Antikkens litteratur - Rom

29.12.21
Læs med, og få en introduktion til den antikke romerske litteratur, både skøn- og faglitteratur, fra storladne eposser om krig, kærlighed og gudernes straf til guddommelig poesi og stærk satire.

I antikken blev grunden lagt til den verden, vi kender i dag. Og da man samtidig udviklede et skriftsprog, har eftertiden arvet en guldgrube af tekster, som er blevet læst og tolket flittigt op gennem historien. Antikkens forfattere skrev såvel skøn- som faglitteratur, og de definerede genrerne, som vi stadig i dag benytter. 

Nedenstående liste indeholder de vigtigste romerske forfattere og deres værker. Der er både tale om fiktion som epik og lyrik, og faglitteratur som naturvidenskab og historieskrivning.

Epos

Vergil, egl. Publius Vergilius Varo (70-19 f. Kr.): 'Æneiden' 

'Æneiden' starter, hvor 'Iliaden' slutter. Helten Æneas er trojaner, men er heldig at slippe væk fra den erobrede by. Ligesom Odysseus kommer han ud på en eventyrlig og farlig færd, hvor han bl.a. har en tragisk affære med dronningen af Karthago, Dido. Dido forelsker sig i Æneas, og han gengælder hendes kærlighed, men bliver så af Jupiter mindet om, at han er udvalgt til at grundlægge Rom. Ved hans afgang begår Dido selvmord, mens Æneas fortsætter sin færd, og det lykkes ham efter forskellig modgang og indblanding af guderne, at komme i mål med sit forehavende.

I dag er det Homers eposer, ethvert barn kender og er fortrolig med. Men sådan har det ikke altid været; Homer blev først genopdaget i det 18. århundrede, og før det skete, var det Vergils 'Æneide', der var det ubestridte værk i genren. 

'Æneiden' er et propagandaværk, skrevet på opfordring af Octavian, den senere kejser Augustus, som skulle fungere som oprindelsesmyte om, hvordan det romerske imperium blev til. Romerne anså altså sig selv for via Æneas at nedstamme fra trojanerne, men ved at have grundlagt Rom og underlagt sig Grækenland, var rollerne endegyldigt blevet byttet om, og sejrherrerne fra Den Trojanske Krig var nu blevet taberne. Fra nu af var det romerne, ikke grækerne, der havde verdensherredømmet. Men når det har overlevet det romerske rige og i den grad sat sine spor i vestlig kultur, skyldes det, at det er så meget mere: 

Vergil fortolker historien, så den kommer til at få almen gyldighed på tværs af tid og sted; det bliver en fortælling om skæbnens magt og pligtens bud, om kampens gru og den mulige mening bag det onde, samtidig med, at han altid står på de tabendes side. 'Æneiden' har i århundreder været Vestens fælleseje med en forbindende kraft, som alene overgås af Biblen, og dets forfatter var hele vejen op gennem middelalderen, renæssancen og barokken, DIGTEREN.

Ovid, egl. Publius Ovidius Naso (43 f. Kr.-18 e. Kr.): 'Metamorfoser'

Publius Ovidius Naso eller bare Ovid blandt venner, (Naso betyder ”næse”), var den yngste af de store augustæiske digtere, efter Vergil og Horats. I modsætning til dem var han af velhavende familie, så han fik en god uddannelse i Rom, og det lå i kortene, at han skulle have en karriere som embedsmand i den nye stat, som Augustus var ved at bygge op efter sejren i borgerkrigene. Men litteraturen trak mere i ham, hvilket ikke huede hverken hans far eller kejseren. 

