Tag med bibliotekerne ud på havet

I 2020 bringer bibliotekerne danskerne i nærkontakt med naturen. Nye farverige tilbud - og et samarbejde med bl.a. DR - viser dig vejen ud til vild og vidunderlig natur.

Naturen er et sted, vi kommer mindre og mindre. Der er ofte dårlig wi-fi, man skal selv medbringe kaffen - og kronhjorten er sjældent med på en selfie.

Foråret 2020 blev dog ganske anderledes, end hvad nok de fleste danskere havde forudset. Naturen fik pludselig en helt anden værdi for rigtig mange danske familier, da en pandemi pludselig satte sine dybe spor i hele verden. Danmark blev "lukket ned", og danskerne blev på det kraftigste rådet til at gå i karantæne uden fysisk kontakt med andre mennesker, kun i alleryderste nødstilfælde. På rekordtid blev naturen nok det mest attraktive opholdssted (udover ens eget hjem) siden ældre stenalder, hvor mennesket levede i naturen og af naturen.

Hele denne nye og anderledes dagligdag giver måske, trods store udfordringer, alligevel ganske god anledning til at fortsætte den gode strømning mod naturen og dens vilde oplevelser. I hvert fald vil bibliotekerne i hele 2020 gøre op med danskernes indeliv og distancen til naturen. Vi sætter fokus på #voresnatur.

I et samlet fremstød med DR transformeres landets biblioteker til naturstationer - især på de digitale platforme. Med et væld af inspiration, litteratur og initiativer er ambitionen at flytte både fødder, sind og holdninger til den natur, der i manges tilfælde er blevet fremmed for os.   

Fem centrale naturtyper (i fagsprog, 'biotoper’) er omdrejningspunktet for de udstillinger og oplevelser, vi tilbyder dig her på biblioteket: Skoven, havet og kysterne, søer og vandløb, det åbne land og naturen i byen.

I uge 17 sætter vi spot på 'havet og kysterne'. Kom tættere på dem her:

Havet - kysten, bruset og det store dyb

Stormomsuste kyster - de vældige oceaner, der dækker så meget af  jordens areal. Havet og dets kyster har været omdrejningspunkt for et utal af fortællinger og myter. Og oceanerne har dybe rødder i vores fælles historie som sø-nation. Men hvad er havet virkelig, og hvad gemmer det i sig? 

Faktalink har en formidabel artikel om havet som fænomen, dets liv og de processer, der gemmer sig i det: Livgivende dødbringende og legendeskabende 

Derudover må havet siges at være et formidabelt motiv at fange på film. Filmstriben har blandt andet en del film med fokus på det akvatiske. Særligt én gør stort indtryk: filmen om Jacques Costeau, der dedikerer 30 år af sit liv til at dokumentere livet og underne, han ser rundt om sig i havene.

Og nu du er derinde, så snyd ikke dig selv for den Bodil-præmierede ‘Klumpfisken’, en tragikomisk perle om, når fiskerikontrollen og kvindelige havbiologer gør tilværelsen besværlig for en enlig fisker.

Endelig kommer vi ikke uden om bøgerne. Der findes mange med havet og livet i det som omdrejningspunkt. Alt lige fra Moby Dick; Hemingways’ Den gamle mand og havet; og på sin vis også Jules Vernes’ ‘En verdensomsejling under havet’. 

To nyere skud på rælingen er: Carsten Jensens ‘Vi de druknede’, der er en vi-fortælling med afsæt i Marstal-sømændene og deres kampe til havs og på landjorden; og Patrick Ness ‘Og havet var vores himmel’ - en form for omvendt Moby Dick, hvor synsvinklen er hvalernes - og hvor monsteret er os, menneskene. Læs dem begge!

Storsatsninger på tværs af landet

Sammen med satsningerne på landets biblioteker får naturtemaet ekstra liv af, at DR i samme periode bringer dig et væld af nye naturformater på deres kanaler.

En ny naturportal - www.voresnatur.dk - samler en masse inspiration og naturoplevelser, som du kan gå på opdagelse i - ude i naturen på egen hånd.  

Tags
Materialer