Pige læser bog
Pige læser bog

Knæk læsekoden

Få gode råd, tips og metoder til at hjælpe dit barn med at knække læsekoden.

At lære at læse er faktisk ikke helt enkelt. For nybegyndere er læsning noget, der kræver en hel del øvelse. Det kræver meget tålmodighed fra barnets side, og det kræver mindst lige så meget tålmodighed fra forældrerens side.

Det er vigtigt, at de små nybegyndere får øvet deres læsning, så de kan udvikle strategier til at kunne læse mange forskellige ord; de vil nemlig møde nye ord igennem hele deres skoletid. Men dette kræver fra starten bestemte forudsætninger. Som oftest taler man om tre vigtige forudsætninger, som barnet gerne skal have med i rygsækken:

- Barnet har kendskab til alfabetet.
- Barnet er bevidst om sproglyde altså et ords lydlige opbygning, og kan forholde sig til rim. Hvad rimer på ko? So!
- Barnet har et bredt ordkendskab.

Det er vigtigt at pointere, at der findes forskellige retninger, når det kommer til børn og læsning. Nedenstående er ét bud.

At øve læsningen sammen
Lektor Louise Rønberg fra UCC anbefaler denne strategi for forældre, når de øver læsning med deres barn. Metoden hedder ”Vent-Støt-Anerkend” og hjælper forælderen i at støtte barnet, når hun/han snubler over et ord.

Barnet sidder med en bog og læser højt, og forælderen sidder ved siden af. Det er vigtigt, at barnet får feedback på læsningen. Barnet får meget mere ud af øvelsen, når hun/han får feedback fra en forælder/læsemakker.

Vent – Støt – Anerkend
Vent – Vent til barnet har læst sætningen færdig. Vent, så barnet får en chance for at rette sig selv eller selv spørger om hjælp.

Støt – Hvis nedenstående (1,2,3) slags ”støtte” ikke hjælper, så giv ordet (4)

1. Peg på ordet, der var galt. Hov, prøv at læse ordet igen. Sig fx: Hvilken lyd/hvilke lyde begynder ordet med?

2. Læg hånden over noget af ordet, fx en stavelse ad gangen. Kan du se, hvad der står nu?

3. Hov prøv lige at lytte til, hvad du læste. Gav det nogen mening? Prøv at læse det igen.

4. Fortæl barnet, hvad der står.

Anerkend – Anerkend barnets forsøg. Skab en rar stemning, hvor det er ok at være i gang med at øve sig. Afstem dig efter barnet. (Rønberg, Louise, UCC)

TIP:
En god metode til at læse sammen kunne være følgende: Læs 20 minutter derhjemme, hvor barnet på 7 år læser højt i 8 minutter af ”Bo” og forældre efterfølgende læser højt i 12 minutter i en mere spændende børnebog.

Den gode start med lydrette bøger
Tekster med mange lydrette ord og mange gentagelser i begyndelsen er meget gode for nybegyndere. På biblioteket kan du og dit barn låne mange forskellige lydrette bøger og dernæst bevæge jer længere op i sværhedsgraden. Lydrette bøger er udviklet til at hjælpe barnet i den første læsetræning.

Lydrette bøger er kendetegnede ved at indeholde ord, der er lydrette. Det vil sige ord, hvor der er direkte overensstemmelse mellem bogstav og lyd. Desuden indeholder bøgerne ord med enkelte stavelser. Disse bøger er illustreret med fine tegninger, så historien bliver foldet mere ud. De er perfekte til den første læsning.

Og husk – højtlæsning af en god bog er stadig guld værd for barnet. Det er både lærerigt og hyggeligt, så fortsæt endelig med det! 

Materialer