Sprog- og Temarygsække
På biblioteket kan du låne Sprogrygsække og Temarygsække med bøger om mange forskellige emner, der kan være med til at sætte ord på tanker og følelser.
Sprogrygsæk - Sæt ordet i spil
Uden sprog ville verden være helt anderledes. Heldigvis giver vi barnet et sprog, så det kan fortælle, hvem det er og kan skabe relationer til andre mennesker. Verden er fuld af ord og begreber, som barnet skal lære. Fortællelyst skal vækkes i de tidlige år. I sprogrygsækkene finder du bøger og legetøj, som kan styrke barnets sprog.
Temarygsæk - Sæt ord på følelserne
Noget kan være rigtig sørgeligt, og man kan være så ked af det, at man får ondt i maven. Sådan kan barnet føle, når livet bliver svært. Heldigvis er der også meget, der er dejligt, og så er det ligesom, man får sommerfugle i maven. Det er vigtigt for barnet at sætte ord på livet. I Temarygsækkene finder du bøger og legetøj, som kan hjælpe på vej til den gode samtale.
Sådan låner du en rygsæk
Rygsækken lånes og afleveres til personalet i bibliotekets betjente åbningstid. Lånetiden er en måned.
Rygsækkene er tænkt til børn i alderen 3-6 år.
Rygsækkene er udviklet i et tværfagligt samarbejde mellem: sprogkonsulent, pædagog og SorgPilot, logopædfaglig leder, naturvejleder samt børnebibliotekarerne.