Tag med bibliotekerne ud i naturen

I 2020 skal danskerne smage, opleve og gå på opdagelse i den vilde natur. I samarbejde med DR og Danmarks natur- og friluftsorganisationer viser landets biblioteker dig nye veje til det vilde og oversete i vores natur.

Hvor tager man hen, når byerne lukker og landet går i karantæne? Et oplagt svar kunne være: Naturen.

Gennem 2020 kan du hente meget mere af netop dén på dit lokale bibliotek. Her vil kampagnen 'Vores Natur' flytte både opfattelser og fødder ud i den natur, mange af os, tror vi kender.

Fem centrale naturtyper (skov, hav, sø og vandløb, det åbne land og naturen i byen) bliver omdrejningspunktet for myriader af oplevelser med det sjældne og oversete.

Tæt på - med afstand

Kampagnen løber både i foråret og efteråret med første del programsat i ugerne 16-20.

I alt deltager biblioteker fra 76 af landets kommuner i den landsdækkende indsats, hvor du bl.a. vil kunne opleve udstillinger, workshops, aktiviteter og tilbud. I skyggen af Corona har meget af det planlagte fået kreative og digitale afpudsninger, så det også er tilgængeligt under et åbningsforbud.

På Rudersdal Bibliotekerne havde vi naturligvis ikke tænkt på Corona, da vi sagde ja til at deltage i naturkampagnen. Men i bagklogskabens lys er det oplagt, at vi bringer danskerne tæt på dén natur, der nu gør det muligt både at holde afstand til hinanden - og som kan give os et velfortjent afbræk fra hjemme- og isolationskuller.

Samtidig har mange af os fået mere tid til fordybelse og perspektiv. Her er kampagnen et oplagt sted at begynde. For i kraft af bl.a. bibliotekernes lyd- og eBøger, er der masser du kan hente ned derhjemme, når du forbereder turen. Eller tage med ud, mens du er på farten.

Et sprog vi ikke længere taler

Mange af kampagnens tilbud handler om at give danskerne perspektiv og folde naturen ud i alle dens nuancer.

Her er et selvstændigt indsatsområde sproget. For mange af os besidder simpelthen ikke de ord, som kan lokke alle detaljerne frem fra omgivelser; dem, som ligger gemt i navnene på dyrearter, i planteriget, landskaberne og i årstidscyklusserne omkring os.

Med i picnickurv og vandrerbylten håber bibliotekerne at kunne give dig en god omgang viden og litteratur, der netop kan sætte begreber og ord på den verden, der gemmer sig bag træer, i søer, ved kyster og ved vandløb.

Både i forårs- og efterårsfarver

Selve 'Vores natur' udspringer af et samarbejde mellem bibliotekerne, DR og landets friluft- og naturorganisationer.

På DR's sendeflader får bibliotekernes tilbud følgeskab af overdådige natursatsninger, mens landets natur- og friluftsorganisationerne træder til med konkurrencer - og fra slutningen af maj en kavalkade af friluftsaktiviteter, som derefter vil kunne findes på voresnatur.dk.

Til september vil naturkampagnen så igen dukke op iført efterårsfarver. I denne del af kampagnen vil der i højere grad vil være fokus på naturen set i forhold til emner som rewilding, biodiversitet og bæredygtighed.

Følg med på hjemmesiden og vores sociale medier.