Tegning: Mickey Mouse
Tegning: Mickey Mouse

Mickey Mouse fylder 90 år

15.11.18
D. 18. november 2018 fylder verdens kendteste mus 90 år, og i den anledning sætter Disney & Co. alle sejl til for at fejre den runde fødselsdag.

Datoen d. 18. november hænger sammen med, at tegnefilmen ”Steamboat Willie”, hvori Mickey Mouse gør sin første entré, havde offentlig premiere denne dato. Filmen var instrueret af Walt Disney og Ub Iwerks i fællesskab og blev startskuddet til en sejrsgang næsten uden lige inden for populærkulturen.

I hælene på filmene med Mickey (som faktisk oprindelig skulle have heddet Mortimer) fulgte en række merchandise-produkter, og i 1930 blev figuren overført til tegneserieform. Siden rullede lavinen, så Mickey i dag er så kendt og populær som nogensinde, og der findes næppe det barn (eller den voksne) i den vestlige verden, som ikke straks kan genkende musen på dens ikoniske udseende.

Mickey har ændret udseende talrige gange i løbet af sin 90-årige tilværelse – bl.a. er de store runde ører blevet både større og rundere med årene - men den grundlæggende statur har han beholdt, og det er den, vi stadig kan møde i det ugentlige Anders And-blad.

I forbindelse med 90-året for figurens fødsel har Disney- koncernen en stribe arrangementer og udgivelsesaktiviteter på programmet. Flere af de ca. 30 fødselsdagsudgivelser vil også nå frem til vores breddegrader i løbet af efteråret, så der er noget at se frem til for både store og små.

I anledning af den celebre fødselsdag viser Holte Bibliotek en montreudstilling med en stribe merchandise-produkter med relation til den kække mus. Desuden rummer udstillingen eksempler på andre kunstneres brug af Mickey Mouse i deres værker, ikke mindst Andy Warhols fine serie af Mickey Mouse-portrætter (dog ikke de originale litografier).

Læs mere om Mickey Mouse´s runde fødselsdag på hjemmesiden The Walt Disney Company. Eller lån en Mickey Mouse-film eller en af bibliotekets bøger med Mickey Mouse-historier, næste gang du besøger dit lokale bibliotek.

 

  

Materialer