Forever Young pressefoto © Golden Days PR

Golden Days Festival på biblioteket

10.09.20
Rudersdal Bibliotekerne byder igen velkommen til Golden Days Festival. Dette års tema er Forever Young, og du kan komme til klimadebat, vinylbanko og bogcaféer.

Idealiseret, foragtet og evigt eftertragtet. Således indleder dette års Golden Days Festival teamet Forever Young.

På Rudersdal Bibliotekerne er der rig mulighed for at dykke ned i forskellige grene af ungdommen. I litteraturens verden, er der masser af forskellige bøger, som både kan læses af voksne og deres børn. Særligt for mødre og døtre, er der rig mulighed for at dele en læseoplevelse. Det fortæller bibliotekarerne Signe Johansen Jørgensen og Julie Frost om, til deres bogcafé ”Mor og datter læser det samme”.

"Der er mange ungdomsbøger som egner sig godt til en fælles læseoplevelse. Vi kommer til at give nogle eksempler på forskellig litteratur, mor og datter kan få glæde af at læse – og vi ser frem til at lave en tøseaften, hvor man også får lidt at drikke og en lille snack", fortæller bibliotekar Signe Johansen Jørgensen.

11. september har du også mulighed for at føle dig Forever Young. Her kan du både prøve kræfter med vinylbanko med lækre præmier og komme til bogcafé om den svære overgang fra barn til voksen.

I litteraturen har den svære overgang altid fyldt meget, fordi det er noget alle mennesker gennemgår. Litteraturformidlerne Tine Fellenius Christensen og Julie Garde fortæller om forskellig litteratur og undersøger, om vi kan lære noget af litteraturen, når det kommer til den svære overgang.

Du kommer blandt andet til at høre om nye- og gamle klassikere, såsom Normale mennesker af Sally Rooney og Johan Wolfgang Goethes bog Wilhem Meisters læreår.

Udover bøgernes verden, afholder Rudersdal Bibliotekerne deres første Wake-up call under Golden Days. Konceptet er simpelt, du vågner op til en spand viden.

Klimaet kommer til debat, når et ekspertpanel, bestående af bl.a. Mikael Bellers Madsen fra Concito, diskuterer nutidens- og fremtidens klima og hvilken betydning det kommer til at have for de unge. For ungdommen i dag, handler det helt store spørgsmål om klima. Hvilken teknologi skal der til for at vi kan få klimaet på rette spor igen og hvordan kommer fremtiden til at se ud? Det er alt sammen noget vi kommer til at gå i dybden med, og debattere med de unge og vores kompetente debatpanel.

Arrangementet er offentlig tilgængeligt og klasser fra Birkerød- og Nærum Gymnasium er allerede inviteret.