Ovid startede i den poetiske genre, med lette, elegante digte og fik sit store gennembrud med 'Ars Amatoria', eller 'Elskovskunsten', som gjorde ham både elsket og beundret i de bedre romerske kredse. Men lykken varede ikke ved; han havde allerede gjort sig upopulær hos kejseren ved at fravælge embedsstanden til fordel for forfattergerningen, men da skandalen ramte, og han blev beskyldt for umoral i sin digtning, gik det helt galt. Ovid blev forvist til Tomi ved Sortehavet, rigets yderste udkant . Men det fik ham ikke til at tie – nærmest tværtimod! Da han udgav sit hovedværk, 'Metamorfoser', var der da også hip til kejseren, som ikke faldt i god jord. Heldigvis var censur ikke en del af straffen, så bogen kunne udkomme og distribueres uden de store problemer – den blev bare ikke købt af de officielle biblioteker. 

Ovid står i den grad på skuldrene af dels Homer, dels Vergil, og det meste af 'Metamorfoserne' er gendigtninger af myter fra de to forgængeres værker. Men i modsætning til dem begynder han sin beretning helt fra verdens skabelse for at fortælle verdens historie gennem dens forvandlinger. Guderne færdes blandt mennesker, ofte i deres forklædning eller i skikkelse af dyr, og når guderne ser sig sure på mennesker, straffer de dem ved at omdanne dem til planter, dyr eller klipper. Men lige så ofte bliver mennesker belønnet ved at blive ophøjet til guder og dermed opnå evigt liv. På den måde bliver menneskelivet beskrevet i al sin kompleksitet og al din enkelhed – med sex og vold, idyl og heltemod, fra gys og gru til sjov og ballade. De enkelte fortællinger skifter mellem forskellige former, mellem høj og lav stil, mellem komik og tragik.

Når vi læser 'Metamorfoser', genkender vi os selv, ligesom myterne i tidens løb er blevet så stærkt integreret i vores kultur, at de er en fast bestanddel af vores tankegods – ofte, uden at vi selv er klar over det. 

Ovids betydning for vestlig kultur kan ikke overvurderes. Næst efter Biblen har hans værker været den vigtigste kilde til inspiration, især blandt billedkunstnere, men også forfattere har ladet sig inspirere.

Lyrik

Sulpicia (31-14 f. Kr.)

Sulpicia er den eneste kvindelige romerske digter fra antikken, som der er bevaret hele digte af. De er formentlig skrevet i det 1. årh. før vor tid, og hvis man ser godt efter, vil man kunne se, at de er forskellige i form og tone, hvilket kan skyldes, at der er tale om to forskellige forfattere, hvor de længere digte er skrevet af en ”rigtig” og måske mandlig digter, mens det kun er de korte og mere prosaiske, der er skrevet af Sulpicia selv. Det er alt sammen meget usikkert, og man ved ikke helt, hvem Sulpicia var – kun at hun havde nære forbindelser til kejseren og den romerske guldalders berømte mandlige digtere.

Men man behøver ikke at kende hende for at kunne værdsætte hendes digte – og føle med hende, når hun oplever forelskelsen og alle de op- og nedture, der følger med.

Sulpicia er oversat til dansk af Harald Voetmann.

Roman

Petronius (ca. 27-66 e. Kr.): 'Satyricon'

Petronius var tilknyttet kejser Neros hof som elegántiae árbiter, dvs. en slags smagsdommer, indtil kejseren tvang ham til at begå selvmord – måske fordi Nero genkendte sig selv i karikeret form i romanen.

Titlen på hans værk, 'Satyricon', hentyder både til de græske satyrer, dvs. mænd med hesteben og -hale, der ledsager vinguden Dionysos og jagter nymfer og mænader, og til det romerske ord satura, dvs. satire. Og satire er der nok af, for 'Satyricon' er befolket af kyniske arvejægere, skvaldrende akademikere og brunstige fruentimmere, som må stå for skud som mål for satiren. 

Handlingen i romanen er henlagt til Campania, hvor tre uheldige helte flakker om i en form for parodi på Odysseus’ og Æneas’ omflakken. En form, som sidenhen skulle blive genbrugt masser af gange i 1500-tallets spanske skælmeromaner og i senere vagabond- og gavtyveromaner. Omdrejningspunktet er de to frie mænds jalousi og kamp om den snu slavedreng Giton.

