Antikkens litteratur - Grækenland

31.01.21
Læs med, og få en introduktion til den antikke græske litteratur, både skøn- og faglitteratur, fra storladne eposser om krig og kærlighed til gribende menneskelige tragedier og gudernes straf; fra livsklog filosofi til lærerig historieskrivning.

I antikken blev grunden lagt til den verden, vi kender i dag. Og da man samtidig udviklede et skriftsprog, har eftertiden arvet en guldgrube af tekster, som er blevet læst og tolket flittigt op gennem historien. Antikkens forfattere skrev såvel skøn- som faglitteratur, og de definerede genrerne, som vi stadig i dag benytter. 

Nedenstående liste indeholder de vigtigste græske og de vigtigste romerske forfattere og deres værker. Der er både tale om fiktion som epos, lyrik og drama, og faglitteratur som historieskrivning og filosofi. 

Epos

Homer: 'Iliaden' og 'Odysseen' (ca. 700 f. Kr.)

Man ved ikke ret meget om manden, der har lagt grunden til den antikke græske litteratur, nemlig Homer; man ved ikke, hvor og hvornår han blev født, kun at han var blind – og det ved man heller ikke med sikkerhed. Han står som forfatter til de to store eposser, 'Iliaden' og 'Odysseen' – men heller ikke her er man helt sikker på, om han faktisk er forfatter til begge værker. De er nemlig så indbyrdes forskellige, at meget tyder på, at de er skrevet af forskellige forfattere. Igennem historien har der oven i købet til tider været sat spørgsmålstegn ved, om der ikke står endnu flere forfattere bag, så værket er stykket sammen af bidder over en længere periode. Under alle omstændigheder er den oprindelige mundtlige oprindelse tydeligt at spore i de formelagtige scener, (et måltid, en kamp, et offer mv.), som altid fortælles på samme måde. 

'Iliaden' er et mørkt og tragisk digt, befolket af helte, der dør, og guder, der straffer mere eller mindre retfærdigt, mens 'Odysseen' er mere lys i tonen og benytter komediens stiltræk, hvor der gøres grin med både guder og helte, men fælles for dem er, at de bygger på virkelige begivenheder, hvilket man har fundet bevis for vha. arkæologiske udgravninger. 'Iliaden' består af ca. 16.000 såkaldte vers, 'Odysseen' af ca. 12.000

'Iliaden' er historien om Den Trojanske Krig, eller rettere 51 dage i dens 10. og sidste år. Men hele forhistorien fortælles i tilbageblik og forudsigelser, hvor vi får årsagen til krigen fortalt: De tre gudinder Afrodite, Athene og Hera er uenige om, hvem af dem, der er den smukkeste. De beder den trojanske prins, Paris, om at dømme i sagen, og han udnævner Afrodite som vinder. Det gør ham rasende upopulær blandt de to tabere, mens Afrodite belønner ham med verdens skønneste kvinde, Helena – som desværre allerede er gift med Menelaos. Så Paris røver hende, og pådrager sig dermed såvel Menelaos’ som hans bror Agamemnons vrede – og udløser dermed Den Trojanske Krig. 

Grækerne drager til Troja, hvor de belejrer byen i ni år, og vi følger de forskellige intriger og kamphandlinger, hvor helten Achilleus bliver dræbt af en pil i hælen (hans ”akilleshæl”), efter at han først har dræbt den store trojanske helt, Hektor. Det hele kulminerer i Trojas fald, da Odysseus sætter den trojanske hest ind. Hesten er en kæmpe træhest, der ved list bliver bragt ind i byen, hvor de græske krigere, der gemmer sig i dens bug, springer ud og åbner portene for de øvrige. Kongen, Priamos, bliver dræbt, ligesom hans børn, og hans kone, Hekabe, bliver ført bort i fangenskab, sammen med de øvrige kvinder.

