Digital dannelse - hvad er det?

En miniguide til forældre i en digital tidsalder

Lad os til en start slå fast, at internettet er en fantastisk opfindelse med et væld af muligheder. Men samme internet og sociale medier rummer også en række udfordringer og problemstillinger, som kan være svære for såvel børn som voksne at manøvrere i. I den forbindelse taler man om udfordringer med den digitale dannelse. For mange forældre kan det være vanskeligt at guide ens barn i en tid, hvor skærme og forskellige medier fylder meget i de fleste børns liv. Det kan blandt andet skyldes, at man ikke selv er vokset op med nettet og de sociale medier og derfor ikke altid ved, hvordan man, som forælder, skal forholde sig til dem. Der opstår desuden hele tiden nye digitale trends, som kan være en fremmed verden for de voksne, og det kan derfor være rigtig svært at følge med.

Digital dannelse handler om at kunne begå sig socialt og etisk i den virtuelle virkelighed. Her er nogle tips til, hvad du kan tale med dit barn om:

Den gode tone på nettet er et væsentligt element i børns digitale dannelse. Det er derfor vigtigt, at du som forælder giver dit barn en forståelse af, at det altid skal sørge for at holde den gode tone, når det kommunikerer online. Tal derfor med dit barn om, at det skal opføre sig på samme måde over for andre på nettet, som det gør i den fysiske virkelighed.

Nettet husker evindeligt er en anden vigtig pointe du kan tale med dit barn om. Digital dannelse handler ikke kun om god digital adfærd, men ligeledes om at kunne anvende og forstå teknologien bag og om, hvordan oplysninger lagres. Du kan for eksermpel tale med dit barn om cookies og om, hvordan deres adfærd på nettet kan misbruges af andre.  

Den gode stil handler om at dit barn skal få en forståelse for at være kritisk i forhold, hvad det deler af billeder og private oplysninger, såsom CPR-numre og koder, med andre.

Generelt: Interessér dig for dit barns online-liv, spørg ind til, hvad de foretager sig og hvordan og ikke mindst hvorfor. Vær et godt forbillede - børn har brug for gode rollemodeller at spejle sig i, og dine egne mediervaner påvirker dit barn.  

Hvis du vil vide mere har vi her samlet en række relevante titler og henvisninger, der kan give konkret viden og redskaber til, hvordan du kan tale med dit barn om dets onlineliv og klæde dig på til at hjælpe dit barn til at blive digitalt dannet:

Forældreguiden ”Der er så meget forældre ikke forstår” er en målrettet guide til forældre til 7-12 årige. 

Center for Digital Pædagogik har i en blog samlet viden om gaming, sociale medier og anden relevant viden indenfor det digitale felt.

Medierådet har et tema om digital dannelse, herunder ”Sikkerhed og privatliv” og ”samvær og trivsel”.

Center for Digital Dannelse har udarbejdet et digitalt kompetencehjul, hvor man kan teste sit digitale kompetenceniveau.

 

Foto: To drenge med tablets
Foto: To drenge med tablets