Antikken i litteraturen - de græske forfattere

26.01.22
Læs med, og få et overblik over de vigtigste litterære værker, som er inspireret af antikke græske forlæg.

De store kanoniserede antikke forfattere har haft en enorm betydning for Vestens kulturhistorie, dels i kraft af deres status som de første til at skrive litteratur, og dels de mange år, der er gået, siden de levede og skrev. Nedenstående liste tager udgangspunkt i de enkelte antikke forfattere og giver eksempler på værker, som eftertidens forfattere har skabt, inspireret af de antikke. 

Inspireret af Sapfo: (læs om Sapfo her)

Den græske digter Sapfo er blevet læst og beundret op gennem historien, og der er masser af eksempler på forfattere, der er blevet inspireret af hende: I hovedværket 'Syndens blomster' fra 1857 har Charles Baudelaire skrevet digtet 'Lesbos', hvor han hylder Sapfos frihed og frie kærlighed og indvarsler den som ny levemåde. 

Virginia Woolf så Sapfo som et eksempel på en kvinde, der havde muligheder, som hendes samtids kvinder ikke havde. Woolfs 'Eget værelse' fra 1929 beskriver netop kvindelige forfatteres behov for at frigøre sig fra mænd og konventioner for at få succes – et synspunkt, Sylvia Plath delte. Også hun skrev et digt med titlen 'Lesbos', hvor Sapfo optræder som en frigjort kvinde uden de fastlåste roller som mor og hustru, som Plath selv sad fast i. (Både Virginia Woolf og Sylvia Plath begik selvmord).

I det 21. århundrede har den amerikanske forfatter Anne Carson haft stor betydning for Sapfos udbredelse; hun har oversat digtene til engelsk og har ladet sig inspirere af dem i sine egne værker. Men også i Danmark har flere yngre forfattere taget hende op, bl.a. Mette Moestrup, der både refererer til Sapfo selv og til Carsons oversættelse.

Læs om Anne Carson på Forfatterweb

Inspireret af Homer: (læs om Homer her)

James Joyce: 'Ulysses'

'Ulysses' af James Joyce er et af de mest berømte værker, der er blevet ”født” af et andet værk. Ulysses er det engelske navn for Odysseus, og hele romanen er skrevet som en ironisk pastiche på Odysseus’ rejse i 'Odysseen' – i 'Ulysses' er hovedpersonen ikke længere en græsk helt, men en ret gennemsnitlig jødisk annonceagent ved navn Leopold Bloom. 

I 'Odysseen' starter fortællingen hjemme i Ithaca hos Penelope og sønnen Telemachos. Sønnen er meget ophidset over moderens bejlere, som spiser dem ud af huset, og er opsat på at komme af dem. Hos Joyce starter fortællingen hjemme hos Simon og Stephen Dedalus, hvor Stephen Dedalus er Telemachos, men samtidig Joyces alter ego. I græsk mytologi var Daidalos den snilde håndværker, som var berømt for dels at have bygget labyrinten på Kreta til Minotaurus, dels at have konstrueret vinger af fjer og voks til sig selv og sønnen Ikaros.  

Hvor 'Odysseen' spænder over 10 år, foregår 'Ulysses' på én enkelt dag i Dublin, men prøverne, som Odysseus bliver udsat for, svarer til dem, Bloom møder på sin vej gennem byen – med visse forskelle: 

I 'Odysseen' venter den tro Penelope på Odysseus og gør sit bedste for at holde bejlerne fra døren, mens Leopold Blooms kone, Molly, er knap så vedholdende; hun tilbringer eftermiddagen i armene på sin elsker, Blazes Boylan, før Bloom kommer hjem. 

Da Odysseus møder troldkvinden Kirke, bliver han af guden Hermes udstyret med en talisman, der kan afværge hendes troldkunster, så han kan undgå at blive omskabt til en gris, som det er sket for hans mænd. I 'Ulysses' er talismanen en kartoffel, som Bloom spiser.

Men hvorfor omskrive Homers storværk og i den grad trække det ned på jorden? For Joyce handlede det om på den ene side at vise værket den respekt, det fortjener som grundlaget for al vestlig litteratur – og på den anden at få det gjort up to date og vist, at alle mennesker, uanset hvor gennemsnitlige, faktisk er hverdagens helte og lever heroiske liv. 

Så når Odysseus som en ordentlig gentleman afviser den unge kongedatter Nausicaas tilnærmelser og ønsker om ægteskab, mens Bloom omvendt belurer en ung pige på stranden og masturberer imens - så er det ene altså, ifølge Joyce, lige så godt som det andet. 

Derek Walcott: 'Omeros'

'Omeros' (græsk for "Homer") af den caribiske nobelpristager Derek Walcott er det postkoloniale take på 'Iliaden' og 'Odysseen'. Noget af det, der kendetegner postkolonial litteratur, er dens forsøg på at skrive sig fri af den vestlige litteraturkanon og at skabe sin egen. Men samtidig er det en kendsgerning, at forfatterne bærer den vestlige litteratur med sig, fordi det er den, der i århundreder har været undervist i, og som dermed sat sit præg på de koloniserede. 

