Månedens lytter - november

Månedens lytter i november er musikbibliotekar Vibeke Løvig Halvorsen. Læs om hendes passion for musik.
 Vibeke Løvig Halvorsen

Navn: Vibeke Løvig Halvorsen

Alder: 42
 
Beskæftigelse: Tidligere musikbibliotekar på Rudersdal Bibliotekerne
 

Hvad slags musik lytter du helst til?

Det afhænger af tid, sted og humør. Men jeg har en stor forkærlighed for barokmusik.

Hvad er det ved denne musik, der gør den til noget særligt for dig?

Jeg kommer ikke fra et hjem, hvor der blev spillet særlig meget klassisk musik, men alligevel er barokmusik noget af den første musik, jeg kan huske, der har grebet mig. Jeg kan huske, at jeg som ganske ung blev fanget af Händels "Watermusic" og "Music for the royal fireworks". Jeg har en stor kærlighed til barokkens langsomme satser. Jeg tror, at det er det harmoniske, der appellerer til mig - den måde en dissonans opløses og forløses. Det er helt særlig for barokmusik.

Hvor lytter du helst til musik, og hvorfor?

Jeg lytter helst til musikken live i koncertsalen. Det er øjebliksoplevelsen, totaloplevelsen, der giver mig mest. Der er man også "fanget i musikken" på en helt speciel måde.

Hvilket medie bruger du til at afspille din musik, (cd, streaming, vinyl) og hvorfor?

Det kommer an på, hvor jeg befinder mig. Hvis jeg sidder i toget, er det altid via streaming, men der hjemme eller i min bil, har jeg min musik på cd. Jeg kan godt lide, at musikken også er "fysisk". Alle mine cd’er har en baggrundshistorie, og jeg kan næsten i alle tilfælde huske den særlige stemning, da jeg pakkede cd’en ud første gang og lyttede til den.

Fortæl om en helt speciel musikoplevelse

Mine største musikoplevelser har jeg haft, de gange jeg selv har været med som udøver. Der er flere, jeg kan trække frem, men blandt de store oplevelser var, da jeg og to andre musikere spillede på en olieplatform ude i Nordsøen. Vi lavede en koncert for det hold arbejdere, der skulle holde jul på platformen væk fra sin familie. Det var meget følelsesladet og gjorde stort indtryk. En anden stor oplevelse var det første år, jeg var fløjtestuderende ved DKDM, og vi holdt jubilæumskoncert til ære for fløjtenisten Joachim Andersen. Der havde jeg en oplevelse af at være "i musikken" på en helt egen måde, og have publikum med - en fantastisk følelse.

Hvis du skulle dele noget musik med andre, hvad skulle det være?

Jeg vil dele al Bachs musik. Hans fløjtesonater (måske specielt den i e-mol, med fløjtenisten Emmanuel Pahud), hans juleoratorium, dobbeltkoncerten i d-mol for to violiner, Brandenburgerkoncerterne, hans vokalmusik, og alt andet han har skrevet. Man kan ikke blive skuffet, hvis man lytter til gode Bach-inspilninger, hans musik er helt unik!