Laura Noszczyk
Laura Noszczyk

Månedens lytter i april er Laura Noszczyk

Af Anonym (ikke efterprøvet)
04.04.18
Månedens lytter i april er Laura Noszczyk. Se, hvad hun anbefaler.
Navn: Laura Noszczyk
Alder: 41 år
Beskæftigelse: Bibliotekar, arrangementskoordinator, sanger, musiker

Hvilken slags musik lytter du helst til?
Shoegaze, post-rock, krautrock, psych, new-wave, elektronisk, instrumentalmusik – og meget meget andet! Jeg holder mig gerne væk fra åleglat radiopop, messingtung jazz og traditionel blues, men ellers er jeg nogenlunde åben. Det betyder dog meget om jeg kan lide den pågældende sangers stemme og stil.

Hvad er det ved denne musik der gør den til noget særligt for dig?
Den hensætter mig i en helt særlig stemning, forløser mig og giver mig energi. Uden musik bliver hverdagen trist og grå.

Hvor lytter du helst til musik, og hvorfor?
Jeg elsker at gå til livekoncerter, men lytter også meget derhjemme og når jeg er på farten. Til livekoncerter får man musikken helt ind under huden, men det er desværre ikke muligt at opleve alle bands og solister live.

Hvilket medie bruger du til at afspille din musik, (cd, streaming, vinyl) og hvorfor?
Jeg er ret meget på farten, så jeg lytter mest til musik via Spotify og på min oldschool iPod Classic, som heldigvis stadig virker. Jeg har et hav af cd’er og en del vinyler derhjemme, men får desværre ikke lyttet så meget til dem som ønsket. Lyden er ellers meget bedre!

Fortæl om en helt speciel musikoplevelse
Uh, det er svært, for jeg har haft rigtig mange gode og specielle musikoplevelser! En koncert som uden tvivl er i min top-3, er en koncert med det canadiske band Godspeed You! Black Emperor som jeg så på Voxhall i Aarhus for en del år siden. Jeg elsker normalt også den sociale del af at være til koncert, men denne koncert så jeg alene, og det gjorde oplevelsen meget intens. Jeg blev suget helt ind i musikken og forsvandt nærmest i en musikrus. Bandet Muse har givet mig en del fantastiske og energiske koncertoplevelser, ligesom Radiohead altid rører mig på den ene eller den anden måde. Nå ja, og så er det selvfølgelig altid sjovt når man selv får lov til at være den der står på scenen med sin musik!

Hvis du skulle dele noget musik med andre, hvad skulle det være?
Min egen musik, he he ;-) Har for tiden gang i tre musikprojekter, hvori jeg spiller og/eller synger: Solyara (langstrakte toner og sang på mit eget sprog - stærkt inspireret af Dead Can Dance), Tidebound (mørk psykedelisk folk) og AEX (melodisk og melankolsk elektro). Sidstnævnte kan opleves i en særudgave til LITTFEST Rudersdal lørdag den 26. maj.

Hør Laura fortælle om sanger og sangskriver Kate Bush på Hovedbiblioteket i Birkerød tirsdag den 10. april kl. 17.

Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach

Materialer