Frimærker
Frimærker

Vil du med hjem og se min frimærkesamling?

10.11.17
I forbindelse med det faldende antal brevforsendelser er frimærkerne ved at blive en truet art; men stadig udsendes der dog flotte og farvestrålende frimærker over hele verden, så der fortsat er mulighed for at dyrke sin samlerinteresse inden for filatelien.

Den klassiske replik "vil du med hjem og se min frimærkesamling?" er i måske tidens løb kommet til at skygge lidt for den fornøjelse, der faktisk ligger i at samle og se på frimærker. 

Hvert år afholdes der frimærkemesser rundt omkring i verden, og således også i Danmark. I år finder den danske frimærkemesse sted på Hotel Scandic Copenhagen under titlen ”Frimærke, brev & postkort-messe 2017” og løber af stablen i weekenden d. 11.11.-12.11.

Læs mere om Frimærke, brev & postkort-messe 2017

Hvis du interesserer dig for frimærker, er der i november måned på Hovedbiblioteket i Birkerød mulighed for at se en flot motiv-udstilling af frimærker under overskriften Store kunstnere på frimærker. Det er frimærkesamleren C.O. Jørgensen, der står bag udstillingen. Desuden kan du altid låne de nyeste frimærkekataloger på biblioteket – hvis de ellers ikke er udlånt. Men så kan du bestille dem.

Tags
Materialer