Logo: Spil dansk ugen
Logo: Spil dansk ugen

Spil Dansk Ugen

30.10.18
På biblioteket kan du låne cd'er med dansk musik og få adgang til baser med nyheder, anmeldelser og koncerter.

Spil Dansk Ugen er Danmarks største musikbegivenhed, som samler hele musiklivet: fra små amatørbands til de førende rocknavne, og fra lokale sangkor til landets bedste klassiske musikere. Alle musikudøvere i Danmark er med til at markere Spil Dansk Ugen, som i år finder sted i perioden 29.10.-4.11. 

I hele ugen er den danske musik i højsædet overalt i landet: på skoler, i kirker, på biblioteker, på spillesteder, osv. DR´s radiokanaler har specielt fokus på dansk musik i hele ugen, og overalt i landet vil du kunne møde et Spil Dansk-arrangement i din nærhed.

Spil Dansk har eksisteret siden 2001 og har i alle årene været med til at fremme og styrke den danske musik. Dansk musik er vel ikke direkte udryddelsestruet, men kan alligevel godt have behov for den saltvandsindsprøjtning og den fest for musikken, som Spil Dansk præsenterer hvert år med Spil Dansk Ugen. 
Læs mere på hjemmesiden spildansk.dk.

På Rudersdal Bibliotekerne støtter vi op om Spil Dansk Ugen med udlån af alle former for dansk musik samt via adgang til en række baser med formidling af bl.a. dansk musik, f.eks. BibZoom med nyheder og anmeldelser fra landets musikbiblioteker. Baserne Medici.tv formidler internationale koncerter fra store koncerthuse, og Qello Stingray rummer verdens største samling af koncerter og musikdokumentarer – heraf dog kun et fåtal af dansk oprindelse.

Tags