Highlights fra Louisiana Literature 2019

05.09.19
En dag i litteraturens verden - Læs her, hvad Bibliotekar Preben Hindberg oplevede på Louisiana Literature, der løb af stablen 23. august 2019

Robert Crumb

Så er deres udsendte litteraturformidler på plads på Parkscenen til Louisiana literature, og i så god tid at jeg, som en uventet bonus, kommer til at opleve Robert Crump (RC) og hans kone Aline Kominsky-Crumb (AKC). Moderator Christian Monggaard (CM), filmredaktør på Information, lægger ud med at tilstå at det ikke lige var RC han læste på sit barndoms bibliotek i Silkeborg, og selv er jeg flasket op med TinTin, Asterix, Blueberry m.fl. så det var med en frydefuld forventning at jeg kunne lytte til RC. Han fortalte at han er vokset op på en katolsk kostskole, hvor han allerede som 6-årig blev påduttet en masse skyld af nonnerne. Årsag: han var en dreng! Han mener selv det har påvirket ham til som tegner, helt bevidst, at dyrke det politisk ukorrekte. I hvert fald ukorrekt i USA. RC blev således overrasket over at hans tegneseriehæfter frit kunne lånes på såvel folke- som skolebiblioteker i Danmark allerede i starten af firserne. Selv i dag modtager han absurd mange nasty mails og bliver svinet til på sociale medier. RC mener selv det er vildt overdrevet i betragtning af at der er tale om streger på et stykke papir. Det var en fornøjelse at opleve en meget underspillet, lun og humoristisk 76-årig RC. Han tog det i stiv arm da CM fortalte at Crumb er ansvarlig for hvordan CM’s liv er blevet.


Aline Kominsky-Crumb

Aline Kominsky-Crumb (AKC) var den næste på scenen, hvor hun i samtale med Ditte Giese, tidligere kulturjournalist på Politiken, lagde ud med at berette om sin opvækst i et jødisk New Yorkerhjem. Her var der megen humor og storytelling, og hvis du ville gøre dig gældende, gjaldt det om at råbe højere end de andre. Samtidig var der også megen skyld/syndighed i hjemmet, og først i 60erne, hvor verden blev vendt på hovedet og alt kunne lade sige, kunne AKC lægge det bag sig og føle sig fri. Så meget at det påvirkede hendes måde at tegne på. Hun brugte fra starten en meget direkte stil og var fuldstændig ligeglad med hvordan det blev modtaget. AKC var yogalærer i 25 år, og var ikke afhængig af indtægter fra sine tegninger/historier. Det faktum kan have påvirket hende til at beskrive verden som hun ser den, med vægt på at være ærlig og udstille det grimme. Til gengæld mener hun ikke at det vil være muligt at skrive og tegne sådan i dagens USA. Både pga den ulidelige politiske korrekthed og fordi hun er blevet bedstemor. Hun mener selv at mange nye kunstnere er langt mere modige end hun selv har været. Men bornetheden i USA rammer stadig AKC. Det sker pga hendes beskrivelse af første gangs sex. Mange piger/kvinder tolker det som en voldtægtsscene. Selv mener AKC ikke der er noget der er så intimt at hun ikke vil beskrive det. Hun finder det også hyklerisk at blive kaldt pioner, samtidig med hun bliver kaldt pervers, og det der er værre. Da hun blev gift med Robert Crumb i 1978, gik der ikke lang tid før hun blev kaldt tegneserietegneres svar på Yoko Ono. AKC mener ikke selv det har påvirket hendes stil, og lægger mere vægt på at RC har støttet hende i alle årene. Kunst kan/skal stå alene, adskilt fra kunstneren, uanset om vedkommende kunstner er pervers eller andet! AKC tror ikke vi ville se mange film, eller læse mange bøger, hvis vi skulle tage hensyn til kunstnernes moral.

