Servicedeklaration

Servicedeklarationen har til formål at præsentere den service og det kvalitetsniveau, som brugerne kan forvente af Rudersdal Bibliotekerne.
Rudersdal Bibliotekerne deltager i det nationale samarbejde mellem biblioteker i Danmark.
 

Materialer

En bruger skal være registreret som låner i Rudersdal Bibliotekerne for at kunne bestille og låne bibliotekets materialer.
 
Bibliotekets lånere kan bestille og låne de materialer, som findes i bibliotekets egen database eller som fremfindes via den landsdækkende database.
 
Rudersdal Bibliotekerne behandler bestillinger fra bibliotek.dk senest første hverdag efter modtagelsen.
 
Materialer, som biblioteket ikke selv har, forsøges skaffet fra andre biblioteker i Danmark, i specielle tilfælde fra udlandet efter bibliotekets skøn.
 
Enkelte materialer kan være belagt med restriktioner. Det kan være, at de ikke kan hjemlånes, men kun er til brug på biblioteket, eller at der er begrænset lånetid.
 
I særlige tilfælde kan biblioteket forsøge at skaffe materialer, det selv har, fra andre biblioteker.
 
Når et bestilt materiale er klar til afhentning, sendes der besked elektronisk eller med post.
 
Der sendes endvidere besked, hvis materialet ikke kan skaffes, eller hvis der er ekstraordinær lang ventetid på materialet.
 
Lånerne kan via egen ”lånerstatus” på bibliotekets hjemmeside holde sig orienteret om, hvordan status er på bestillingerne.
 

Avisartikler

Bibliotekets lånere har adgang til avisdatabasen Infomedia fra bibliotekets pc’er og kan læse og printe artikler herfra. Infomedia dækker de største danske aviser fra ca. 1990 og til d.d.
 
Hvis biblioteket modtager bestillinger på artikler, som findes i Infomedia, henviser vi til ovennævnte mulighed.
 
Artikler, som ikke findes i Infomedia, kan bestilles via bibliotek.dk  eller ved henvendelse til biblioteket.
 
Printede artikler fremsendes ikke med post, men kan afhentes på biblioteket. Artikler i elektronisk form fremsendes pr. mail. 
 

Nye materialer

Bibliotekets lånere kan bestille nye materialer via bibliotekets hjemmeside. Nye materialer, som biblioteket endnu ikke har købt, skaffes ikke fra andre biblioteker.
 

Begrænsninger

En låner kan til enhver tid højst have 25 reserveringer.
 
Lånerne kan højst forny lånte materialer 2 gange – det gælder også ved lån fra biblioteker uden for Rudersdal kommune. 
 
Fornyelse af lån fra andre biblioteker sker altid med forbehold.
 
Der henvises i øvrigt til bibliotekets reglement.