Shakespeare og 'The First Folio'

Shakespeares dramaer

Udover First Folio-udgaven af samlede værker, er dramaerne også udgivet som enkeltudgaverne, som kaldes quartos. Problemet er, at de i nogle tilfælde er forskellige, så man ikke med sikkerhed ved, hvad teksterne oprindeligt indeholdt. Men, som teaterfolk altid vil sige: Shakespeare skal ikke læses, men opføres. Hans tekster blev ikke skrevet som litteratur, men som spillemanualer, som kunne varieres efter behov. 

Shakespeare skrev i alt 37 dramaer, foruden en mængde sonetter og andre tekster. Dramaerne kan opdeles i tre slags: komedierne, tragedierne og de historiske dramaer. 

Blandt komedierne kan nævnes eller ’Købmanden i Venedig’, ’En skærsommernatsdrøm’ og ’Stormen’ og blandt tragedierne ’Hamlet’, ’Kong Lear’, ’Macbeth’ og ’Othello’. Men grænserne er flydende; komedierne kan virke vældigt tragiske, som f.eks. ’Købmanden fra Venedig’, hvor den jødiske købmand, Shylock, mister halvdelen af sin formue og bliver tvunget til at konvertere til kristendommen, ligesom tragedierne også indeholder komiske elementer.

De historiske dramaer omhandler 100-års krigen med Frankrig, som varede fra 1337-1457, og striden om den britiske trone fra 1455-85, dét som er kendt som The War of the Roses, altså Rosekrigene.**

Elizabethansk teater

Shakespeare var ikke den eneste dramatiker på sin tid. Faktisk var der en hel gruppe, som indbyrdes konkurrerede og dermed motiverede hinanden til at yde deres bedste. Mest kendt er Ben Jonson og Christopher Marlowe. 

Men udover den store talentmasse, havde teateret også rigtig gode kår på Shakespeares tid – og det havde en formidabel beskytter i Dronning Elizabeth. I 1576 åbnede de to første officielle teatre i London, og flere fulgte snart efter. Før den tid havde der været hofteatre og omrejsende skuespiltrupper, men nu blev der knyttet skuespillere til de enkelte teatre.

De mest berømte teatre var The Rose, The Swan og The Globe – som nok er kendt af mange London-turister, fordi det i 1997 blev genopført som Shakespeares Globe, på grunden hvor det oprindelige teater var blevet jævnet med jorden næsten 450 år tidligere. 

Her kan man i dag opleve elizabethansk teater i levende live, som det blev oplevet af en tilskuer på Shakespeares tid: Teatret var rundt, og det kunne rumme over 2.000 tilskuere, der enten stod på jorden eller sad på balkoner rundt om scenen – de pladser var naturligvis de dyreste, også fordi de var de eneste, der var overdækkede. 

Publikum var et bredt udsnit af befolkningen, så der var ikke tale om finkultur, men rendyrket underholdning; man spiste og drak under forestillingen, og hvis man ikke var tilfreds med de optrædende, blev der buhet højlydt. Der var næsten ingen scenografi, men kostumerne var store og flotte – og så blev alle roller spillet af mænd! 

Eftersom skuespiltrupperne havde tradition for at turnere med deres kunst, var de altid i fare for at blive arresteret som ulovlige vagabonder, og derfor havde de brug for en magtfuld beskytter i form af enten en adelig, en militærmand eller majestæten selv. Og det var da også den omkringfarende tilværelse, der først gav den unge William mulighed for at opleve teatret.

Detaljerne kender man ikke - kun at han startede som skuespiller og derfra tog springet til dramatiker. Og da The Globe blev bygget i 1599, var det med Shakespeare som andelshaver, og det skulle huse hans trup, The Lord Chamberlain’s Men. Truppen var overordentlig succesfuld, både hvad økonomi og anseelse angik, så i 1603, ved Elizabeths død, kom truppen under direkte beskyttelse af hendes efterfølger, James I, og blev til The King’s Men.