Desværre er det meste af 'Satyricon' gået tabt; kun ca. 175 sider er bevaret. Afsnittet om Trimalchios’ middag er det længste og mest sammenhængende og derfor mest berømte. Her er vi med til fest hos den stenrige eksslave Trimalchio. Middagsselskabet er, ligesom den øvrige tekst, en pastiche på et tidligere klassisk værk, nemlig 'Symposion'. Men hvor Platons tekst trods drikkelaget foregår på et højt intellektuelt niveau, er vi her helt nede i de jordnære emner som kornforsyningen, ægteskabelige skærmydsler og fejlciteringer af 'Iliaden' og 'Odysseen'. Med andre ord 'Symposion' vendt på hovedet.

Men til gengæld er det den første (kendte) af sin slags, som ikke har et græsk forbillede, og som altså er et oprindeligt romersk produkt. Ligesom den faktisk indeholder et par noveller – en form, som ellers tilskrives Boccaccio og hans 'Dekameron'. 

'Satyricon' er oversat til dansk af Harald Voetmann.

Øvrige

Plinius den Ældre (23-79 e. Kr.): 'Naturalis Historia'

Gajus Plinius Secundus var romersk videnskabsmand og politiker. Plinius var født i Como i Norditalien, men kom til Rom for at få sin militære og retoriske uddannelse. Efter aftjent krigstjeneste i Germanien, fik han administrative opgaver i forskellige provinser for til sidst at havne i Misenum nordvest for Napoli i år 70. Et sted, der skulle vise sig skæbnesvangert for Plinius. 

Ni år senere oplevede regionen nemlig det værste vulkanudbrud i mands minde, da Vesuv pludselig eksploderede og sendte lava og mudder ned over de omkringliggende byer. Den nysgerrige og videbegærlige videnskabsmand gik i gang med at udforske fænomenet, hvilket blev hans død – en begivenhed, der er blevet berømt i eftertiden, da hans nevø, Plinius, nedskrev sin øjenvidneskildring i brevform. 

Men Plinius efterlod et helt enestående værk bestående af 102 bind om militærtekniske, historiske, naturhistoriske og sproglige emner. Desværre er det ”kun” hans naturhistoriske encyklopædi 'Naturalis historia' i 37 bind, der har overlevet til vor tid. På dansk findes to uddrag fra den, 'Om mennesker og dyr', og 'En antik kunsthistorie', som giver os adgang til såvel oplysende som underholdende viden om antik naturvidenskab.

Plinius den Yngre (ca. 61-113 e. Kr.): 'Breve'

Gajus Plinius Caecilius Secundus var romersk politiker, og hans forfatterskab består af breve, som han skrev i en lind strøm til kolleger som historikerne Tacitus og Sueton. Brevene udkom i 10 bøger, hvoraf de mest kendte er dem, der beskriver Vesuvs udbrud i år 79 med udslettelsen af byerne Pompeji og Hercalaneum og onklens død. 

Plinius var vokset op hos onklen, som adopterede ham, og hjalp ham til en politisk karriere. 

Gajus Suetonius Tranquillus (70-130 e. Kr.): 'Romerske kejsere'

Gajus Suetonius Tranquillus eller bare Sueton er forfatter til et stort antal værker på både græsk og latin, men det er især de 12 kejserbiografier fra Cæsar og frem, han er kendt for. 

Sueton gjorde karriere i den kejserlige administration, hvor han endte som sekretær for kejser Hadrian. Det gav ham adgang til de kejserlige arkiver og en unik mulighed for at hente stof til biografierne. I dag anses de for at være en uvurderlig kilde til den romerske historie, men er også blevet kritiseret for at være lige lovligt nærgående i deres personkarakteristikker og f.eks. beskrivelser af kejsernes seksuelle præferencer.