Om dette arrangement

Tid
19:00
Pris
Gratis
Målgruppe
For voksne
For voksne

Naturen på recept med Peter Qvortrup Geisling

08.09.23
Oplev tv-lægen i personligt og inspirerende foredrag om mental sundhed

”Der var så dejligt ude på landet”, skrev H.C. Andersen. Og dét er der stadig, men hvad kan vi egentlig bruge naturen til i dag i vores travle, moderne hverdagsliv? Hvad sker der f.eks. i din hjerne, når du står i en grøn bøgeskov? Hvorfor er det vigtigt, at børn får masser af vitamin N? Og hvordan er kontakten til naturen afgørende for vores mentale sundhed?

TV-læge Peter Qvortrup Geisling har samlet den seneste forskning om sammenhængen mellem natur og sundhed. Vær med, når han i et inspirerende foredrag og med humor og lune fortæller, hvordan du holder sindet sundt med naturen som veldokumenteret medicin mod bl.a. stress og tristhed.

Du vil bl.a. kunne høre om Peter Qvortrup Geislings egne vildeste naturoplevelser og få en meget personlig historie om den natur, han selv fik plantet dybt i sig i barndommen i Nordjylland. Han fortæller også om, hvordan han nu forsøger at give samme glæde ved naturen videre til sin datter.

Peter Qvortrup Geisling er hele Danmarks tv-læge. Han er sundhedskorrespondent på TV-avisen og har i en lang årrække også oplyst danskerne om sundhed, sygdomme og vej til bedre helbred i programmer som bl.a. ”Lægens bord” og ”sundhedsmagasinet”. Han er forfatter til bogen ”Naturen på recept”.

Arrangementet er en del af Birkerød Kulturnat samt årets store Golden Days festival, som fra 1.-17. september byder på flere end 150 kulturhistoriske arrangementer for både børn og voksne i Storkøbenhavn. Årets tema er ’På landet’.

Har du spørgsmål til arrangementet så kan du skrive til Anette B. Liebmann, ABSV@rudersdal.dk

Materialer