Antikken i litteraturen - antikkens verden

22.02.22
Den antikke verden har altid været inspiration for romanforfattere. Nedenstående liste indeholder nogle af de bedste om både Rom og Grækenland.

Grækenland

Mary Renault

Da John F. Kennedy engang blev spurgt, hvem der var  hans yndlingsforfatter, svarede han: Mary Renault. Og når man taler antikkens litterære fortolkere, er Mary Renault uomgængelig.

Allerede som barn stiftede hun bekendtskab med Platon og fik plantet kimen til den livslange passion, som hun siden kom til at udfolde på Oxford University, hvor hun bl.a. fik J.R.R. Tolkien som lærer. Og det var ved at læse Platons dialoger, at hendes nysgerrighed blev vakt. For hvordan havde hans karakterer været i virkeligheden? Det spørgsmål kunne hun kun besvare ved selv at skrive.

Mary Renaults historiske/mytologiske forfatterskab omfatter romanerne om Theseus og Minotauros, 'Kongen må dø' og 'Tyren fra havet', og trilogien om Alexander den Store. 

Rom

Henryk Sienkiewicz: 'Quo Vadis?' (1896)

På vanviddets rand beslutter den romerske kejser Nero at skaffe sig af med den stadig voksende skare af kristne. Ikke nogen god nyhed for gudfrygtige Lygia. Heldigvis er officeren Marcus Vinicius forelsket i hende, og selvom hun i starten ikke gengælder hans følelser, gør Marcus sit bedste for at redde hende fra forfølgelser. Imens planlægger Nero at ødelægge rom for at genopbygge den i sit billede. 

En af hovedpersonerne i 'Quo vadis?', og fornuftens stemme, er Petronius, forfatteren til skælmeromanen 'Satyricon'. 

Romanens titel betyder ”Hvor går du hen?” og stammer fra Johannesevangeliet, hvor Peter, der kort før sin korsfæstelse ca. år 65 ville flygte fra Rom, men mødte Jesus, som svarede: "Jeg går til Rom for at blive korsfæstet for anden gang!" Derpå vendte Peter tilbage - for at ende sit liv på korset.
 

Nis Petersen: 'Sandalmagernes gade' (1932)

Rom på Marcus Aurelius' tid var en forvirringens tid som forfatterens egen, hvor alle religiøse, sociale og moralske normer er under omvurdering.

De romerske kejsere

Kejsertiden i Rom, i årene fra omkring år 0 og 300 år frem, var på samme tid fredelig og turbulent. Fredelig, fordi rigets grænser lå nogenlunde fast, turbulent, fordi kejserne indbyrdes konkurrerede om titlen som den mest vanvittige. At de romerske kejsere derfor også er godt romanstof, kan ikke overraske. Allerede i samtiden var der stærk interesse for deres liv og (vel)levnet, og forfattere som Suetonius og Plutarch havde direkte adgang til kilderne og gav et unikt grundlag for vore dages romanforfattere at arbejde videre med. Nedenstående tre biografiske kejserromaner anbefales på det varmeste:

John Williams: 'Augustus' (1972)

Da Julius Cæsar myrdes i år 43 f. kr. har han udpeget sin kun 19-årige nevø, Octavius, til sin efterfølger. Allerede på dagen står det klart, at kejserværdigheden er en tung skæbne, han må bære. Williams lader læseren følge hovedpersonen gennem hele hans liv via. breve, skrevet af personer i inderkredsen omkring Octavius/Augustus . 

Brevene fortæller dels om tidens voldsomme politiske dramaer, præget af det opgør om magten, som pågår efter mordet på Cæsar. Til at starte med må Octavian dele magten med Marcus Antonius og Marcus Lepidus i det såkaldte 2. triumvirat. Men efter at have hævnet mordet på Cæsar, følger opgøret med de to medregenter, og i år 31 er Octavian den eneste overlevende og kan lade sig krone under navnet Augustus. 

John Williams viser Octavian som en klog, men kompromisløs mand, som også privat må betale dyrt for at fastholde magten. Da hans eneste og elskede datter, Julia, mistænkes for, sammen med sin elsker, at være del af en sammensværgelse, som vil ham til livs, henretter han elskeren og sender Julia i eksil på en lille ø. Julias børn dør tidligt, muligvis med hjælp af Octavius’ tredje kone, Livia, som på den måde baner vejen for sin egen søn af et tidligere ægteskab, Tiberius, som dermed bliver tronfølger. 

Da Augustus dør, bliver han ophøjet til Gud; han afleverer sit enorme rige som et fredeligt sted og bliver den første i rækken kejsere, som de næste 300 år kommer til at præge verden på godt og ondt.

Robert Graves: 'Jeg, Claudius' (1934)

'Jeg, Claudius' tager over, hvor 'Augustus' slap. Og hvor romanbiografien om den store første kejser er en sober og sympatisk fremstilling af sin hovedperson, er der helt andre boller på suppen hos Graves, hvor blodet flyder og hoveder ruller i rigelige mængder. 

I bogens første kapitel besøger Claudius sibyllen i Cumae for at få sin skæbne fortalt. Hun bebuder, at han 10 år senere vil få en gave, som alle andre end han begærer. Det viser sig at være kejsertitlen. 

Claudius er nemlig en dark horse, da han som midaldrende bliver indsat som kejser efter mordet på nevøen Caligula. Claudius er livet igennem blevet betragtet som idiot, hvilken i høj grad er med til at redde hans liv, mens hans nærmeste bliver myrdet på stribe. Det er Claudius’ bedstemor, Livia, der står bag mordene, som hun systematisk udfører for at bane vejen til tronen for sønnen Tiberius. Både hendes første mand og hendes søn, Claudius’ far og farfar, falder således for hendes giftige hånd, mens hans elskede bror og imperiets håb, Germanicus, kommer af dage med hjælp fra sin egen 8-årige søn, Caligula, ”lille støvle”, verdens mest forkælede barn, og én af de slemme claudier, som slægten er rig på.

