4 ”eftertænksomme” billedbøger

I denne måned anbefaler børnebibliotekar Cathrine billdebøger, der giver stof til eftertanke

Jeg elsker billedbøger, som er lidt anderledes og kræver lidt eftertænksomhed hos både store og små. 

Bjørnen, som ikke havde været der før af Wolf Erlburch
Der var engang en kløe, der kløede sig så meget, at den blev til en bjørn. I lommen havde bjørnen et stykke papir, hvorpå der stod ”Er du mig?”. Sådan begynder historien om en særlig bjørn; en bjørn der skal ud og finde ud af, hvem han selv er. Det lyder bizart, men det er faktisk yderst vellykket. Det er en underfundig, filosofisk og yderst charmerende billedbog, der følger sin helt egen logik. Jeg er vild med den og dens fantastiske illustrationer. 
5 stjerner af Jyllands-Posten 


Barn af bøger af Oliver Jeffers
I ”Barn af bøger” rejser en pige ind i litteraturen. Hun tager sin ven med og sammen udforsker de litteraturen og dens talrige oplevelser. Deres litterære rejse er illustreret på en yderst poetisk og original måde. Tekstuddrag fra ”Den lille havfrue”, ”Tommelise” og mange andre historier udgør de grafiske elementer såsom et stort hav og en stor mørk grotte. Jeg vil vove at kalde denne billedbog for en lille grafisk genistreg og ikke mindst en vigtig og skøn hyldest til børnelitteraturen. Historien er poetisk, enkel og hurtiglæst og en udforskning værdig.
Jeg er stor fan! 
4 stjerner af Berlingske


Ø af Anna Jacobina Jacobsen 
”Ø” er en flot og lettere dunkel billedbog uden tekst. Fortolkningen er op til beskueren, og billederne er åbne; der er ikke én bestemt læsning. Vi følger en pige, der bor alene på en ø. Hun vågner en morgen og åbner en dåse sardiner, hvori hun finder en lille havfrue. Havfruen bliver hendes ven og sammen udforsker de øen. Pigen og havfruen tager et karbad, men da pigen tager proppen ud af badekaret ryger havfruen ud i afløbet og falder ned i en sø. Pigen søger efter havfruen i søen, finder hende og dykker ned sammen med hende. Det kan kaldes et slags ordløst digteventyr og er alt andet lige en yderst flot billedbog. Den er meget poetisk.
6 hjerter af Politiken 


Huset, der vågnede af Martin Widmark og Emilia Dziubak
”Huset der vågnede” handler om en ældre mand, der har opgivet sig selv og sit hjem. Han orker ikke rigtigt at gøre noget ved noget, og han savner sin kone, der ikke er hos ham mere. En dag kommer en dreng forbi og beder ham passe en urtepotte; den skal vandes ofte. Den ældre mand vander planten hver dag, og pludselig begynder den at spire – og noget indeni den ældre mand begynder at spire. Det er en sød fortælling med en helt sublim billedside, der virkelig skaber en tydelig stemning af, hvad der er på spil i historien. Det er en meget sød, charmerende fortælling.   
4 hjerter af mig! 
 

Fire billedbøger
Fire billedbøger