Foredrag: Cecilie Rex Selmer: ’Hvordan er det at arbejde for en minister?´

Tid
19:30 - 20:30
Pris
Adgang: Gratis
Sted
Holte Bibliotek
Holte Midtpunkt 23,
2840 Holte
Hvordan er det at arbejde for en minister? Særligt i en tid, hvor verden forandrer sig hurtigere og vildere end nogensinde før? Få svaret, når Cecilie Rex Selmer, tidligere pressechef for tidl. europaminister Marie Bjerre (V), fortæller om en spændende og intens tid i Udenrigsministeriet.

Vi giver ordet til "Lokale fortæller” på biblioteket. Vær med, når Rudersdal-borgere deler viden og fortæller om emner, de har en særlig indsigt i. Denne gang kan du møde Cecilie Rex Selmer, der er tidligere pressechef og bl.a. rådgav tidl. europaminister Marie Bjerre (V), op til, under og efter det danske EU-formandskab - den største planlagte begivenhed i Udenrigsministeriet i dette årti.

Cecilie Rex Selmer vil fortælle om sine oplevelser fra det politiske maskinrum og samarbejdet mellem embedsværket og en minister. For hvordan forbereder man et EU-formandskab? Og hvordan skaber man resultater på vigtige områder som forsvar, sikkerhed og konkurrenceevne inklusiv grøn omstilling? Det får du svarene på.

Aftenen byder også på underholdende og rørende anekdoter fra rejser til 27 EU-lande, otte kandidatlande og fire rejser til Ukraine. Cecilie Rex Selmer deler mange af sine egne billeder og videoer fra rejserne.

Du får kort sagt et unikt indblik i at arbejde med diplomati og politik på topniveau.

Cecilie Rex Selmer er uddannet journalist og har foruden sine otte år i ministerieverden en baggrund som livereporter på TV 2 og Radio24syv. Aftenens foredrag vil derfor også komme omkring, hvordan samarbejdet er mellem politikere, journalister og spindoktorer. 

Du er velkommen til at stille spørgsmål, og der vil blive serveret kaffe og kage.

Har du spørgsmål til arrangementet, er du velkommen til at kontakte: Anne Hermansen på aher@rudersdal.dk