Da den efterhånden temmelig forhadte kejser Tiberius dør næsten af sig selv, er Caligula kørt i stilling til at tage over. Til at begynde med er han populær; han sørger for fest og underholdning til folket og tømmer Tiberius’ guldbeholdning, indtil det går op for ham, at der må penge ind på kontoen for at opretholde balancen. Det sikrer han ved at anklage rigets rigeste mænd for forskellige dødssynder, som giver ham mulighed for at få dem skaffet af vejen og på lovlig vis overtage deres ejendomme. Berømt er desuden historien om Caligulas elskede hest, Incitatus, som bliver gjort til konsul, ligesom den får sit helt eget hus.

Augustus blev guddommeliggjort ved sin død, men Caligula venter ikke så længe. Han lader sig hylde som ikke bare én, men som samtlige Olympens guder. Men efterhånden som galskaben og tyranniet tager over, bliver det for meget for hans omgivelser, og i år 41 lykkes det at få ham myrdet. Hans onkel, Claudius, er lige ved at få samme skæbne, men redder sig og bliver i stedet udråbt til efterfølger. Riget må have en kejser – selvom mange længes tilbage til republikkens dage.

I 'Claudius og Messalina' er Claudius blevet kejser, og han gør sit bedste for at rydde op efter forgængeren. Han tilbagebetaler, hvad der er uretmæssigt er blevet inddraget og tilbagekalder landsforviste. Men ligesom Claudius forsøger at efterligne sin store forgænger Augustus, kommer han også til at begå den samme fejl som ham; kærligheden gør ham blind, og Messalina er ikke så ærbar, som han tror, hun er. Den purunge pige, som er Claudius' 3. kone, bliver mor til hans to sidste børn, og han lader hende i årevis regere i hans navn - med fatale konsekvenser. Til sidst er det kun Claudius selv, der ikke véd, hvad der foregår, og først da hendes promiskuitet tager så meget overhånd, at hun narrer ham til skilsmisse for at gifte sig med den seneste elsker, går sandheden endelig op for ham. Hun bliver henrettet sammen med en hel række medskyldige, og Claudius' sidste illusioner brister. 

Hans sidste regeringsår er præget af den gamle spådom, hvor han fik at vide, at han ville blive slået ihjel af sin kone, og at den sidste kejser i dynastiet ligeledes vil komme blodigt af dage. Claudius hjælper beredvilligt spådommen på vej ved at gifte sig med Agrippina og adsoptere hendes søn af første ægteskab, Lucius Domitius eller Nero, velvidende, at hun blot venter på, at sønnen når skelsår og alder, før hun vil skaffe sig af med Claudius og få sin søn anbragt på tronen. Alt går som forudsagt, men Claudius bliver dog ophøjet til gud og har i eftertiden det pæneste eftermæle af de fem julisk-claudiske kejsere.

Marguerite Yourcenar: 'Kejser Hadrians erindringer' (1951)

Kejser Hadrian var den 14. romerske kejser og regerede fra år 117-38. Hadrian er i eftertiden især kendt for ”Hadrians mur” på grænsen mellem nutidens England og Skotland, som man stadig i dag kan se rester af. Og Hadrian var netop optaget af at sikre rigets grænser, men samtidig at undgå krig. 

Hadrian overtog magten fra forgængeren Trajan, som han langt ude var i familie med – en meget anderledes militærmand, som befandt sig bedst blandt sine soldater ved fronten. Men i Marguerite Yourcenars fiktive erindringsroman er kejseren ikke glad for blodsudgydelser. Godt nok har han gjort militærkarriere, men da han bliver kejser, er det freden, han ønsker. Kun ved at opnå pax augusta, kan det romerske rige for alvor blive et verdensrige. 

Købmænd, der rejser til fremmede egne, skal bære de romerske idéer med sig og på den måde gøre verden romersk. Ligesom han selv er bærer af de idéer, der blev grundlagt og afprøvet af grækerne, og han er stærkt bevidst om den græske arv. Men der er også sket en udvikling; Byen er blevet til Staten, og det er lovene, der holder riget sammen.

Hadrian udtrykker i det hele taget et meget moderne og humanistisk sindelag, når han f.eks. reflekterer over ufrihed som andet og mere end slaveri; de værste former er dem, hvor mennesker reduceres til stupide og tilfredse maskiner, som tror, de er frie, eller mennesker, der er så grebet af arbejdsiver, at de ikke har tid til overs til menneskelige nydelser. For Hadrian selv udviklede hans kærlighed til den unge Antinoos sig til noget nær en besættelse, og efter hans tidlige død, voksede en mystisk kult frem omkring den unge mand. 

Hadrian fremstår som en retfærdig og klog hersker, den tredje i rækken af de fem såkaldt ”gode kejsere”, selvom han selv udtaler, at han også føler sig forbundet med de 12 kejsere, som Suetonius har behandlet så dårligt. Alle havde de deres gode såvel som deres mindre gode sider. Den romerske kejserværdighed gik sjældent direkte i arv til sønner, men ofte til adoptivsønner. I Hadrians tilfælde valgte han også her klogt, da kronen gik til Antoninus og ved hans død til Marcus Aurelius, Hadrians egentlige arvtager, som erindringerne da også er dedikeret til. Med Marcus Aurelius’ død, begyndte det romerske imperium at forfalde indefra. Hvordan det gik for sig, fortælles i filmene 'Romerrigets fald' og 'Gladiator'. 

Læs mere om antikkens verden i disse romaner og tegneserier: