Foto: Pave Frans
Foto: Pave Frans

Pave Frans besøger Skandinavien

04.10.16
D. 31. oktober besøger den katolske kirkes overhoved, pave Frans, for første gang i sin tid som pave Skandinavien.

Besøget kommer ikke til at omfatte Danmark, men paven besøger domkirken i Lund, hvilket må siges at være inden for rækkevidde af Danmark. Det er første gang siden 1989, en pave har lagt vejen forbi Sverige, og besøget skal ses som et led i tilnærmelsen mellem katolikker og lutheranere i forbindelse med fejringen af 500-året for Reformationen. Det er ikke nyt, at lutheranere og katolikker forsøger at nærme sig hinanden; men bestræbelserne er blevet intensiveret under pave Frans.

 Og hvorfor er det nu interessant, at en katolsk pave aflægger besøg i Skandinavien? Det er det, fordi pave Frans i modsætning til sine forgængere både står for et ønske om en økumenisk dialog og - især – fordi paven i hidtil uset grad for et katolsk overhoved støtter retfærdighed, fred og forsoning i en verden splittet af konflikter og vold. Af samme grund bliver der lyttet langt mere til pave Frans´ ord, end der gjorde til den tidligere pave Benedikts udtalelser – eller for den sags skyld til en lang række tidligere pavers udtalelser.

Pave Frans er på få år – han blev valgt til pave i marts 2013 – blevet en vigtig stemme i verdenspolitikken, og hans ord har en vægt, man næppe ville have troet muligt for få år siden. Paven er en skarp kritiker af verdens ulige økonomiske fordeling og den første pave, der eksplicit har sat en grøn dagsorden. Hvis paven kan slå igennem over for verdens 1,2 milliarder katolikker, kan hans budskab om ydmyghed over for Guds natur blive et vigtigere politisk instrument end de globale klimatopmøder.

Pave Frans er naturligvis ingen helgen, og i Skandinavien har vi nok svært ved at forstå hans kamp mod lovliggørelsen af homoseksuelle ægteskaber i hans hjemland, Argentina. Men i kampen for miljøet og i kritikken af den økonomiske udvikling og forbrugskulturen er paven en god forbundsfælle, som det nok kan være fornuftigt at bakke op om. Det kan f.eks. ske ved besøget i Lund d. 31. oktober.

I øvrigt fylder pave Frans 80 år senere på året, nemlig d. 17. december.

 

Bøger om Pave Frans

Materialer