Den grænseløse Shakespeare

At beskæftige sig med Shakespeare er som at åbne Pandoras æske – når man letter lidt på låget, så strømmer det ud med informationer, med myter, citater, anekdoter og analyser – der er nærmest ingen grænser for, hvad man i tidens løb har fundet på at undersøge: f.eks. en statistik over dødsårsager i dramaerne! Her kan man se, at der er flest, der bliver stukket ihjel, men der er altså også tilfælde af død pga. søvnløshed og min favorit: død ved at blive bagt ind i en pie! 

Shakespeare er en af verdens mest citerede forfattere; det er opgjort, at han introducerede 3.000 ord til det engelske sprog, og der er hele 7.000 ord, som kun optræder én gang i stykkerne tilsammen. Han er altså en guldgrube for både sprog-, litteratur- og teaternørder, og også på dansk bruger vi en del af citaterne, bare tænk ”To be or not to be” ('Hamlet'), ”Også du, min søn Brutus” ('Julius Cæsar’), ”Hele verden er en scene” (’Som man behager’), ”Vi er det stof, som drømme er gjort af”’ ('Stormen’), ”A horse, a horse, my kingdom for a horse” (’Richard III’), ”There’s something rotten in the state of Denmark” ('Hamlet'), ”Alt der glimter, er ikke guld” ('Købmanden i Venedig'), ”Åh Romeo, Romeo, hvorfor er du Romeo” ('Romeo og Julie') og ”Godt brølt, Løve” ('En skærsommernatsdrøm’).

Shakespeare er udødelig; hans dramaer om eksistensens vilkår er evigtgyldige, og hans tekster læses og opføres til stadighed og inspirerer til nye tekster, der også læses og opføres. Listen over værker, der tager inspiration fra Shakespeare er nærmest endeløs og spænder fra Broadway-musicals til tegneserier.***

Shakespearefilmatiseringer er en hel kategori for sig og indbyrdes forskellige; nogle er tekstnære, nogle moderniserede. Blandt de tekstnære er Kenneth Branaghs nogle af de bedste i nyere tid; i 1989 var han ’Henry V’ i en af årets mest omtalte film, og han blev sammenlignet med både Orson Welles og Laurence Olivier. Og siden har Branagh slået sit navn fast med fem Shakespearefilm som enten skuespiller eller instruktør.

Blandt de moderniserede Shakespearefilm kan nævnes ’Romeo + Juliet’ af australske Baz Luhrman med Leonardo DiCaprio og Claire Danes, hvor der bl.a. benyttes moderne skydevåben, og i en helt anden boldgade ’Prospero’s Books’ af den britiske avantgardeinstruktør, Peter Greenaway, som har lavet et avanceret stykke kunst ud af ’Stormen’. 

Derudover kan man ikke undlade at nævne den japanske mesterinstruktør Akira Kurosawa og hans filmatiseringer af ’Macbeth' og ’King Lear’ – den sidste med titlen ’Ran’, foruden tv-serien 'House of Cards', hvor Frank og Claire Underwood er en moderne hr. og fru Macbeth, men også hvor Frank henvender sig til publikum og indvier os i alle sine nedrige rænkespil, fuldstændig som Richard 3! 

Og endelig er der alt det andet: Balletterne, som f.eks. Prokofievs ’Romeo og Julie’, operaerne, som f.eks. Verdis ’Othello’, musicalerne, som Cole Porters ’Kiss Me, Kate’,****  og tegnefilmene, som f.eks. ’The Lion King’******. 

Senest har forlaget The Hogarth Press hyret en række prominente forfattere til at gendigte de største dramaer i romanform. Et spændende og anmelderrost projekt!

Det er, som om Shakespeare ikke rigtig kan få lov at hvile i sin grav – faktisk er der en teori om, at hans kranie engang i 1800-tallet, da sådan noget var på mode, blev stjålet fra hans grav! Hvem ved, om det skulle bruges i en Hamlet-forestilling for at få den mest autentiske stemning frem… ‘Lord, what fools these mortals be!’******