Forfattermøde: Amalie Langballe & ’Elskende’

Foto af Amalie Langballe
Foto: Philip Peng Rosenthal
Vær med, når forfatter Amalie Langballe fortæller om sin anmelderroste nye roman ”Elskende”. En kærlighedsfortælling som ingen andre. Om en adelskvinde, der af sin mand forvises til byens bedste horehus, mens pesten hærger.
Date
Tid
18:30 - 20:00
Pris
Adgang: Gratis
Bibliotek
Holte Bibliotek
I samarbejde med
Bog & Ide Holte
Adresse

Holte Midtpunkt 23
2840 Holte
Danmark

I romanen ’Elskende’ er der kropsvæsker og bylder i umådelige mængder. Sex, liderlighed og magt. Et mysterium, som afdækkes – og måske endda ægte kærlighed. Hvis vi kan begribe, hvad dét egentlig er?

Amalie Langballe udgav sin første roman ’Forsvindingsnumre’ i 2019. For den modtog hun 

Bogforums Debutantpris. Med sin nye roman, som udkom i juni, har hun igen høstet fremragende anmeldelser:

”Som var Karen Blixen opstået fra de døde for at skrive om byldepest og hor. Og kærlighed”.

”Amalie Langballes roman om en sexarbejdende adelskvinde er et smukt, ækelt vidnesbyrd fra den historiske kvindekrop”. ”Fortæller uovertruffet begavet og ækelt skønt, om at leve og erfare gennem kvindekroppens åbenhed”. ”Man skal lede længe for at finde så usentimental en kærlighedsroman”, har anmelderne blandt andet skrevet om ’Elskende’.  

Amalie Langballes nye roman ’Elskende’ er helt sin egen. Men samtidig en del af tidens tendens om kvindelig seksualitet, hvor kroppe er reduceret til redskaber, og hvor romantik og blufærdighed er afløst af rå fysisk magtanvendelse. 

Oplev Amalie Langballe i en spændende samtale med litteraturformidler Julie Garde om køn og krop, perversion og poesi, hvor der også vil være mulighed for at stille spørgsmål til forfatteren.

Om ’Elskende’: I den varmeste sommer i mands minde bliver en adelskvinde forvist af sin mand. Han sender hende til den pestramte hovedstad for at arbejde på byens bedste horehus. Huset ligger ved siden af kongens havelabyrint og bliver bestyret af den mystiske Viola, om hvem der går mange sære historier. Man siger, hun står i ledtog med det overnaturlige. Kun én ting er sikker: Viola gemmer på en hemmelighed, der vokser sig større i sommerheden sammen med sygdommene, krigsliderligheden og et lille, uønsket foster. Drøm og virkelighed væver sig ind i hinanden i Amalie Langballes skarpt-sansende roman, der ifølge forfatteren selv - måske - er en kærlighedshistorie.

Om Amalie Langballe: Født i 1992 og uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2019. Samme år debuterede hun som forfatter med romanen ’Forsvindingsnumre’, som hun modtog Bogforums Debutantpris for. ’Elskende’, som udkom 2. juni på forlaget Lindhardt og Ringhof, er hendes anden roman.  Amalie Langballe arbejder som freelancejournalist, teateranmelder og skribent på Weekendavisen.

Efter arrangementet kan man købe og få signeret et eksemplar af ’Elskende’. 

Arrangeret i samarbejde med Bog & Ide Holte.

Har du spørgsmål til arrangementet, er du velkommen til at kontakte: Anne Hermansen på aher@rudersdal.dk