Middelalderen i litteraturen

12.03.21
Læs med, og bliv klogere på middelalderromanen og dens historiske udvikling, fra ridderromantik over storladne slægtsromaner til postmoderne drillesyge.

Middelalderen har givet stof til en mængde litteratur, ofte med høj underholdningsværdi, men også en række klassikere.

I romantikken kom middelalderen på mode inden for kunst og litteratur, og herfra stammer en stor del af nutidens stereotype syn på middelalderens mennesker som riddere i rustning og skønne jomfruer. Men middelalderen var naturligvis mere end det, og siden romantikken har den historiske roman også ændret sig i takt med det omgivende samfund.

Walter Scott: 'Ivanhoe' (1819)

Walter Scott var egentlig uddannet jurist, men han interesserede sig så meget for litteratur, at han sideløbende med den akademiske karriere blev én af tidens mest populære forfattere.

Scott startede som folkemindesamler og udgav med værket 'Minstrelsy of the Scottish Border' et hovedværk i europæisk balladeforskning. Digtene foregik ofte i middelalderen og blev et stort hit – men da Lord Byron blev inspireret til at skrive i samme genre og blev endnu mere populær end Scott selv, besluttede han at gå over til prosa. Det blev starten på den række af historiske romaner, som kom til at sikre Walter Scott udødelighed. 
 

Ivanhoe

Den mest berømte af Scotts romaner var 'Ivanhoe', hvor korstogsridderen Ivanhoe er vendt hjem efter korstoget, hvor han har kæmpet på normanneren Richard Løvehjertes side. Det har gjort hans saksiske far så vred, at han har gjort sønnen arveløs. Så Ivanhoe må både kæmpe for at formilde sin far, kæmpe i ridderturneringer for at vinde den skønne Rowena, og kæmpe for at redde den lige så skønne jødinde, Rebecca, fra at blive brændt på bålet som heks. 

Walter Scott opfandt ikke den historiske roman, men han gjorde i den grad genren til sin, og det blev ham, der inspirerede en lang række europæiske forfattere, lige fra Dickens til George Eliot – og i Danmark H.C. Andersen, Steen Steensen Blicher og B.S. Ingemann.

Lån 'Ivanhoe' på bibliotek.dk

B.S. Ingemann: 'Valdemar Sejr' (1826) 

I begyndelsen af 1800-tallet var B.S. Ingemann ansat som lærer på Sorø Akademi, hvor han ikke var voldsomt populær. Men da han begyndte at skrive sine historiske romaner, ændrede det sig brat, og han kravlede med ét slag højt op på popularitetskurven i den brede danske befolkning. Især Valdemar Sejr blev et hit og læst af stort set alle.

Ingemanns sigte var at underholde, og han tog det ikke så nøje med de historiske detaljer. Så resultatet er en række voldsomt medrivende romaner om Danmarks blodige fortid.

Maleri af C.E. Andersen: Valdemar den unges død

I 'Valdemar Sejr' følger vi drengen Carl, der får arbejde som nattevagt ved Sorø Kirke. Her møder han Absalons spøgelse, og via ham får vi hele Valdemar Sejrs historie, kredsende om det svære kærlighedsvalg, der står mellem den lyse Dagmar og Den mørke Bengerd (Berengaria). 
 

Modtagelsen af romanen var ikke den bedste, bl.a. fordi Ingemann fik kritik for at efterligne Walter Scott for meget. Men læserne var ligeglade – og har været det lige siden. 

Lån 'Valdemar Sejr' på bibliotek.dk

Thit Jensen: 'En kærlighedshistorie' – 4 romaner om Valdemar Atterdag (1940)

Thit Jensen var kvindesagsforkæmper, debattør og forfatter. Som søster til nobelpristageren Johannes V. Jensen, var hun litterær underdog, men for læserne var det af mindre betydning, og på højdepunktet i 1930’erne var hun Danmarks mest læste forfatter. Og Thit Jensens genre var den historiske roman. 

Hendes store romanværk om Valdemar Atterdag handler om kongens regeringstid, hvor han i 1340 overtager et gældsat rige. Men med sin trofaste dronning Helvig ved sin side lykkes det ham at forene det splittede land og bliver belønnet med sit berømte tilnavn.

Serien om Valdemar Atterdag er en del af Thit Jensens romanprojekt ''Himmerlands Nitakkede Krone'', som fortæller om Danmark fra omkring år 900 til slutningen af 1500-tallet. Udover denne serie består projektet bl.a. af romanerne 'Stygge Krumpen', 'Jørgen Lykke' og 'Prins Nilaus af Danmark'. 

Ebbe Kløvedal Reichs Danmarkskrønike 

En af de største danske forfattere inden for den historiske genre er Ebbe Kløvedal Reich. Reich tog arven op fra B.S. Ingemann og besluttede sig for at skrive intet mindre end hele Danmarks historie i 40 fortællinger. Det blev til de tre romaner 'De første', 'Ploven og de to sværd' og 'Den bærende magt', hvoraf det andet bind bl.a. omhandler Danmarks middelalder. 

