Tysk flag malet på væg
Tysk flag malet på væg

Nye tyske stemmer

Af Anonym (ikke efterprøvet)
08.11.17
I anledning af årsdagen for nedrivningen af Berlinmuren sætter vi fokus på nye tyske litterære tendenser.

Oprindeligt skrevet af Anne Birgitte Hundahl, Litteratursiden.dk

Valget i Tyskland er overstået og et tilstrækkeligt stort antal vælgere var "voll muttiviert" til at give Merkel fire år mere i kanslerstolen. En undersøgelse foretaget af Pew Research Center i sommeren 2017 viste, at Angela Merkel som leder af Tyskland har større global opbakning end den amerikanske, kinesiske og russiske leder. Sat lidt på spidsen kan man sige, at vi nu står i den paradoksale historiske situation, at Tyskland er den nye leder af den frie verden.

Den tyske litteratur i Danmark

Mange kender nok de store klassiske forfattere som Thomas Mann, Günther Grass, Hermann Hesse, Bertolt Brecht og Siegfried Lenz. I nyere tid er også Herta Müller, Uwe Tellkamp, Daniel Kehlmann, Clemens Meyer og Judith Hermann braget igennem på den litterære scene, men kender du også navne som Ilija Trojanow, Jenny Erpenbeck, Unica Zürn og Thomas Hettche?

Tysk litteratur er altså bare Spitzenklasse, og de nye stemmer har i høj grad noget på hjerte. 

 Kruso af Lutz Seiler
 Blodbrødre af Ernst Haffner
 Jægere i natten af Oliver Bottini

Det verdensvendte

Tysk samtidslitteratur har den seneste tid været inde i en rivende udvikling, og det kan være svært at overskue, hvad der sker på det litterære felt. Moritz Schramm, der er lektor på SDU, hjælper os med at få overblik over det litterære felt i Tyskland. Helt generelt nævner han, at en generel trend er, at den nye tyske samtidslitteratur er massivt rettet mod verden og afsøger mange af de globale problemstillinger og udfordringer med vidt forskellige æstetiske greb og tematiske tilgange. Moritz peger på især tre hovedtendenser, nemlig blikket på historien, beskrivelser af samtiden og erfaringerne med krig, flugt og migration.

Læs mere i artiklen Med pulsen på tiden – bemærkninger om den lyslevende tyske samtidslitteratur.

Tendenser

Vi har også talt med lederen af biblioteket på Goethe Instituttet, Mareike Wittler, der bekræfter de tendenser, som Moritz Schramm påpeger. Hun fortæller ligeledes, at bogmarkedet i Tyskland er mere mangfoldigt end nogensinde – og nævner, at man ser en slags trend mod det mod det autentiske, den nøjagtige research og nøje kendskab til det der beskrives. Den politiske drejning mod højre og stigende afstandtagen til flygtninge og indvandrere, som bl.a. valgresultatet viser, ses tydeligt i litteraturen. Bl.a. i form af ret autentiske beskrivelser af forhold i politik og samfund, som flygtningekrisen.

Eksempler herpå er bl.a. Jenny Erpendecks roman Går, gik, gået om pensionisten Richards dybe engagement i en gruppe flygtninges liv, der både kommer omkring medmenneskelighed, europæisk kulturhistorie og det gode eksempel. Eller Ilija Trojanows roman Magt og modstand, der er resultatet af mange års research og et forsøg på at gøre op med det socialistiske styre i Bulgarien. Et par bøger, der følger tendenserne men endnu ikke er udkommet på dansk, er 'Widerfahr' af Bobo Kirchhoff, der modtog Deutscher Buchpreis i 2016, og udkommer på dansk sommeren 2018. Juli Zeh, der allerede er kendt i Danmark, har skrevet 'Unterleuten', der belyser samtlige problemer i det tyske samfund, særligt den stærkt voksende afstand mellem forskellige positioner i samfundet. Romanen skulle gerne komme på dansk i løbet af 2018.

Lån relevante materialer

Materialer