Månedens læser - september

01.09.15
Månedens læser i september er Stine Pilgaard. Se, hvad hun anbefaler.
 Stine Pilgaard
Navn: Stine Pilgaard

Alder: 31

Beskæftigelse: Forfatter                                                                                                   

 
1. Hvilken bog er den bedste, du har læst?
 
Det er et nærmest umuligt spørgsmål at svare på, fordi jeg har elsket litteratur hele mit liv, og derfor er mange af mine tanker og handlinger blevet til igennem de bøger jeg har læst. Ligesom med mennesker kan man møde bøger på det helt rigtige tidspunkt i sit liv, og litteratur kan ændre den måde, man tænker på og få en til at opleve ting, der ikke er sket. 
 
Den seneste bog jeg har læst, som berørte mig utrolig meget, var romanen »Stoner af John Williams. Den handler om en universitetslærers liv fra fødsel til død. Den handler om tiden, om samfundets udvikling, om to verdenskrige der passerer næsten ubemærket, mens det er litteraturen, der får Stoners verden til at skælve, og kærligheden til at opstå. En af de største kunster ved denne bog må være timingen, eller kompositionen kunne man sige. Flere år i Stoners liv opsummeres på to sætninger, mens fx en eksamination af en elev kan fylde 10-12 sider. Måske er det noget med tiden, og måden tiden fremstilles på, der virker genkendeligt og præcist. Der er en præcision og klarhed i sætningerne, og tonen er fyldt med noget, der kunne minde om melankoli, men ikke er det. Romanen virker som en hyldest, en accept af hvad tilværelsen er, og bliver et møde mellem et menneskes drømme og de faktiske forhold. Romanen Stoner insisterer på, at det er muligt at genfortælle et liv, den har ikke andre retninger end sin hovedperson. Der findes en virkelig stor fortællervilje til at præsentere Stoner både komplekst og enkelt og fremfor alt uprætentiøst. Det er en af de mest inkluderende, kærlighedsfulde bøger jeg nogensinde har læst. Man kan næsten ikke undgå at føle empati, at lide med de optrædende, at holde af dem, at involvere sig i disse mennesker. Man tænker ikke sig selv som en læser, men som en medoplever, et vidne til dette liv. 
 
2. Hvad er en god bog for dig?

En virkelig god bog inspirerer mig til at opfatte verden på en ny måde. Uden at være helt bevidst om det, tror jeg, at vi alle sammen er fastfrosset i forskellige tankemønstre, og vi kan have fordomme, vi ikke engang selv er klar over. Når tankerne udvider sig og begynder at cirkulere i nye mønstre, kan vi udvikle os, blive klogere, sjovere, mere nuancerede og i sidste ende blive bedre mennesker. Det er den enkelte bogs største potentiale, som jeg ser det.

3. Hvordan finder du frem til de bøger, du vil læse?

De fleste af mine venner går meget op i litteratur, så jeg bliver tit inspireret gennem andre folks anbefalinger. 

4. Hvilken genre foretrækker du?

Skønlitterære romaner eller digte. Jeg holder meget af at læse om mennesker og deres relationer, og i forhold til digte kan jeg godt lide sproget når det arbejder med uventede billeder eller rytmer.

5. Hvorfor læser du bøger?

Jeg læser bøger for at gøre min verden større, og så bruger jeg det ofte som en form for flugt, når virkeligheden enten keder mig eller bliver for uoverskuelig. Jeg opfatter på mange måder bøger som en parallelverden, jeg kan træde ind og ud af, som jeg har lyst til, og det er en virkelig stor frihed.
 

OBS! Stine Pilgaard gæster Hovedbiblioteket i Birkerød mandag d. 28. september. »Læs mere og køb billet her 

 

Vil du være Månedens læser? Så kontakt litteraturformidler Julie Garde, tlf. 4611 5757/e-mail: jg@rudersdal.dk