Inspiration

Fødselsdagsinterview med Truman Capote

Den 30. september ville den amerikanske forfatter Truman Capote være fyldt 100 år. Capote er kendt som ophavsmand til den første true crime-roman, men også som en af sin tids helt store kendisser. Rudersdal Bibliotekerne var heldige at få et eksklusivt interview i anledning af den runde dag.

Af Julie Garde

Tillykke med de 100 år, Mr. Capote. Det er nok et dumt spørgsmål, om De skal holde fest i dagens anledning? Måske noget med farver denne gang?*

Haha, De kender mig, kan jeg høre. Selvfølgelig skal jeg det – jeg lader ikke chancen for en ordentlig fest gå tabt. Og måske skulle der nogle farver på – rød som blod måske?

Jeg går ud fra, at De hentyder til Deres uomgængelige hovedværk. 

Korrekt – men ved De hvad, ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, jeg kan bære nogle referencer til den tid. Det tog jo hårdt på mig, ved De nok.**

Ja, jeg ved, at det blev lidt for meget for Dem – at De måske kom lidt for tæt på Deres to hovedpersoner – særligt den ene. Men du godeste, en sensation Deres roman blev!

Ja, De har ret – og man skal selvfølgelig være villig til at ofre alt på berømmelsens alter. Det kan jeg virkelig tale med om. Men måske jeg hellere vil holde min fødselsdag i ånden fra Holly Golightly, den dejlige pige. Hun forstod både at sprede glæde og feste igennem.

Ja, og filmudgaven kunne godt nok fordreje hovedet på mange mandlige beundrere. Ikke så dårligt af en homoseksuel forfatter.***

Det er jo en kendt sag, at vi homoer har et særligt blik for æstetik og skønhed. Det var jo immervæk også derfor, jeg faldt så godt ind i miljøet omkring The Swans. Babe eelskede min stil og mit skarpe vid – lige indtil det gik ud over hende selv. Hun var åbenbart ikke indstillet på at ofre alt på berømmelsens alter – i hvert fald ikke mit.****

Nej, Mr. Capote, De fik jo en sørgelig skæbne – døde alene og forladt efter at have stået i centrum for hele New Yorks jetset. Men De var jo selv ude om det, kan man sige?

Åh, jeg måtte bare skrive, hvad jeg skrev. Og så betalte jeg den højeste pris. Det kunne jo ikke være anderledes, vel? Jeg tror bare, det var min skæbne lige fra starten. Men Nelle kom da til min begravelse – selv om hun kaldte mig en psykopat.*****

Ja, den man elsker, tugter man. Måske er 100 år nok til at få Deres mange venner til at tilgive gammelt fjendskab…?

Åh ja, man har jo lov at håbe – men ved De hvad, der er jo ikke noget som et godt slagsmål, altså verbalt, De ved. 

Vi siger i hvert fald tak, fordi De tog imod – og rigtig god fest!

* I 1966 holdt Truman Capote århundredets fest, The Black and White Ball, hvor alle deltagerne skulle være udklædt i sort-hvide kostumer. Hele New Yorks jetset blev inviteret, i alt 540 gæster, og festen blev holdt på Plaza Hotels Grand Ballroom. 

** Truman Capotes hovedværk er In Cold Blood fra 1966, som regnes som den første true crime-roman. I 1959 faldt Capote over en avisartikel om et mord på en familie på fire i Kansas. Den vakte hans nysgerrighed, og han kontaktede Harper Lee og spurgte, om hun ville med til Kansas. Det ville hun, og de begyndte sammen at interviewe lokalbefolkningen, mens politiet arbejdede med efterforskningen for at finde morderne. Da de endelig blev fanget, fik Capote fængselsdirektøren overtalt til at lade ham få adgang til de to mordere, og da stod det klart for ham, at han havde fundet emnet til sin nye roman. Gennem fire år besøgte han de to og knyttede sig tæt til især den ene, og da de blev henrettet, var Capote med til hængningen. Capote kaldte selv bogens stil for nonfiction novel, altså en ikke-fiktiv roman.

***Pigen Hollyeller Breakfast at Tiffany’s med Audrey Hepburn i hovedrollen, handler om den unge pige fra landet, som lever af rige mænds opmærksomhed og drømmer om at blive gift med én af dem. 

**** Capote valgte at skrive og udgive afslørende detaljer om sine nære venner fra byens jetset. Det skulle blive hans magnum opus, men Answered Prayers blev ikke skrevet færdigt i forfatterens levetid. Historien om skandalen kan ses i Netflix-serien Feud.

**** Harper Lee, eller Nelle, som Capote kaldte hende, var barndomsven med ham. De voksede begge op i den lille by Monroeville, hvor Capote kom til som helt lille, da hans temmelig omflakkende mor valgte at aflevere ham hos nogle slægtninge efter at være blive skilt fra Trumans far. Her blev han venner med Nelle Harper Lee, og han optræder i hendes berømte roman To Kill a Mockingbird som den mærkværdige dværgagtige dreng, Dill, som lyver hurtigere end en hest kan rende. Men Lee billigede ikke Capotes livsstil og hans alkoholmisbrug, som førte til hans død.

 

Interviewet var sponsoreret af Rudersdal Bibliotekernes afdeling for Fiktion & Formidling. Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er helt og aldeles utilsigtet.

Læs portrættet af Truman Capote på Forfatterweb

Læs om Med koldt blod på Litteratursiden