Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Gordon Nielsen

Kort om bogen

Lettilgængelig og velskrevet introduktion til vikingerne, hvor man hører om såvel plyndringstogterne som dagligdagen for den almindelige viking. For alle interesserede i emnet. Niveauet er fra folkeskolens ældste klasser

Beskrivelse

Peter Pentz er arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet, og har skrevet flere bøger om vikingetiden. I nærværende udgivelse fortæller han om vikingernes historie og deres kultur. Vi hører bl.a. om plyndringerne, våben, og skibene, men også hvordan kulturen og dagligdagen tog sig ud for den helt almindelige viking. Velillustreret, med mange fotografier fra især nationalmuseets udstillinger. Udgivelsen, som også findes i en engelsk version, er afledt af en stor vikingeudstilling i USA, hvor flere danske museer deltog med artefakter

Vurdering

Fin lille guide, der sammenfatter vikingernes historie og liv på en lettilgængelig og overskuelig måde, der ikke fordrer det store forhåndskendskab til emnet. Den er velskrevet og let at læse, og fungerer fremragende som en introduktion til emnet. Layout og illustrationer er i høj kvalitet, hvilket gør at bogen næsten har karakter af et udstillingskatalog

Andre bøger om samme emne

Ved at fungere som inspiration til uddybende læsning har den sin berettigelse blandt den store mængde af lettilgængelig litteratur om emnet såsom Vikinger - kort fortalt, Vikingernes liv og færden, og standardværket Vikingernes verden