Lektørudtalelse

Forfatter: Kresten Søe Christensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til historie- og militærhistorielæsere

Beskrivelse

Den amerikanske borgerkrig er med 1 mio. ofre en af de blodigste krige i historien. Samtidig var den eneste storkrig mellem borgere i samme demokratiske nation og en af historiens vigtigste ideologiske krige. Bogen skildrer i teksttungt layout krigen og kommer generelt godt rundt om baggrundene, den militære udvikling og demografi, nationens splittelse, begivenhederne på slagmarken og også fint bag fronterne i de politiske magtcentre. Emnet har længe savnet et dansk hovedværk, men jeg synes ikke dette trods omfang, de udmærkede analyser og den åbenbare bagvedliggende historiske ekspertise helt opfylder mine kriterier. Sproget er ofte knudret med angelsaksisk ordstilling, danismer og famlen i militære termer. Hertil kommer, at fremstillingen til tider virker løs, snakkende og præget af gentagelser og mange detaljer. Slagene er lidt svære at overskue bl.a. på grund af de alt for få kort, der ofte er i dårligt samspil med teksten. Men især baggrundskapitler og analyser er glimrende

Sammenligning

Eneste andet værk af betydning er: Den amerikanske borgerkrig 1861-65 1996, der primært er til undervisning på gymnasiet

Samlet konklusion

Første danske større værk om baggrund og forløb af en af historiens mest beskrevne krige er både omfattende og kommer pænt rundt om alle krigens aspekter. På negativsiden virker det dog noget teksttungt, vel detaljeret og til tider ustruktureret og lidt ujævnt bearbejdet