Her møder vi Reichs forgænger Saxo samt konger og fine folk, men også helt almindelige mennesker – titlens "plov" og "to sværd" henviser netop til kirken, kongen og bonden. I Ebbe Kløvedal Reichs vision er alle lige vigtige for historiens gang, og den gennemgående fortælling er dannelsen af et land, hvor få har for meget og færre for lidt, og hvor frihed og velfærd hersker. 

Bestil Ebbe Kløvedal Reichs danmarksfortællinger på bibliotek.dk

Sigrid Undset: 'Kristin Lavransdatter' (1920-22) 

Den norske nobelpristager Sigrid Undset var ikke glad for sin samtid, særligt kvindebevægelsen og dens forsøg på at skabe ligestilling mellem kønnene. For det fører ikke noget godt med sig, ifølge Undset. I stedet skal kvinden underlægge sig manden i ægteskabet – som man gjorde det i tidligere tider.

For Sigrid Undset var middelalderen den ideelle tidsalder. Her var der ingen tvivl om rollefordelingen; alle kendte deres plads, og mennesker kunne udfolde sig frit inden for rammerne.

'Kristin Lavransdatter' er en kærlighedshistorie i 3 bind, som foregår i Norge i begyndelsen af det 13. århundrede. Kristin er datter af en storbonde og er sin fars øjesten, men hun er også en viljestærk ung dame, som vælger kærligheden frem for faders vilje. Hun får sin udkårne, men får samtidig udfordringer i ægteskabet, hvor hun får syv sønner. Manden går i krig og søsætter politiske projekter, som sætter slægtens fremtid på spil, mens Kristin holder sammen på hjemmet – en opgave, der kræver sin kvinde! Med Den sorte døds komme i slutningen af romanværket går de kendte strukturer i opløsning, og samfundet falder fra hinanden. 

Umberto Eco: 'Rosens navn' (1980) 

'Rosens navn' foregår over en uge i et italiensk munkekloster i året 1327, hvor der forekommer en række mystiske mord. Så William af Baskerville og hans unge hjælper Adso tilkaldes for at opklare mordene. William er en Sherlock Holmes i munkekutte – blandet med middelalderlogikeren William af Ockham. Men de to detektiver tænker, som middelaldermennesker må have tænkt, og mordet opklares ud fra samtidens viden og tankegang. Til gengæld adskiller de sig fra de øvrige munke ved at tænke logisk og deducere sig frem til forklaringer, i stedet for at give sig af med religiøse årsagssammenhænge.

'Rosens navn' introducerede en helt ny måde at skrive historiske romaner. Umberto Eco nøjes ikke med at fortælle historien om mordmysteriet i munkeklostret, men blander kendsgerninger med digt. Derudover bliver der fortalt fra skæve synsvinkler, som ikke er helt i overensstemmelse med, hvad vi læser om i de gængse historiebøger. Det er navnlig fortællinger, der forsyner historien med vorter, væskende sår, smålighed, personlige laster og besættelser - alt det, som normalt ikke optræder i historiske tekster. 

Det postmoderne kommer til udtryk i de mange drillesyge referencer og spor, der lægges ud i romanen, som navnet Adso, som er navnet på en berømt middelalderforfatter, ligesom mange af munkene er modelleret over Ecos samtidige forfattere, som f.eks. Jorge Luis Borges, den blinde argentiner, som også var direktør for nationalbiblioteket i Buenos Aires.

Når Umberto Eco har et så overlegent greb om sit stof, skylde det, at han, ved siden af sit skønlitterære forfatterskab, var professor og specialist i semiotik og middelalderfilosofi ved universitetet i Bologna – og begge specialer bringer han i spil i 'Rosens navn'. Og i den nye udgave fra 2016 er forordet skrevet af ingen ringere end Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Hvad kunne være mere passende?

José Saramago: 'Historien om Lissabons belejring' (1991)  

En anden litterær drillepind er den portugisiske nobelpristager José Saramago. I romanen 'Historien om Lissabons belejring' lader han halvdelen af handlingen foregå i 1100-tallet, og den anden halvdel i nutiden i selskab med en korrekturlæser. 

Ligesom Umberto Eco sætter Saramago spørgsmålstegn ved de ”vedtagne” udlægninger af historien som de eneste rigtige. For kan der være flere sandheder? Og kan vi overhovedet stole på de versioner, der er overleveret? Det er nogle af de spørgsmål, der går korrekturlæseren på – og i irritation får han lyst til at vende hele historien på hovedet. Helt konkret ved elegant at tilføje det lille ord ”ikke” i sætningen, der beskriver, hvordan korsfarerne hjælper med at befri Lissabon fra den muslimske belejring, så der kommer til at stå, at de IKKE vil deltage. 

Bogforside: Historien om Lissabons belejring

Ligesom Umberto Eco sætter Saramago spørgsmålstegn ved de ”vedtagne” udlægninger af historien som de eneste rigtige. For kan der være flere sandheder? Og kan vi overhovedet stole på de versioner, der er overleveret? Det er nogle af de spørgsmål, der går korrekturlæseren på – og i irritation får han lyst til at vende hele historien på hovedet. Helt konkret ved elegant at tilføje det lille ord ”ikke” i sætningen, der beskriver, hvordan korsfarerne hjælper med at befri Lissabon fra den muslimske belejring, så der kommer til at stå, at de IKKE vil deltage. 

