Månedens lytter - august

I anledning af foredrag om den russiske komponist Sergej Rachmaninov d. 16.8., er Helge Baun Sørensen månedens lytter i august. Læs om hans passion for musik

Navn: Helge Baun Sørensen

Beskæftigelse: Radiovært, journalist og foredragsholder

Alder: 68 år

Hvorfor lige Rachmaninov? Hvad er det han kan?
Det er fuldfed, lækker klassisk musik, hvor de helt store følelser rulles ud båret af store, romantiske melodier. Det ligner filmmusik, fordi mange filmkomponister har kopieret ham, men Rachmaninov er den ægte vare. Det er russisk, vidunderligt smukt og foruroligende dystert på en gang. 

Kan du løfte sløret for en smule af det man kan høre om til dit foredrag?
Jeg opdagede for år tilbage, at Rachmaninov boede i København i næsten et helt år i 1918, efter at han med familien var flygtet fra revolutionen i Rusland. Den historie har jeg brugt en del tid på at undersøge, og den vil jeg blandt andet gerne fortælle om.

Hvor lytter du helst til musik (hjemme, til koncert, i bilen...) og hvorfor?
Intet kan konkurrere med den levende koncert, hvor man kan se musikerne udfolde sig, og hvor musikken og klangen er fysisk og kan mærkes med hele kroppen. Så jeg går ret meget til koncert og har været i rigtig mange koncertsale i Europa.

I det daglige kører jeg mest på cykel, men når jeg kører i bil, kan jeg godt lide at høre høj rockmusik fra 80'erne, Miles Davis eller Prokofievs klaverkoncerter. Når jeg kører over Storebæltsbroen SKAL der være høj popmusik på anlægget.

Hvilket medie bruger du til at afspille din musik, (cd, streaming, vinyl) og hvorfor?
Jeg hører meget musik på Spotify, mens jeg sidder ved computeren. Næsten al musik er til rådighed ved et tryk på en knap. Når lydkvaliteten skal være god, bliver det på CD eller allerhelst på en af mine mange LP'er, som jeg stadig har. De har den bløde, harmoniske lyd, som det digitale ikke kan konkurrere med. 
 
Fortæl om en helt speciel musikoplevelse.
Jeg holder meget af stor og kraftfuld orkestermusik og opsøger det gerne i udlandet, hvis det kan lade sig gøre. Engang var jeg i Østrig og oplevede Bruckners Symfoni nr. 6 opført i kirken i det kloster, hvor han ligger begravet. Et ufatteligt rigt kloster, St. Florian, der ligger en halv times cykeltur udenfor Linz. Det var med Tjekkisk Filharmonisk Orkester, der bare havde øvet sig hjemmefra. Det var uforglemmeligt.

Hvis nu man ikke skal høre Rachmaninov, hvad kan du så foreslå, at man lytter til i stedet?
Jeg holder meget af musik, der er så langt fra hverdagen som muligt. Musik som et fristed, hvor tankerne kan glide i alle retninger uden begrænsninger. Der betyder Debussy meget for mig, f.eks. hans Nocturner, som er den rene natur som klingende lyd.

Du kan høre meget mere om Rachmaninov d. 16.8. kl 19.30 på Hovedbiblioteket i Birkerød. Billetter købes via Rudersdal Sommerkoncerter.

Materialer

Materialer
Sergej Rachmaninov: Symfoni nr. 3, a-mol, opus 44 (Gerg'ev)
Reservér
  • Cd (musik)

Symfoni nr. 3, a-mol, opus 44 (Gerg'ev)

Af Sergej Rachmaninov (2015)
Læs mere
Sergej Rachmaninov: Variationer for klaver over et tema af Chopin, opus 22 (Trifonov)
Reservér
  • Cd (musik)

Variationer for klaver over et tema af Chopin, opus 22 (Trifonov)

Af Sergej Rachmaninov (2015)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Rachmaninoff : life, works, recordings (Engelsk)

Af Max Harrison (2005)
Læs mere