Det andet bind af Poul Nyrup Rasmussens erindringer dækker perioden fra 1963, hvor studenten fra Esbjerg ankommer til hovedstaden og frem til 1993, hvor han blev statsminister. Modsat mange andre af tidens politiske biografier er det Nyrup selv der fører pennen, og han giver i kronologisk rækkefølge en bred skildring af den vej, der fra ansættelsen som student i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og siden som færdiguddannet økonom i LO førte til, at han blev håndplukket som statsministerkandidat som alternativ til Svend Auken. Arbejdslivet og det brændende politiske engagement i Socialdemokratiet har hele tiden været kædet sammen, og fylder mest i erindringerne, men Nyrup reflekterer også over de omkostninger hans store arbejdssomhed har haft for familielivet, og han skriver både nænsomt og gribende om relationerne til den psykisk syge datter Signe. Erindringerne er et stykke samtidshistorie set gennem den senere statsministers optik, og de vil bl.a. blive læst med interesse fordi man her for første gang får Nyrups version af baggrunden for og følgerne af det dramatiske formandsopgør i 1992. En mere uvildig analyse af personopgørene i Socialdemokratiet og deres konsekvenser kan man læse i Hans Mortensens De fantastiske fire, 2005