Når historien misbruges

Bibliotekernes festival for historie sætter i år fokus på ”Når historien misbruges” i perioden 21.-24. november 2022.

Folkebibliotekerne og Det Kgl. Bibliotek er gået sammen om at sætte fokus på historieformidlingens brug og misbrug af fortælleringer om fortiden. Nogle har en historie, der bliver fortalt, mens andre har en historie, der bliver glemt. Hvad gør det ved vores opfattelse af historien, når nye stemmer får plads i fortællingen om vores fortid?

I lyset af vores egen tids interesse for ligestilling, kvindekamp, racisme – og en hverdag, hvor vi ikke ønsker at pynte på sandheden, kan vi måske se på datidens historie på en anden måde.

Igennem festivalen har du mulighed for at deltage i forskellige arrangementer, som kan hjælpe med at forstå eller synliggøre historiens misbrug og iscenesættelse. Arrangementerne foregår overalt i landet med aktiviteter, udstillinger og live streames, så du kan se med, uanset hvor du bor.