Da fejlen opdages, bliver korrekturlæseren korrigeret, men samtidig forelsker han sig i sin nye chef, og han begynder at blande fiktion og virkelighed og digter sin egen kærlighedshistorie ind i den middelalderlige, han samtidig skriver på. 

Saramago giver virkelig læseren noget at tænke over, og især en portugisisk læser, for det var med Lissabons befrielse fra den muslimske besættelse, at Portugal blev sit eget land, og befrieren var ingen ringere end Portugals første konge, Afonso Henriques.

Bestil 'Historien om Lissabons belejring' på bibliotek.dk

Hanne Marie Svendsen: 'Unn fra Stjernestene' (2003) 

'Unn fra Stjernestene' foregår i Grønland i det 14. århundrede, da der endnu var nordboer i landet. Livet starter brutalt for den lille Unn, hvis forældre bliver hugget ned af stimænd hjemme på gården, så hun vokser op på et kloster sammen med sin fostersøster. Ingebjørg er Unns modsætning; hvor Ingebjørg er yndig og dydig, er Unn det modsatte. Unn lever ikke op til tidens kvindeidealer, og mens Ingebjørg bliver gift, er Unn en søgende sjæl, som er mere optaget af livets store spørgsmål, religion vs. videnskab.

Hanne Marie Svendsens roman er en stor og uforglemmelig læseoplevelse, som gør middelalderens Grønland spillevende for sin læser – man glemmer aldrig siden, hvordan køerne om foråret må bæres ud på græs, fordi de er for afkræftede til at gå selv. 'Unn fra Stjernestene' er fortællingen om en stærk og normbrydende kvinde og samtidig en moderne kolonikritik, hvor sammenstødet mellem kristendommen og inuitternes åndeverden spiller en afgørende rolle, og Unn bliver legemliggørelsen af selve kampen mellem de to.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: 'Hildegard I + II' (2011) 

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er en af Danmarks mest anerkendte forfattere, og samtidig er hun stærkt optaget af historien, særligt middelalderen. Hendes store folkelige gennembrud kom med romanerne om Hildegard af Bingen, den fascinerende lægekyndige nonne, komponist og forfatter, som levede i 1100-tallets Tyskland. Hildegard er beskrevet i kilderne, og hendes særegne musik er indspillet på CD, men det var de to romaner, der gjorde hende kendt i bredere kredse. 

Hildegard får sit første syn som tre-årig, og det fortsætter livet igennem, at hun er i stand til at forudse begivenheder. Derfor besluttes det, at hun skal optages i et kloster, og allerede som 8-årig begynder forberedelserne til det strenge klosterliv. Hildegard savner klart nok sine forældre, men da hun lærer munken Volmar at kende, knytter hun sig stærkt til ham og får interesse for lægekunst og for at pleje syge mennesker. 

Troen spiller en central rolle i romanen, hvor synd og skam nager Hildegard i evig konflikt med hendes personlige følelser og behov for at knytte bånd til andre mennesker. Hildegard er et kreativt og åndeligt menneske, der bruger sin spiritualitet til at skabe kunst. Og hendes idéer om sygdomsbehandling er nyskabende og derfor mistænkelige i omgivelsernes øjne. 

I bind 2 grundlægger Hildegard sit eget kloster og cementerer sin position i tidens klostersamfund. Igen følger vi hendes indre kampe mellem egne ønsker og Guds vilje og hendes kamp for kvinders rettigheder, ligesom vi også får indblik i de øvrige karakterers livsanskuelser. Alt sammen er det med til at give et indblik i den middelalderlige tankeverden og de problemer, mennesker kæmpede med. 

Harald Voetmann: 'Syner og fristelser' (2015) 

Othlo af St. Emmeran er benediktinermunk i et kloster i 1100-tallets Sydtyskland. I romanens første kapitel falder han omkuld under måltidet og vælter samtidig karret med vælling ned over sig. Vællingen trænger ind i hans svælg og næsebor og forhindrer ham i at trække vejret. Så ordensbrødrene må hjælpe han over i sygesalen, hvor han bliver anbragt. 

Othlo svæver ind og ud af bevidstheden, og i hans febervildelse kommer han på tur gennem både himmel og helvede i selskab med en følgesvend – præcis som Dante i Den guddommelige komedie. 

Harald Voetmann har taget grunduddannelsen i latin på Københavns Universitet, hvilket tydeligt afspejles i hans forfatterskab, hvor både den antikke verden og dens tankegods gennemsyrer værkerne. I 'Syner og fristelser' bliver vi læsere på vanlig voetmansk vis taget med fra det høje til det lave med en helt særlig forkærlighed for det latrinære med enorme mængder af lort, sæd og andre kropsvæsker, som næsten drukner læseren sammen med den stakkels Othlo.

Kan du godt lide store, kulørte romanserier, hvor underholdningen er i top? Så er der læsestof til mange timer i disse serier: