International dag for modersmål

D. 21. februar er det international dag for modersmål

Sproget skaber virkeligheden, lyder et kendt udsagn, og det må siges at være ganske præcist formuleret. Sproget er centralt i forhold til identitet, kommunikation, integration, uddannelse og udvikling og er derfor vigtigt for alle i alle livets forhold. De ord, vi bruger til at tale om vores omverden, har helt enkelt stor betydning for den måde, vi opfatter omverdenen.

Den internationale Modersmålsdag blev indstiftet af UNESCO i 1999. Dagen har til formål at skabe bevidsthed om sproglige og kulturelle traditioner, og indstiftelsen af en speciel sprogdag hænger ikke mindst sammen med det faktum, at sprogdiversiteten på globalt plan er stærkt truet. Hver anden uge forsvinder der på verdensplan et helt sprog med dets tilhørende kulturelle og intellektuelle baggrund, og i den digitale verden er mindre end 100 sprog i brug set i et internationalt perspektiv. Der er altså god grund til at fokusere på modersmålet, hvis man vil bidrage til at bevare sproget som en kilde til kulturel mangfoldighed og international forståelse.

I Danmark markeres Den internationale Modersmålsdag hvert år af Modersmål-Selskabet, som ud over at afholde foredrag og debatter om sproget også hvert år udsender Modersmål-Selskabets årbog. Selskabets formål er at virke for bevarelse og udvikling af modersmålet som en grundlæggende forudsætning for dansk kultur og folkestyre, og det gør man bl.a. ved at arbejde for en større forståelse af sprogets betydning i tale og skrift. Nu er dansk jo ikke et af de sprog, der umiddelbart er truet; men det er til gengæld en række af vores dialekter, som også er med til at tegne billedet af en levende og varieret sprogkultur. Og dialekterne er en vigtig del af Modersmål-Selskabets arbejdsområde.

Biblioteket er en central aktør i bestræbelserne på at bevare og udvikle det danske sprog. På biblioteket kan du både låne bøger om sproget og bøger, hvor sproget bliver sat i spil på diverse forskellige måder – ikke mindst i skønlitteraturen, som jo netop blomstrer og trives i kraft af et varieret og facetteret sprog. Og det gælder både, hvor det drejer sig om børnebøger og hvor det handler om voksenbøger. 

Besøg biblioteket og mød det danske sprog – samt en række af verdens øvrige sprog - i alle sprogets mangfoldige former og afskygninger.
Læs mere om Den internationale Modersmålsdag på: Modersmål-Selskabets hjemmeside

Foto: Pige står foran dannebrosflag
Foto: Pige står foran dannebrosflag
21.02.19