Lektørudtalelse

Forfatter: Kresten Søe Christensen

Nørretranders' (N) talent for at "knuse" svære problemstillinger og fremlægge dem på en overskuelig måde kommer igen til sin ret og resulterer her atter i populærvidenskab, når den er allerbedst. Bogen veksler mellem livsskildring og redegørelse for Einsteins videnskabelige indsats, der kulminerede allerede i 1905 som 26-årig i 4 epokegørende artikler, mens han arbejdede på et patentkontor i Bern. Hver af de 4 artikler havde været nok til at sikre udødeligheden og grundlagde i realiteten nye grene i fysikken: Kvantefysikken, teorien om atomer og molekyler, relativitetsteorien og teorien om bevægelse, energi og masse. Men mens Einstein fik skik på kosmos, gik familielivet gentaget i kaos med 2 mislykkede ægteskaber og uden reel lyst til privatliv. Fremstillingen er krydret med faktaopslag med fx personlige oplysninger: hår, privatliv og anekdoter fx om det berømte foto, hvor han rækker tunge. Også "arkitektonisk" er værket en indbydende velafbalanceret nydelse, hvor sagligheden understreges af et konsekvent smukt s/h layout med diagrammer, fotos m.m. N formår at koble person og videnskab og sætte spørgsmålene i relation til noget for læseren alment bekendt, og er derfor i stand til at anskueliggøre sammenhængene, hvilket trods de ofte tunge teorier gør bogen til rigtig spændende læsning. Et flot værk om historiens største videnskabsmand i 50-året for hans død