'Odysseen' tager over, hvor Iliaden stopper; her følger vi Odysseus’ 10 år lange hjemrejse fra krigen, forsinket af tilfangetagelser hos troldkvinder, der omskaber Odysseus’ mænd til svin og alskens øvrige udfordringer undervejs, deriblandt den berømte episode med kyklopen Polyfemos, som fanger Odysseus og hans mænd og æder to hver dag til middagsmad, indtil Odysseus ved list får blindet ham og slipper bort. Hjemme i Ithaka venter konen Penelope og sønnen Telemachos og kæmper bravt for at holde bejlerne fra døren. Da Odysseus endelig kommer hjem, er det i forklædning, så han har lettere ved at slå bejlerne ihjel.

Både 'Iliaden' og 'Odysseen' er oversat til alverdens sprog, deriblandt dansk, hvor den klassiske udgave Christian Wilsters fra 1836-37, mens den seneste er Otto Sten Dues fra henholdsvis 1999 og 2001.
 

Lyrik

Sapfo (ca. 610-570 f. Kr.)

Sapfo er en af de eneste kvindelige digtere, vi kender fra antikken. Hun levede og skrev sine sanseligt erotiske digte, som ofte er rettet mod andre kvinder, på øen Lesbos, og heraf har vi ordet ”lesbisk”.

Digtene er helt enkle i deres form, enten på bare en eller tre vers, og de er skrevet som sangtekster, beregnet på enten solo- eller koropførelser. Indholdet i digtene er det nære, private; de handler om kærlighed, savn og skønhed. 

Sapfo var berømt i sin samtid - Platon kaldte hende f.eks. ”den tiende muse” - men desværre har vi ikke ret meget overleveret af hendes forfatterskab. Kun ét enkelt helt digt, resten er fragmenter – men der bliver ved med at dukke nye tekstbidder op, og i vore dage har interessen for Sapfo fået ny næring. I 2020 kom to nye oversættelser af digtene med titlerne 'Roser fra Piería' og 'Jeg er grønnere end græs', og i 2021 fik de selskab af endnu en gendigtning af Mette Moestrup og Mette Christiansen.

Drama

Tragedie

Aischylos (525-456 f.Kr.): 'Perserne', 'De syv mod Theben', 'Orestien', 'Prometheus i lænker'

Aischylos var tragediedigter, den første af de tre store. Han var af adelig athensk familie og levede det meste af sit liv i Athen med jævnlige besøg på Sicilien, hvor hans dramaer blev opført. Kun 7 af de 73 tragedier er bevaret, deriblandt 'Perserne', 'De syv mod Theben' og 'Orestien'. 'Perserne' er et historisk drama om slaget ved Salamis i 480, som Aischylos selv deltog i; 'De syv mod Theben' er tredje del af en trilogi om Ødipus-slægtens storhed og fald, hvor de to første dele er gået tabt, mens 'Orestien' er en trilogi, hvor alle delene er bevaret:

Da Den Trojanske Krig er slut, vender de overlevende hjem til deres respektive paladser og familier. Men hos Agamemnon venter en ubehagelig overraskelse; hans kone Klytaimnestra har i hans fravær muntret sig med sin elsker, Aigisthos, og han når dårligt inden for døren, før hun får taget livet af ham. Men dramaet slutter ikke her: Da Agamemnons søn, Orestes, hører om mordet, beslutter han at hævne sin far, og sammen med søsteren, Elektra, dræber han moderen. Dramaets tredje del foregår i Athen, hvor Orestes står anklaget for mordet på Klytaimnestra og Aigisthos, men ender med at blive frikendt, da både Apollon og Athene stemmer for frifindelse. 

Endelig skal dramaet 'Prometheus i lænker' nævnes: Prometheus har stjålet ilden fra guderne og har givet den til menneskene og har dermed lagt grunden til al menneskelig kultur. Men samtidig har han nedbragt Zeus’ vrede over sig og er blevet straffet ved at blive lænket til en klippe i Kaukasus. Trods pres fra besøgende, som forsøger at få ham til at bøje sig for Zeus, holder han fast i sin hemmelige viden om, hvordan Zeus’ verdensherredømme vil ende. Uden at røbe noget, bliver han styrtet ned i underverdenen.

