Voksne

Foredrag: Heksejagtens paradoks med Maria Østerby Elleby

Tid
19:00 - 20:00
Pris
Adgang: Gratis
Sted
Birkerød Bibliotek
Stationsvej 38,
3460 Birkerød
Tag med, når trolddomshistoriker Maria Østerby Elleby i et spændende og overraskende foredrag rejser 500 år tilbage tiden og undersøger, hvorfor mennesker dæmoniserede mennesker og brændte dem på bålet. Hvem var det egentlige monster?

Heksejagt. Levende mennesker, der bliver brændt på bålet. Det virker ondt og barbarisk. Monstrøst. 

Men hvad hvis du troede – fuldt og fast – på, at heksen var den onde? At heksen bortførte spædbørn for at koge fedtet af dem og spise dem? At heksen udspionerede mennesker for Satan for at gøre dem fortræd, forbande dem, slå dem ihjel. Hvad nu, hvis du fuldt og fast troede, at heksen var monstret?

Det er indviklet, det er mørkt, morbidt og monstrøst. Det er menneskehedens skyggeside, når vi med trolddomshistoriker, ph.d. i historie, forfatter og formidlingsinspektør Maria Østerby Elleby fra Rudersdal Museer tager tilbage i historien for at se nærmere på de europæiske og danske trolddomsprocesser i 15-1600-tallet, og forsøger at forstå, hvad det var for et monster, som man frygtede i heksen.

Maria Østerby Elleby er også ph.d. i historie og forfatter til bøgerne ’Den satans tumult – Heksejagt i Højesteret’, ’Hekseri – den store bog om magi’ samt ’Bål og brand’.

Arrangeret i samarbejde med Rudersdal Museer.

Arrangementet er både en del af Birkerød Kulturnat og af årets store Golden Days festival, som fra 4.-20. september byder på flere end 150 kulturhistoriske arrangementer for både børn og voksne i Storkøbenhavn. Årets tema er ’Monster’.

Har du spørgsmål til arrangementet, er du velkommen til at kontakte: Anne Hermansen på aher@rudersdal.dk