Børnevalget 2026
Mens de voksne gør sig klar til Folketingsvalget den 24. marts, får børnene også mulighed for at opleve demokratiet på egen hånd – og med et glimt i øjet.
Af Camilla Sullestad Nielsen
Til Børnevalget stemmer børn ikke på politikere, men på deres yndlingsfigurer fra kendte og elskede børnebøger. Valget er børnenes – og fantasien har frit spil!
Demokrati på børnenes præmisser
Børnevalget er mere end bare sjov og ballade. Det er en legende og lærerig introduktion til demokratiets grundprincipper, hvor børn får en smagsprøve på, hvordan det føles at tage stilling og afgive sin stemme. Et vigtigt skridt på vejen til demokratisk dannelse.
Børnevalget arrangeres af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med folkebiblioteker over hele landet.
Fra tirsdag den 10. marts kan børnene stemme på Birkerød, Holte og Nærum bibliotek.