Aischylos havde stor betydning for udviklingen af den dramatiske form; koret spillede en hovedrolle, men Aischylos fordoblede antallet af skuespillere fra én til to.

Aischylos døde efter sigende, da en ørn tabte sit bytte, en skildpadde, ned i hovedet på ham. 

Sofokles (495-406 f. Kr.): 'Kong Ødipus', 'Antigone', 'Elektra' m.fl.

Sofokles var født i Kolonos nord for Athen, hvor han tidligt fik gang i sin karriere som succesfuld dramatiker, samtidig med at han tog del i det politiske liv og bestred flere vigtige embeder: Hele 18 gange vandt han førsteprisen ved Dionysosfesterne, hvor tre forfattere årligt dystede med hver tre tragedier og et satyrspil. 
 
Af hele hans produktion på 120 stykker er kun 7 bevaret, men det er rigeligt til at udfylde pladsen i verdenslitteraturen samt at udvikle den dramatiske opførelsespraksis ved at øge antallet af skuespillere fra to til tre!
 
Sofokles’ dramaer er kendetegnet ved begrebet ’tragisk ironi’, som er den spænding, der opstår, når personerne siger noget, som tilskuerne véd, ikke vil holde stik. Særligt kendt fra 'Kong Ødipus', hvor hovedpersonen er den sidste til at komme til den erkendelse, at han har giftet sig og fået børn med sin egen mor – den erkendelse, der får ham til at stikke øjnene ud på sig selv. Altså menneskets grænseløse uvidenhed om sig selv og sin skæbne, som i øvrigt retfærdiggør gudernes tilstedeværelse og konstante indblanding i menneskenes liv. 
 
Sofokles’ tragedier opføres stadig på alverdens teaterscener og indgår i det klassiske repertoire.
 

Euripides (485-406 f. Kr.): 'Elektra', 'Medea' m.fl.

Euripides var den tredje af de store tragediedigtere. Til forskel fra sine to kolleger deltog han ikke i Athens politiske liv, og hans tragedier er gennemsyret af kritisk skepticisme over for snart sagt alt i samfundet. Hans karakterer er typisk ikke-aristokratiske, og selv guderne ligner menneskene og lader i øvrigt menneskene i stikken. 

Euripides’ kendteste drama er 'Medea' - en hårrejsende tragedie om jalousi og raseri. Forblændet af kærlighed har Medea forladt sit hjem ved Sortehavet og er rejst til Grækenland med den charmerende Jason. Lykken viser sig dog at vare kort: Efter at have fået to børn med Medea beslutter Jason sig for at sikre sin fremtid ved at gifte sig ind i den græske kongefamilie. Fornedret, rasende og ydmyget af den mand, hun har ofret alt for, står Medea nu over for landsforvisning, og hun og hendes sønner går en usikker fremtid i møde. Hvordan kan hun finde en hævn, der er grusom nok?

'Medea' er genudgivet i 2021 i smuk indbinding, oversat af Inger Christensen og med forord af Hanne Højgaard Viemose.

Komedie

Aristofanes (ca. 445-38 f. Kr.): 'Skyerne', 'Fuglene', 'Freden' m.fl.

Aristofanes er den eneste repræsentant for den ældre græske komedie, hvis værker har overlevet. Her gøres grin med borgermusikken, og alle samfundets spidser og kulturpersonligheder står for skud, mens almindelige mennesker står i centrum. Alt sammen turneret i et befriende frisprog med grovkornet humor, obskøniteter og fantastik. 

Aristofanes optræder som sig selv i Platons 'Symposion', hvor han bidrager med den mest berømte fortælling om de halverede mennesker i evig søgen efter deres tabte halvdel.

Filosofi

Platon (427-347 f. Kr.): Symposion

'Symposion' er det klogeste og sjoveste drukgilde i litteraturhistorien. Værket er skrevet omkring 385 f. Kr. og refererer til en begivenhed, som fandt sted dagen efter digteren Agathons sejr i en tragediekonkurrence i Athen i 416 f.Kr. Her samledes syv mænd fra Athens elite til et symposion, dvs. et drikkelag, hvor deltagerne ligger i en kreds.

