Læsehund

En læsehund er en venlig og børneglad hund, der motiverer børn til at læse ved at lytte tålmodigt og interesseret til alverdens historier.

Hvis dit barn har udfordringer med læsning eller forbinder læsning med noget negativt eller uønsket, kan et forløb sammen med en læsehund være med til at bedre dette. Læsehunden finder glæde og tryghed i at høre barnets stemme og kan til gengæld give barnet ro og tryghed i læsesituationen.
 
En læsehund er godkendt og certificeret til at arbejde på biblioteket med netop denne opgave.

Aftal en tid

Kontakt Christine Bitz-Nielsen chbi@rudersdal.dk eller 4611 5768

 

Børnebibliotekar Christine er den lykkelige ejer af Mille, som er en blanding af labrador, golden retriever og border collie. Mille er en klog, glad og kærlig hund, der meget gerne vil være sammen med mennesker, både store og små. Hun har en smittende ro over sig, der bl.a. hænger sammen med, at hun er en moden hund (født i 2013), som har lagt hvalpefjolleriet bag sig. Hun er dog altid frisk på klap og kæl og vil også rigtig gerne snakkes med.  

Hvor og hvornår foregår det?

Vi mødes en gang om ugen på Hovedbiblioteket i Birkerød. Her vil være indrettet et lokale til os, så det er hyggeligt og trygt for både mennesker og hund. Dit barn læser enten op af sin egen medbragte bog, eller vi begynder læsestunden med at finde en bog, der passer godt til dit barns læseniveau og som han/hun finder interessant. Dit barn kan blive oprettet som låner på Rudersdal Bibliotekerne, så I kan låne nyt med hjem, når og hvis I har lyst til det.

 

En læsestund varer 30-45 min. og er et lille fællesskab bestående af dit barn, læsehunden Mille og børnebibliotekar Christine. Tidspunktet for den ugentlige læsestund aftales med sidstnævnte. Dit barn læser højt for læsehunden i 20-30 min. og herefter hygger vi med en godbid, både til to- og firebenede, og måske lidt hundetricks. Læseforløbet varer typisk 6 uger og dit barn får et læsediplom, når forløbet er slut.