Sylvia Plath

Sylvia Plath var en amerikansk forfatter og lyriker, og hun er, trods sit korte liv, en af det 20. århundredes største kvindelige forfattere.

Og det skyldes primært Plaths delvist selvbiografiske roman ”Glasklokken”, der udkom i 1963, udgivet under pseudonym i England. Først ca.10 år senere udkom bogen i USA.  Romanen handler om den kønne, dygtige 19-årige pige Esther Greenwood, der i den varme sommer 1953, sammen med 11 andre udvalgte collegepiger, har vundet en måneds praktikophold på et modemagasin i New York.

Men den ambitiøse Esther nyder ikke sit ophold, og det der skulle have været en drøm og en sommer fuld af glæde for hende, bliver i stedet til en følelse af tomhed og et psykisk mareridt. Stille og roligt begynder Esther at bukke under for eget pres. Hendes største ønske er at blive forfatter, så da hun efterfølgende får afslag på et skrivekursus, begynder det for alvor at gå galt. Og efter et selvmordsforsøg bliver Esther indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor hun får elektrochok.

På den måde får ”Glasklokken” et litterært slægtskab med J.D. Salingers ungdomsklassiker ”Forbandede Ungdom”, der også handler om et ungt menneskes problemer med at finde en plads i tilværelsen.

Sylvia Plath begik selvmord en måned efter bogens udgivelse efter at depressionen fik et stærkere og stærkere greb i hende.  Hun blev 30 år gammel.

Plath blev født i Boston i 1932. Hun var et begavet barn og allerede som otteårig debuterede hun som digter i ”Boston Herald’s børnesektion. I 1950 begyndte hun på Smith College. I 1953 fik hun udgivet en novelle i magasinet ”Mademoiselle”, som hun desuden var gæsteredaktør på. I den forbindelse opholdt hun sig en måned i New York, men opholdet blev en skuffelse for Plath, ligesom i romanen. Hun blev ramt af en depression og hun forsøgte at begå selvmord. Det næste halve år tilbragte hun på et psykiatrisk hospital. Efterfølgende fortsatte hun sine studier ved Cambridge College på et stipendium. Og det var her at hun mødte engelske poet Ted Hughes, der dengang og i dag regnes for at være en stærk stemme i nyere engelsk litteratur.

Plath og Hughes blev gift få måneder efter deres første møde i 1956. De var gift frem til 1963 og de fik to børn sammen. Ægteskabet var dog en tragisk kærlighedshistorie. Det har næsten fået mytiske dimensioner. De blev separeret kort tid inden Plaths selvmord. Og deres forhold er blevet tolket og beskrevet både i film og bøger.

Ted Hughes blev efterfølgende af især kvindesagsforkæmpere beskyldt for at være skyld i Plaths selvmord. Han forsøgte at undgå at kommentere på Plath. Men i 1998 udkom hans sidste digtsamling ”Fødselsdagsbreve”, der omhandler forholdet til Plath Han var døende af kræft, og det var første gang i 35 år, han brød tavsheden om det stormfulde ægteskab. Digtsamlingen blev efterfølgende en bestseller.

Sylvia Plath skrev både digte, noveller og dagbøger. Men det er især for ”Glasklokken” at Sylvia Plath blev kendt. Og har man endnu ikke læst denne smukke roman, så har man en kæmpe læseoplevelse til gode.  Bogen er blevet en klassiker, som er oversat til alverdens sprog. Den er ligeledes blevet en kultroman for mange unge.

Den skæve klassiker

'Glasklokken' er i øvrigt genudgivet på dansk i forbindelse med Gyldendals kritikerroste 'Skala '-serie, hvis hensigt er at udgive genopdagede eller glemte klassikere fra det 20. århundrede. Og så er den også første bog i læseklubben 'Den skæve klassiker' på Rudersdal Bibliotekerne. Det er et uformelt klub-univers, hvor vi hver måned læser en af klassikerne fra Skala-serien og deler vores læseoplevelser på Rudersdal Bibliotekernes Facebook-side og så mødes vi en gang om måneden i et onlinerum til en fælles samtale om bogen. Kom og vær med.