Foto: Tove Jansson og Mumitroldene bøger
Foto: Tove Jansson og Mumitroldene bøger

Tove Jansson 100 år

01.08.14
Den 9. august 2014 fejrer vi Tove Janssons 100 års fødselsdag.
Tove Janssons (1914-2001) Mumitrolde-univers har aldrig været lige så populært i Danmark, som Astrid Lindgrens eventyrunivers er det. Og Mumi-universet har heller aldrig været lige så populært i Danmark, som det er i forfatterens hjemland Finland – eller for den sags skyld i Sverige og Norge. Som belæg for denne påstand kan man f.eks. pege på det specielle forhold, at Janssons 8. Mumi-bog, Sent i november (en Mumi-bog uden Mumier!) først blev oversat til dansk i 2002 – godt 30 år efter, at den udkom på svensk og knap 30 år efter, at bog nr. 6 blev oversat. Carlsen forlaget, der udgiver Janssons Mumi-historier i Danmark, troede simpelt hen ikke på Mumi-universets gennemslagskraft her til lands og turde derfor ikke udgive bogen i forlængelse af de øvrige titler i serien.
 
Men selv om bøgerne om Mumitroldene ikke er så udbredte i Danmark som i vores nabolande, må man samtidig konstatere, at der næppe er noget dansk barn eller nogen dansk voksen, der aldrig har hørt om Tove Janssons Mumier. Hvordan kan det nu hænge sammen? Jo, det skyldes naturligvis TV-tegnefilmene om Mumierne samt den intensive udnyttelse af Mumi-universet i forbindelse med merchandisesalg af dukker, tøj, sengetøj, kopper, bestik, osv. osv. med Mumi-figurerne som motiv. 
 
Normalt vil det ganske vist være sådan, at et populært kunstværk giver mulighed for en efterfølgende merchandise-udnyttelse af værkets popularitet; men i Mumitroldenes tilfælde er det næsten omvendt, i hvert fald i dag. Figurernes udbredelse i de mest forskelligartede varesammenhænge gør køberne af varerne nysgerrige efter at finde ud af, hvor de løjerlige figurer har deres oprindelse, og det fører dem til bøgerne og tegneserierne om Mumierne.
 
Bøger og tegneserier
Tove Jansson startede sin Mumi-saga med fortællingen De små trolde og den store oversvømmelse, som hun allerede havde på begyndt i 1939, men som først blev udgivet i 1945. Fortællingen indeholder både Mumier og en lang række af de andre figurer, der indgår i en rigtig Mumi-fortælling; men Tove Jansson regnede ikke selv historien som en del af den egentlige Mumi-serie, og hun har heller aldrig revideret indholdet, som hun har gjort det i forbindelse med en stribe af de senere Mumi-fortællinger. Den ”officielle” Mumi-romanserie indeholder derfor kun 8 titler – men Mumi-universet er meget mere omfattende og rummer ud over romanerne både billedbøger og tegneserier.
 
Ikke mindst Janssons billedbøger på vers om forskellige figurer fra Mumi-verdenen har medvirket til at udbrede danskernes kendskab til Mumierne. Hvad sker der så? og Hvem skal trøste Knytten? er begge små perler i forfatterskabet og har glædet generationer af børn siden førstegangsudgivelsen på dansk i Ole Sarvigs fine oversættelse. Begge billedbøger er sammen med billedbogen Den farlige rejse genoptrykt i deres helhed i Den store Mumibog fra 2000.
 
Og så er der tegneserierne, som sammen med billedbøgerne måske er den form, de fleste danskere har mødt Mumi-universet i. Tove Jansson begyndte at tegne sin både indholdsmæssigt og udtryksmæssigt dybt originale tegneserie for en engelsk avis i 1953, og snart efter blev Mumi-serien også introduceret på svensk (og i 1955 på dansk). Figurerne samt den melankolske og sødmefyldte grundstemning er af samme karakter i tegneserien og i romanerne; men Janssons sprudlende grafiske talent har alligevel nok betydet, at tegneseriens udtryk er blevet endnu mere ekspressivt end det udtryk, man finder i romanernes illustrationer. Tove Jansson opfandt nærmest sin egen tegnestil i forbindelse med Mumi-tegneserien, og det er en udtryksform, der i dag kan læses med lige så stor fornøjelse, som da den blev til for 60 år siden.
 
Jansson tegnede i alt 21 lange tegneseriehistorier med Mumitroldene, og disse historier er for nylig (gen)udsendt på dansk i en fornemt udstyret albumrække på 5 bind. Til de senere striber fik Tove Jansson hjælp af sin bror, Lars, som fortsatte med at tegne Mumi-serien i mange år efter, at Tove Jansson selv havde opgivet tegneserien på grund af tidspres. Lars Janssons version af Mumi-universet ligger stilmæssigt tæt på Tove Janssons version; men Lars´ historier fokuserer nok i endnu højere grad end Toves fortællinger på det satiriske budskab. Lars Janssons 52 Mumi-historier er aldrig blevet udgivet i samlet form på dansk – måske kan søsterens 100 års fødselsdag være med til at ændre på den omstændighed? Kunstnerisk er der i hvert fald ikke noget i vejen med de mange fortællinger, som blev til imellem 1960 og 1975.
 
Lars Jansson (1926-2000) fortsatte helt frem til sin død med at bestyre og varetage den kommercielle udnyttelse af Mumi-universet. Først og fremmest arbejdede han som kunstnerisk rådgiver i forbindelse med Mumi-blade og Mumi-albums, med diverse merchandiseprodukter samt med teater, opera, radio, film, TV-serier og multimedieprodukter med tilknytning til Mumierne. I dag varetages disse interesser af et selskab.
 
Illustrator, maler - og meget mere
Ved siden af sine mange Mumi-historier i forskellige fremtrædelsesformer har Tove Jansson en omfattende karriere som illustrator og maler bag sig. Bl.a. har hun leveret illustrationer til så kendte værker som Alice i Eventyrland og Tolkiens Hobbitten. Men disse arbejder er kun toppen af isbjerget i en frodig og vidtforgrenet kunstnerisk karriere, som også omfatter skønlitterære udgivelser, og som man kan læse mere om på forfatterens hjemmeside eller i en af de mange biografier om Tove Jansson.
 
Læs mere om Tove Jansson på hjemmesiden: tovejansson.com  og om Mumi-universet på dets finske hjemmeside: muumimaailma.fi
 
Materialer