Nåede du ikke med til Sæsonens Bøger?

Klassikere er de bøger, som aldrig går af mode, selvom de har mange år på bagen, fordi de stadig har noget at sige moderne læsere. Og i en tid, hvor fænomener som genbrug, recycling og vintage står højt på den globale dagsorden, skal bogmarkedet ikke være en undtagelse. Så lad os læse klassikerne, se på dem med friske øjne og få et nyt blik på os selv gennem de gamle mestres visdom.

Halldór Laxness: "Salka Valka"

Der er mange stærke kvinder i islandsk litteratur, og "Salka Valka" er én af de mest berømte. Romanen er fra 1931 og handler om naturbarnet Salka, som vokser op med en enlig mor i det fattige Island. Hun er stædig og viljestærk, og selvom hendes kort fra starten er dårlige, er hun en fighter og en overlever, som ovenikøbet går i bukser, noget som på Island helt tilbage fra sagatiden havde været forbudt for kvinder - og i 30’erne, da romanen blev skrevet, virkede det stadig provokerende på folk.

Det her er en rigtig klassiker, skrevet af den islandske pendant til vores egen Martin Andersen Nexø, og den udfolder sit drama på et bagtæppe af de voldsomme begivenheder, som førte Island ind i den moderne tid.

Anton Tjekhov: "Om kærligheden"

Anton Tjekhov er en af de store russiske fortællere fra det 19. århundrede. Det er hans dramatiske værker, han er mest kendt for, men han har faktisk også skrevet prosa, nærmere bestemt noveller. Den korte form passer helt perfekt til det, Tjekhov har at sige, fordi hans personer altid er mennesker, der er kørt fast i livet og ikke rigtig kommer ud af stedet, og i modsætning til dramaernes ofte voldsomme afslutning, så ender novellerne med en mere åben slutning, hvor personerne egentlig bare bliver sendt tilbage til start uden at få nogen forløsning med på vejen. 

Tjekhovs noveller er fortællinger om klassesamfundet og giver et ætsende billede af, hvordan livet i Rusland udspillede sig for 200 år siden, hvor social mobilitet var en by i netop Rusland, og den fastlåsthed, som kendetegner personerne, afspejler den måde samfundet fungerede på. Intet under, at revolutionen kom og vendte op og ned på den ting.

Ingmar Bergman: "Laterna Magica"

Hvis man elsker TV-dramaet Fanny og Alexander, som bygger på Bergmans egen barndom, så er det også et must at læse bogen her. For hvor Fanny og Alexander fortæller historien om det strenge Bergmanske præstehjem fra en tid før revselsesretten blev afskaffet, er "Laterna Magica" den niogtres-årige instruktørs tilbageblik på et helt liv og værk. Det er nemlig som nedslag forskellige steder i dels privatlivet og dels i karrieren, at Bergman giver os indblik i, hvad han selv mener, har haft betydning for, at han er blevet den store instruktør, han endte med at blive. Startende med den dag, han fik sin laterna magica, hans første filmapparat, som kan projicere billeder op på en flade.

Ingmar Bergman var en auteur, dvs. at han som instruktør var den skabende kraft bag filmene, som også ofte byggede på hans eget manuskript. Og med "Laterna Magica" viser Ingmar Bergman, at han bestemt ikke kun kunne skrive film, men også bøger. Han fortæller hudløst ærligt om de store konsekvenser, der ofte er, når man lever sin kunst fuldt ud – men selvfølgelig også hvad gevinsten er – nemlig stor og blivende kunst som ikke går af mode foreløbig.

Flannery O’Connor: "Klogt blod"

Romanen starter i en togvogn, hvor den unge Hazel Motes netop er vendt hjem fra krigstjeneste. Han har været væk i fire år, havde ikke drømt om, at det ville vare så længe, for så skulle han alligevel have skudt sig i foden for at slippe, og nu er barndomshjemmet tomt – kun morens kommode står tilbage. Så han beslutter at tage ind til byen og søge lykken dér. I byen stifter han bekendtskab med alle mulige særlinge og skæve eksistenser, som alle sammen har et eller andet forhold til Jesus og religionen – ligesom Haze selv. Før han tog afsted, ville han være prædikant, ligesom sin bedstefar, men nu har han et regnskab at gøre op med Jesus...

Det her er en tragikomisk lille roman om religiøs fanatisme, synd og død – og det er den anden i forlaget Arenas serie af Flannery O’Connor-udgivelser. Den første hed "Voldsmænd river det til sig".

Tove Jansson: "Rejse med let bagage"

Hvis man elsker mumitroldene, skal man også unde sig selv at læse Tove Janssons bøger for voksne. Det, der er så godt ved fortællingerne om mumitroldene, er det lidt farlige, dystre og mystiske, der lurer i verden udenfor det trygge hjem. Og det, kan man godt fornemme, også gør sig gældende her. Alle novellerne i samlingen her har rejsen som tema i en eller anden forstand. Enten en rejse, der faktisk finder sted, eller en rejse, der drømmes om. Men rejserne er sjældent sorgløse og uproblematiske, for der finder altid en begivenhed sted, som måske nok gør hovedpersonen klogere – men ikke nødvendigvis lykkeligere.

Tove Jansson skrev sine bøger i skyggen af 2. verdenskrig – og hendes egen forbudte homoseksualitet. Begge dele har nok været med til at præge hendes mørke grundtone, men der er altså også plads til smil i denne fine lille bog.

Jane Austen: "Northanger Abbey"

Det, der adskiller "Northanger Abbey" fra Jane Austens øvrige romaner, er dens gotiske indhold. Det gotiske var den genre, der var på mode i slutningen af 1700-tallet, og den var karakteriseret ved at foregå under fremmede, eksotiske himmelstrøg, gerne i en gammel borg, og altid med en ond bandit af en mand og en ulykkelig kvindeskæbne i hovedrollerne. Tilsat et eller andet noget tilsyneladende overnaturligt, som bidrager til uhyggen, men som til sidst viser sig at have en naturlig forklaring. Og de træk findes alle sammen i romanen her, hvor allerede titlen indikerer det gotiske, for Northanger Abbey er netop et gammelt hus, hvor vores unge heltinde, Catherine, er så heldig at blive inviteret på besøg hos den mand, hun har kastet sin kærlighed på. Catherine er en pige med en livlig fantasi og en stor kærlighed til den gotiske litteratur. Så hun får hurtigt castet sin kommende svigerfar som skurken, som formentlig har slået sin kone ihjel.

Det er klart, at man får mest ud af "Northanger Abbey", hvis man sætter sig lidt ind i baggrunden for romanen, men hvis man er bidt af Jane Austen og hendes univers, og man elsker hendes vid og humor, så skal man også læse denne her – og bare rolig, det ender selvfølgelig godt!