Indledningsvis redegør Platon for, hvordan historien fra denne særlige aften genfortælles af en Apollodoros, en af Sokrates’ tilhængere, som ikke selv var til stede ved den beskrevne begivenhed. Hans version baseres altså på en genfortælling fra en af selskabets deltagere. 

Alle deltagerne i festen er historiske personligheder, såsom komediedigteren Aristofanes, generalen Alkibiades og selvfølgelig værkets hovedperson, filosoffen Sokrates. Ramt af tømmermænd efter gårsdagens udskejelser, enes deltagerne om at holde igen med vinen, og i stedet fokusere på at underholde hinanden med et emne efter eget valg. Emnet bliver eros, altså kærlighed, og via deres forskellige indlæg og meget forskellige syn på og opfattelse af kærligheden, bliver vi læsere meget klogere på kærlighedens væsen. 

Det mest berømte og sjoveste indlæg står Aristofanes for: Han fortæller, hvordan menneskene i tidernes morgen sad sammen i par, som gjorde alting synkront med den anden halvdel. Men da de satte sig op mod guderne, blev de straffet af Zeus, som kløvede de uvorne mennesker, så de blev skilt i to dele. Siden da har vi mennesker været på evig jagt efter at finde vores tabte halvdel. 

Sokrates mener derimod, at eros er kærlighed til det smukke, og at eros elsker visdom. Men de sidste ord får Alkibiades med en hyldest til Sokrates, som modigt og kompromisløst altid søger det sande.

I 'Symposion' er alle humanismens dybeste motiver anslået, og hvad Platons største digterværk har betydet for tænkningen fra Plotin til Spinoza, Kierkegaard og Nietzsche, og for hele litteraturen, og særligt romantikken og symbolismen, kan næppe måles.

Aristoteles (384-322 f. Kr.): 'Poetikken'

Aristoteles var elev af Platon, som Platon var elev af Sokrates, og som Alexander den Store sidenhen blev elev af Aristoteles. På den måde gik de græske idéer direkte i arv fra filosof til filosof til verdensbetvinger. 

Aristoteles’ mest berømte værk er hans 'Poetik' eller 'Om digtekunsten'. Her beskæftiger han sig med både tragedie, epos og komedie, men bogen om komedien er bortkommet (I romanen 'Rosens navn' af Umberto Eco findes den bortkomne bog om komedien i et italiensk munkekloster. Læs mere her). 

Aristoles beskriver, hvordan kunstens rolle er at frembringe nydelse ved at skabe erkendelse. Kunsten skal efterligne virkeligheden vha. mimesis, dvs. efterligning, af virkeligheden – dog ikke efterligning som historieskrivningen, men i en idealiseret form. 

Herefter følger en detaljeret gennemgang af dramaets komposition og handlingsgang, som skal indeholde elementer som peripeteia (handlingsomslag) og det afsluttende katharsis (renselse), hvor publikum opnår indsigt i, at det skete kunne være sket for dem selv.

Historieskrivning

Herodot (ca. 480-420): 'Historie'

Herodot var en græsk historiker og anses for at være "Historiens fader". Hans værk, 'Historie' blev til på baggrund af rejser rundt i regionen, startende med hans flugt fra fødebyen Halikarnassos, som førte ham til Samos. Derfra rejste han i store dele af Perserriget, Egypten, Mesopotamien og Hellas, og han endte sine dage i den syditalienske by Thurioi, som han var med til at grundlægge. 

Herodots værk er det første store prosaværk i den vestlige kulturkreds; det består af ni bøger (en for hver af muserne), og omdrejningspunktet er fjendskabet mellem persere og grækere i årene ca. 550-470, hvor grækerne endeligt sejrede.

Herodots 'Historie' er vores vigtigste kilde til begivenhederne på denne tid, selvom man selvfølgelig må tage med i betragtning, at hans fortælling byggede på mundtlige overleveringer og derfor må tages med et gran salt.