimaskribent.
Den personlige
Otte familier og personer om at træffe beslutninger for klimaets skyld – og at holde fast i dem. For den enkeltes handling gør en forskel i det samlede klimaregnskab, viser Mikael Bellers Madsen, projektleder i Danmarks grønne tænketank Concito og Birkerødborger med denne bog. Indeholder også analyser af danskeres forbrugeradfærd og -vaner.
Den humoristiske
Så dine egne frø og kerner, tis i bruseren, lær at reparere dine ting. Bogen giver 50 nemme grønne idéer i øjenhøjde med både børn og voksne. Suppleret med interessante fun facts om CO2, natur og miljø. Start her, hvis den grønne omstilling skal leges ind.
Den globale
Verdens-hvad-for-noget? Følg med i helikopteren, når professor Steen Hildebrandt m.fl. kaster lys på FN’s til dato vigtigste opgave: Verdensmålene. Ingen internationale aftaler kan i ambitionsniveau måle sig med dem. Bogen undersøger, hvordan vi som nationer holder hinanden oppe på målsætningerne – og hvordan vi bruger de sytten mål på individniveau.
Den hverdagsnære
I løbet af et år rydder Nanna Hyldgaard Jacobsen op i sin families liv: Tøj og ting bliver solgt, køkkenhave anlagt, penge investeret i grønne aktier. En stresset hverdag bliver gradvist til et liv i balance. Bogen er inddelt efter måneder med enkle sparetips og grønne hverdagsråd.
Den engagerede
Jonathan Safran Foer, amerikansk bestsellerforfatter, skriver dedikeret om hverdagsvalg, mod og handlelyst i en tid, hvor det er let at overlade handlingerne til beslutningstagerne. Det hele begynder ifølge Foer med, hvad vi spiser – til morgenmad!
Den håbefulde
Har du allerede mistet troen på fremtiden? Så læs Kristian Leths lyspunkt af bog fra 2018, der er en personlig beretning om at vælge håbet frem for frygten. I bogen aflyser Kristian Leth dommedag og forklarer, hvorfor vi har grund til at være mere optimistiske nu end nogensinde før.