Lektørudtalelse

Forfatter: Mette F. F Dyreborg

Kort om bogen

"Læs Andersen!" åbner op for nye og overraskende måder at læse H.C. Andersens eventyr på. Samtidig diskuterer bogen, hvordan man kan inspirere sine elever til nærlæsning og efterfølgende eksistentielle diskussioner. Bogen henvender sig til lærere og studerende

Beskrivelse

Bogen rummer først og fremmest næranalyser af syv af H.C. Andersens kendte eventyr, nemlig "Nattergalen", "Hyrdinden og skorstensfejeren", "De røde sko", "Skarnbassen", "Alt paa sin rette Plads!", "Sneedronningen" og "Skyggen". Derudover er nyere forskning i H.C. Andersens eventyr inddraget, og der skabes således grobund for medtænkning af moderne filosofisk, sociologisk og teologisk tænkning

Vurdering

Rigtig spændende bog, der fører nyt liv til nogle af H.C. Andersens velkendte eventyr. Det er forfriskende at beskue eventyrene på en anderledes måde, og det er i sig selv et bevis på, hvor evigt aktuelle H.C. Andersens tekster er. Bogens analyser og fortolkninger er en anderledes og spændende måde at gribe litteraturarbejdet an på

Andre bøger om samme emne

Der findes rigtig mange lærebøger om H.C. Andersen og hans eventyr, fx: Den indre linje i H.C. Andersens eventyr, Det flydende spejl og H.C. Andersen og det uhyggelige