Foredrag: Niels Krause-Kjær & Det tabte land

Tid
18:30 - 20:30
Pris
Adgang: 50 DKK
Sted
Birkerød Bibliotek
Stationsvej 38,
3460 Birkerød
Niels Krause-Kjær, journalist og forfatter, har i år fået De Gyldne Laurbær for sin roman ’Ude for uden’. Oplev ham i et spændende og personligt foredrag ’Det tabte land’, som tager afsæt i hans anmelderroste roman.

Niels Krause-Kjær tager publikum med på en personlig og samfundshistorisk rejse ind i Danmarks brydningstid. Med udgangspunkt i sin roman ’Ude for uden’, åbner han for fortællingen om et land, hvor bondesamfundet på få årtier forsvandt, storbyen blev idealet, og provinsen blev taberen i en ny kulturel virkelighed.

Romanen er fiktion, men bygger på en virkelig vandrebog, som Niels Krause-Kjær fandt i Rigsarkivet – skrevet af hans far og hans højskolekammerater gennem et halvt århundrede. Den blev udgangspunktet for en fortælling om drømme, skuffelser og en kultur i opløsning.

I centrum står Erik, en ung landmand, der efter Anden Verdenskrig kaster sig ind i arbejdet for at skabe en fremtid for sig og sin familie. Sammen med sin hustru Lisbet lever han et liv præget af hårdt slid, tørke, tragedier og håb. De bliver vidner til, hvordan den livsform og kultur, de kender bedre end noget andet, langsomt forsvinder – og hvordan helte kan blive gjort til skurke i en ny tid.

Med varme, indsigt og fortællerglæde deler Niels Krause-Kjær i foredraget refleksioner om arv, identitet, kultur og de forskydninger, der har formet det Danmark, vi kender i dag.

Foredraget er en levende blanding af personlige erindringer, historiske perspektiver og litterær fortælling – og en oplagt anledning til at reflektere over, hvad vi har vundet, og hvad vi har tabt i mødet med moderniteten.

Niels Krause-Kjær er uddannet journalist. Han har arbejdet som politisk kommentator og TV-vært på programmerne ’Deadline’ og ’DR2 Morgen’. Han har skrevet flere fagbøger, biografier og politiske spændingsromaner, som også er filmatiseret. Mange vil nikke genkendende til titler som ’Kongekabale’ og ’Mørkeland’.

Det vil være muligt købe og få signeret bøger efter foredraget.

Har du spørgsmål til arrangementet, er du velkommen til at kontakte: Anne Hermansen på aher@rudersdal.dk