'Omeros' er et langdigt, som består af tre spor; dels er der fortællingen om fiskerne Achille og Hector, som begge to forelsker sig i den gudeskønne tjenestepige Helena; dels fortællingen om det irske ægtepar Plunkett, som modvilligt bliver tvunget til at forlige sig med historien om den britiske kolonisering, og endelig er der fortælleren, som både kommenterer handlingen i digtet og selv optræder som landflygtig på rejser rundt i verden – bl.a. USA, hvor mange byer er opkaldt efter antikke forbilleder som Helen, Athens, Sparta og Troy. Homer optræder under navnet Seven Seas og kendes på sin blindhed – ligesom der er hilsner til nutidens Homer, James Joyce, og hans 'Ulysses'.

Øen Saint Lucia var historisk kendt som ”Vestindiens Helena”, fordi den i det 18. århundrede adskillige gange skiftede hænder mellem Frankrig og England, som begge var interesserede i at besidde øen pga. den strategiske placering i forhold til Nordafrika. Walcott spiller på den dobbelte betydning ”ø”/”tjenestepige”. 

I løbet af digtet får vi oprullet Caribiens historie, fra slaveri til masseturisme, i et tæt og bevægende samspil med øhavets natur, folklore og myter, og henimod slutningen antydes det, at fortælleren kan vende hjem til sin ø, der ikke hverken kan eller skal renses for fortidens uhyrligheder, men netop dyrkes for sin frodige blanding af afrikanske, indiske og engelske rødder. 

Christa Wolf: 'Cassandra'

Kassandra var datter af Trojas Kong Priamos, og hendes velsignelse og forbandelse var, at hun kunne spå – men at ingen troede hendes spådom om Trojas fald. Efter nederlaget til grækerne blev Kassandra krigsbytte for Agamemnon, og hun sejlede med ham tilbage til Mykene, hvor hun mødte sin skæbne og blev dræbt af Klytaemnestra. 

Christa Wolf identificerede sig med Kassandra, da hun i 80’ernes DDR oplevede en lignende censur og undertrykkelse, som Kassandra havde oplevet i oldtidens Troja. Romanens handling oprulles som en indre monolog, hvor Kassandra ombord på Agamemnons skib, tænker tilbage på sit liv og sine handlinger. Kunne og skulle hun have handlet anderledes? Kunne hun have forhindret begivenhedernes gang og hendes bys hårde skæbne? Svaret ligger et sted midtimellem, for hun er både offer og bøddel i forhold til de mennesker, der stod hende nær. 

Selv forblev Christa Wolf i DDR og forsøgte at bekæmpe styret indefra i stedet for at forlade landet. Det blev hun voldsomt kritiseret for, og ligesom Kassandra følte hun sig nødsaget til at forholde sig til sin rolle, både som kvindelig forfatter og som moralsk forbillede for mange. En svær position og en balancegang, som krævede sin kvinde.

Inspireret af Sofokles (læs om Sofokles her)

Inspirationen fra Sofokles' tragedier har været stor inden for litteratur, musik og kunst. F.eks. inspirerede 'Elektra' Hugo von Hofmannsthal og Richard Strauss til henholdsvis teaterstykke og opera; 'Antigone' inspirerede bl.a. dramatikerne Bertolt Brecht, Jean Anouilh og Kjeld Abell; den britiske diger Ezra Pound lod sig inspirere af 'Kvinderne fra Trachis', mens 'Filoktet' blev portrætteret af Nicolai Abildgaard. 

Størst indflydelse har Freuds brug af Kong Ødipus haft; det såkaldte ødipuskompleks er kendt som paradigme på mandens seksuelle urfantasier. Dette var dog ikke fra Freuds side ment som en tolkning af tragedien.

Inspireret af Herodot (læs om Herodot her)

Ryszard Kapuściński: 'Rejser med Herodot'

Det er ikke kun den antikke fiktion, der har inspireret senere tiders forfattere; det har ”historiens fader”, Herodot, også.

Herodots 'Historie' beskrev sin samtids og nære fortids historie, og han indhentede sin viden ved at rejse rundt i regionen med åbent og nysgerrigt sind for derefter at skrive om sine iagttagelser. Og på den måde blev han en uvurderlig rejsekammerat for den polske journalist Ryszard Kapuściński, da han gjorde det samme 2500 år senere. 

Kapuściński var vokset op i det lukkede kommunistiske Polen med ringe adgang til information udefra og med ringe mulighed for at rejse ud, og hans store drøm var at komme over på "den anden side", at få lov til at krydse en grænse. Så da verden pludselig lå åben og uoverskuelig for ham, var han nødt til at have en mentor – og sådan én blev Herodot. 

Da den unge reportagespire var på vej ud på sin første store rejse, fik han Herodots 'Historie' som rejselekture af sin chefredaktør. Og den kom til at følge ham resten af hans dage som inspiration på hans egne rejser. 

Kapuściński gjorde rejseskildringen til sit speciale, og efter at have skrevet stilskabende reportager, som blev til bøger, udkom i hans dødsår den fremragende 'Rejser med Herodot'. 

Kapuściński døde i 2007, men fik i 2010 en pris for den litterære reportage opkaldt efter sig.