Foto: Liv Nimand Duvå
Foto: Liv Nimand Duvå

Ugens læser er Liv Nimand Duvå

21.05.18
Ugens læser er Liv Nimand Duvå. Se, hvad hun anbefaler.
Navn: Liv Nimand Duvå
Alder: 30 år
Beskæftigelse: Forfatter 

1.    Hvilken bog er den bedste, du har læst? 
Jeg befinder mig nok altid i en forhandling om, hvad det kan betyde, at en bog er god. For mig er læsning et temperamentsspørgsmål. Der er tidspunkter, hvor jeg kun gider at læse små, kompakte digte. Andre tidspunkter skal det være rå og upyntede fortællinger. Selv de bøger, jeg elsker allermest, kan irritere mig, hvis jeg møder dem på den forkerte dag. De bedste bøger er måske dem, jeg gider vende tilbage til igen og igen, der holder over tid. Det kunne være Sara Stridsbergs roman »Drømmefakultetet, som er en litterær fantasi om feministen Valerie Solanas, der skød Andy Warhol. Det er en vanvittig udfordrende karakter, der både fungerer som feministisk sandsigerske og tragisk forbryder. Fortællingen udfolder sig i et drømmeagtig univers og skifter smidigt mellem den billedskabende prosa, interviews og lister. Det er en provokerende roman, der diskuterer patriarkatet og dets modstandere, søger at udvide romangenrens rammeværk og hvad helt store begreber som fiktion og sandhed er for noget. 
 
2.    Hvad er en god bog for dig? 
Jeg kan godt lide bøger, der skaber plads til mig, når jeg læser. Bøger, der er alt for plotbundne og har alt for stringente personkarakteristikker, bliver som kageopskrifter. Jeg kan ikke lide bøger, der er som kageopskrifter. Mennesker er ikke som kageopskrifter. De er uforudsigelige og sammensatte, ligesom livet. Jeg kan godt lide bøger, der er uforudsigelige og sammensatte. Der tør være både smukke og hæslige samtidigt, vrede og lykkelige, tørre og nostalgiske. Hvis jeg kan mærke, at forfatteren har regnet alt ud for mig på forhånd, så begynder jeg at kede mig. 
 
3.    Hvordan finder du frem til de bøger, du vil læse? 
Det er svært. Jeg kommer ikke fra et særlig litterært hjem. Da jeg gik i Folkeskole, gik jeg på biblioteket og sagde, at jeg godt kunne lide at læse, og så kom jeg hjem med både »Bridget Jones' Dagbog og »Forbrydelse og straf. Jeg læste det hele, det var meget tilfældigt. I dag finder jeg nok mest frem til bøger gennem anbefalinger fra mine venner. Jeg læser meget skandinavisk og afroamerikansk litteratur. Det kan være bøvlet, for meget kan ikke fås på biblioteket, og jeg har ikke råd til at købe alt, jeg synes lyder spændende. Så anskaffelse af bøger bliver ofte et lavpraktisk problem. Jeg drømmer om sådan en taske med sensorer, der analyserer ens tilstand og altid sørger for, at den bog, man har allermest lyst til og brug for at læse, altid er der, når man åbner den. Et slags utopisk bibliotek. 
 
4.    Hvilken genre foretrækker du? 
Jeg kan lide alle skønlitterære genrer, så længe formen føles vigtig. Der skal helst være en forbindelse mellem form og indhold. Hvis genrekonventionerne følges slavisk og uden intention, bliver det kedeligt, synes jeg, uanset hvilken genre, det handler om.
Da jeg var yngre, kunne nogle genrer virke mere frygtindgydende på mig end andre. Historiske romaner for eksempel. Eller digte, der rimede. Jeg må have tænkt, at særlige genrer ville have mig til at udtænke eller føle noget bestemt. Fordi der i genrebegreberne ligger begreber som f.eks. finkultur og pøbel, kan man godt glemme, at litteratur ikke er noget man skal bevise eller leve op til. Uanset genre mener jeg, at god litteratur skal være til for den, der læser den, ikke omvendt.
 
5.    Hvorfor læser du bøger? 
For at forstå den her underlige verden vi lever i. Og for at søge trøst. Gode bøger kan have en solidarisk virkning på mig, vise mig at jeg ikke er alene med de følelser, jeg har, og de erfaringer jeg gør mig. Gode bøger kan nuancere mit blik på verden og andre mennesker, give mig lyst til at kæmpe videre for det jeg tror på.


Liv Nimand Duvå gæster Hovedbiblioteket i Birkerød til LITTFEST Rudersdal lørdag d. 26. maj kl. 14. Der er gratis adgang til arrangementet.

 

Materialer