Per Petterson

Den norske forfatter, Per Petterson (PP), har inspireret vores egen Helle Helle, og hun har skrevet sådan om ham i festivalkataloget: ”Per Petterson har spillet en stor rolle for den nordiske litteratur […] Hans historier handler om det allerstørste uden at nævne det med ord. Hans sprog er meget cool og usentimentalt, og alligevel kommer man næsten altid til at græde, når man læser hans romaner”. Den anbefaling lagde sig nydeligt op ad mine egne forventninger, så jeg var helt klar da Tore Leifer (TL) fra Kulturen på P1, indledte deres samtale. De tog udgangspunkt i PP’s nyeste roman ”Mænd i min situation.” 1992 var et dårligt år for Arvid Jansen, PP’s alter ego gennem flere romaner, eller: min stuntman som PP ynder at benævne hovedpersonen gennem en række bøger. Pointen var i alle tilfælde, at han selv var skyld i det. Her gik PP ud af en tangent og fortalte om et forfatterarrangement i Trondhjem. Her spurgte en kvindelig tilhører ”Hvad skal vi gøre med disse mænd” PP svarede ”det ved jeg ikke” hvortil tilhøreren replicerede (med eftertryk) ”Jo du gør” Romanen starter med at telefonen ringer en søndag morgen i september 1992 kl 7, og det er Arvid Jansens ex-kone der er i røret. Her kom der endnu en refleksion fra forfatterens side. Han konstaterede at hans forældre aldrig skulle have været gift, årsag: mangel på følelser, men som han tørt konstaterede: så er det jo ikke sikkert at vi havde fået alle disse bøger om Jansen. Apropos bøgerne om Jansen, så varierer det fra roman til roman, hvor mange søstre eller brødre Jansen har, og antallet af hans døtre er også flydende. PP berettede også at det er de første sætninger i en roman der afgør om bogen kommer til at handle om Arvid Jansen – han kan mærke det på formen og indholdet af sætningerne. Denne mangel på struktur eller viden om hvad romanerne skal handle om på forhånd, ved PP ikke rigtigt hvad han skal mene om. Han nøjes med at konstatere om megen forhåndsviden: ”Hvis jeg ved hvad romanen handler om, er der jo ikke nogen grund til at skrive den”. PP skriver ”dystre” og ”tunge” bøger, og den sidste er ”..på vej mod bunden, men slutter oppe.” Det er meget hurtigt tydeligt at humoren ligger under det hele hos PP, og i samtalen med TT får vi tilhørere rørt lattermusklerne rigeligt. ”Mænd i min situation” er både titel, men også styrende for romanen, og et eksempel på hvad han mener med det, er en scene fra bogen, hvor en kvindelig tilhører er gået med Jansen hjem og vil ”..give sig hen til ham.” Det kan Jansen imidlertid ikke tage imod, og sådan er det hele vejen. PP hader research, og han blev f.ex overrasket over at hans internationale gennembrud ”Ud og stjæle heste” viste sig at handle om anden verdenskrig. PP runder af med at konstatere: (lagt i munden på Jansen) man skal læse, altid.

Tomas Espedal

Jeg stiftede først bekendtskab med Tomas Espedal (TE) for fire år siden, da jeg til en bookwalk, arrangeret af litteraturformidler Christine Fur Fischer fra Gentofte bibliotekerne, gik tur i Øregårdsparken, og undervejs, af Christine, fik nogle fine nedslag i bogen ”Gå”. Fredag kunne han opleves på Parkscenen i samtale med Kasper Bech Dyg (KBD), og TE lagde hårdt ud: han har været til Louisiana literature otte gange, de seks som inviteret til at deltage og de 2 som gæst. De sidste 2 var bedst. TE’s seneste bog ”Elsken” dannede grundlag for samtalen med KBD, og i romanen er ”jeg” hovedperson. Jeg undersøger hvordan jeg kan dø, og spørger undervejs: hvorfor? Tanken om at dø finder 57-årige TE helt naturlig, men hans børn og venner vil ikke høre om det. Men det har været en befrielse for forfatteren at beskæftige sig med/skrive om. Som han siger ”jeg har ikke været til læge i 17 år, så derfor må jeg være syg”, og så fremhæver han alle de positive ting der bliver tydelige i en sådan situation. Naturen bliver smuk igen, og han ser andre mennesker i et nyt lys. Forelskelse kan også have spillet en rolle, erkender han. Også Rainer Maria Rielkes gode død finder TE det relevant at fremhæve (altså at bevidstheden om dødens realitet bør være bærende for digterværket) De eneste ting i livet vi ikke kan gentage, er døden, og herefter udbreder TE sig om emnet så latteren flere gange runger gennem teltet. Døden handler også om perspektiv, som når TE fortæller at han har udsigt til den smukke Askøy bro, og nyder den hver dag, mens hans datter, der bor på den anden side af broen, ser de unge mennesker der hopper ud fra broen og begår selvmord. ”Elsken” er afslutningen på et bogprojekt der har strakt sig over 20 år, et projekt hvor han har afprøvet forskellige måder at skrive på: essays, dagbøger, romaner, erindringer og i digtform. TE er blevet kritiseret for at komme for tæt på andre mennesker når han skriver, men selv mener han at vi ved alt om alle der hvor vi bor. Han var i en periode lærer på en forfatterskole i Bergen, og her gik han i dialog med eleverne. De skriver alle sammen bedre end han selv gør, og de mente at TE skiver for pænt! Derefter fik hans bøger kant, og indholdsmæssigt kom diskussionen om vores samtid med i hans bøger. Han finder det livsnødvendigt at vi læser, og det skal vi ikke gøre i sengen – her skal vi sove. TE fik også flettet ind i samtalen at det at gå eller være på vej, fylder i alle bøgerne – ikke kun i ”Gå”. I den aktuelle er det bevidstheden om at være på vej mod døden der er et centralt emne. Med den tilføjelse at man gerne må opleve noget undervejs.

Det er således med opløftet sind deres udsendte forlader Louisiana og drager sydpå – med tanker om skyld der er blevet vendt på hovedet, og udnyttet offensivt, og en forfatter der har skrevet en bog om døden, der handler om livet, og som betragter sit bogprojekt som færdigt. Kommer der så ikke flere bøger spørger KBD – ”der ligger en kraft i at svare på et sådant spørgsmål” slutter TE min dag i litteraturens verden.