Forfattermøde: Helle Helle & ’Hey Hafni’

Foto: Mikkel Carl
Hafni og Helle Helle er tilbage. Heldigvis. For vi er mange, der har savnet begge. Vær med, når Helle Helle fortæller om sit forfatterskab og helt nye roman ’Hey Hafni’, som udkommer i april.
Date
Tid
19:00 - 20:30
Pris
Adgang: 50 DKK
I samarbejde med
Nordsjællands Aftenskole
Adresse

Stationsvej 38
3460 Birkerød
Danmark

Var du også begejstret for ’Hafni fortæller’ og ’BOB’ - og det univers, som Helle Helle så sprogligt sublimt folder ud? Så glæd dig, for i april udkommer ’Hey Hafni’. Og se bare, hvad der er i vente i den nye roman:

Hafni er rejst til Brighton i tre måneder for at genfinde glæden. Brighton er Englands fjerde-lykkeligste by, men så ankommer hendes bror. For at få lidt fred tager hun på tur via en mudret flodsti til en antikvitetshandler og hans kone, et skriggrønt kollektiv, Virginia Woolfs seng, en forgotten pudding, Wish Tower, en fodterapeut og Our Billy. Hele tiden på flugt fra den tredje hånd. Undervejs skriver hun breve til sin gamle veninde, som måske er den, der skriver romanen. 

´Hey Hafni’ og Helle Helles forfatterskab kan du høre meget mere om i en spændende samtale med litteraturformidler Julie Garde, hvor der også vil være mulighed for at stille spørgsmål til Helle Helle.

Helle Helle (f. 1965 )  har modtaget Kritiker-prisen, P.O. Enquist-prisen, De Gyldne Laurbær, Det Danske Akademis Store Pris, Holbergmedaljen og Montanas Litteraturpris. Hendes bøger er oversat til 22 sprog. Hun fik sit store folkelige gennembrud med romanen ’Rødby-Puttgarden’ i 2005.  

I 2021 udkom romanen ’BOB’, hvis jeg-fortæller er hende fra romanen ’de’ fra 2018. Om ’BOB’ skrev Berlingske i en seksstjernet anmeldelse: "Helle Helles nye roman er helt enkelt fremragende ... Med enkle greb viser hun os forskellen på at ønske sig fri og at være fri."

I 2023 udkom Helle Helle med romanen ’Hafni fortæller’, der udspiller sig inden for samme univers som ’de’ og ’BOB’. Bogen blev mødt af store roser hos landets anmeldere. Bl.a. fik bogen seks hjerter af Politikens Lilian Munk Rösing, der skrev:

"Hafnis historie er både til at le og græde over. Fuld af situationskomik og virtuos sproglig humor. Fuld af sorg og angst, som på én gang formidles og lindres af Helles vidunderlige sprog ... Jeg misunder alle, der har denne roman til gode."

I 2024 blev Helle Helle indstillet til Nordisk Råds litteraturpris for ’Hafni fortæller’. I motiveringsteksten lød det bl.a.:

"’Hafni fortæller’ er en radikalt eksperimenterende og vild bog. En roman om krise og om fald, om livsvilje, fremmedgørelse, om frihed, skyld og skam og forventningernes konsekvenstunge blikke. Slet og ret en roman om, hvordan man er til … Også humoren er kulsort. Og igennem latteren bryder lyset ind. I det hele taget vokser og vokser romanen, bliver større og vildere … Helle Helle har for længst bevist, at hendes forfatterskab ikke kan fejes af banen i en bisætning. Flere af hendes romaner står allerede som hovedværker i dansk litteratur. ’Hafni’ fortæller er ingen undtagelse."

Har du spørgsmål til arrangementet, er du velkommen til at kontakte: Julie Garde på JG@rudersdal.dk