Antikken i litteraturen - de romerske forfattere

De store kanoniserede antikke forfattere har haft en enorm betydning for Vestens kulturhistorie, dels i kraft af deres status som de første til at skrive litteratur, og dels de mange år, der er gået, siden de levede og skrev. Nedenstående liste tager udgangspunkt i de enkelte antikke forfattere og giver eksempler på værker, som eftertidens forfattere har skabt, inspireret af de antikke. 

Inspireret af Vergil (læs om Vergil her)

Herman Broch: 'Vergils død' (1945)

'Vergils død' er en stor og til tider svært tilgængelig roman om liv og kunst. Ligesom Christa Wolf i 'Kassandra' lader Herman Broch også sin hovedperson gøre status i de sidste timer af sit liv.

Vergil er med skib på vej hjem til Rom sammen med kejser Augustus, som sætter ham og hans digt meget højt. Men da de på vejen lægger til i Brundisium, er Vergil så syg, at han ikke når længere. Han tilbringer sine sidste timer med at svæve ind og ud af deliriske forestillinger og syner, hvor han bl.a. besøger sit barndomshjem ude på landet og tilbringer tid med sin elskede Plotia, som er kommet tilbage fra dødsriget for at ledsage ham dertil.
Men først vil Vergil have ændret sit testamente, så hans slaver kan blive fri – og vigtigst af alt: han vil have 'Æneiden' brændt. Det beundrede digt, som har sikret hans berømmelse og status, virker pludselig tomt og hult, og han indser, at det kun forherliger det romerske riges magt i stedet for at give et sandfærdigt billede af virkeligheden. Men Augustus og hans to venner, Plotius og Lucius, vil ikke efterkomme hans ønske; de er overbeviste om værkets eviggyldige værdi. Til sidst tilgiver Vergil alligevel sig selv og dør i fred. 

Romanen blev påbegyndt i 1938, da Herman Broch sad interneret i en tysk koncentrationslejr, og blev først færdig i 1945 i det amerikanske eksil. Det var ikke svært at få øje på parallellerne mellem hans samtid og det sidste århundrede før Kristi fødsel – borgerkrig, diktatur og de gamle religiøse formers død. Og i den kontekst gav den gamle legende om, at Vergil havde villet brænde 'Æneiden', pludselig mening.

Dante Alighieri: 'Den guddommelige komedie'

Vergil var i århundreder den mest kendte og beundrede af de antikke digtere – så hvem var mere oplagt at slå følgeskab med på turen ned i underverdenen, da Dante drog ud på sin færd gennem himmel og helvede. 

Helvede var forbeholdt alle synderne og dem, der var født før Kristus, og derfor ikke havde nået at blive døbt. Deriblandt Vergil, som viser Dante rundt og udpeger de forskellige skæbner med tilhørende pinsler, men da Dante skal videre op i Skærsilden og Himlen, har Vergil ikke adgangsbillet pga. den manglende dåb, og Dante må have nye guider i skikkelse af først hans elskede Beatrice og siden Bernhard af Clairvaux.

Inspireret af Ovid (læs om Ovid her)

Christoph Ransmayr: 'Den sidste verden'

I år 8 e. Kr. blev den store romerske digter Publius Ovidius Naso forvist fra Rom. Årsagen til forvisningen fortaber sig i historiens tåger, men at han havde fornærmet kejseren, er der vist ingen tvivl om. Ovid blev sendt til Tomi ved Sortehavet – i rigets absolutte udkant. Her tilbragte han resten af sit liv, og det var her, han skrev sit hovedværk, 'Metamorfoser.' Og det er hertil, at Ovids ven Cotta i Christoph Ransmayrs roman rejser, for at undersøge digterens skæbne. 

Det viser sig, at Ovid har forladt Tomi og er taget til Trachila, og sidenhen er han forsvundet. Kun Ovids gamle tjener Pythagoras sidder tilbage og taler med sig selv. Så Cotta tager tilbage til Tomi, ”den sidste verden” i modsætning til Rom, som er civilisationen. Tomi er en tilbagestående by i forfald, men også en by, som eksisterer i sin helt egen tid, hvor der vises moderne film, samtidig med, at der findes skonnerter og ildvåben. Beboerne i Tomi er sære eksistenser; alle har de navne hentet fra Ovids 'Metamorfoser'; ingen af dem er fra byen, men er enten på gennemrejse eller på anden vis i evig forvandling. 

Cotta er på jagt efter en alternativ sandhed, som ikke findes i det velordnede Rom. Men han finder ikke bare én, men en hel verden af sandheder - fuldstændig ligesom også Ovids 'Metamorfoser' rummer alt dét, der ikke var plads til i Rom.

Inspireret af Plinius den Ældre (læs om Plinius her)

Harald Voetmann: 'Vågen'

Harald Voetmann har med sin grunduddannelse i latin gjort en væsentlig indsats for at sætte fokus på den latinske oldtids mindre kendte tekster ved dels at oversætte og dels at bruge teksterne som litterær inspiration. 
'Vågen' tager udgangspunkt i 'Naturalis Historia' af Plinius den Ældre, en encyklopædi på 37 bind, der forsøger at rumme hele verden. Men samtidig med, at værket vokser, og naturen underlagt menneskets forskning, er Plinius’ egen krop er i forfald. 

Inspireret af Petronius (læs om Petronius her)

F. Scott Fitzgerald: 'Den store Gatsby'

'Den store Gatsby' er historien om opkomlingen Jay Gatsby, som, i ulykkelig kærlighed til sin ungdoms flamme, sætter alt ind på at vise hende sit værd. Ingen ved, hvordan Gatsby er kommet til penge, men hans rigdom er enorm, og hans livsstil opulent og prangende.